-
Roxette
I denne uge for 33 år siden, sneg Roxette sig op på en 2. plads på hitlisterne i Danmark. Snart herefter lå den nummer 1, stærkt hjulpet på vej af at være en del af soundtracket til Pretty Woman. For 33 år siden, var jeg 16 år gammel, og It Must Have Been Love, er ikke kun – for mig – en del af soundtracket til en af yndlingsfilmene fra min spæde ungdom, men også soundtracket til min allerførste store stormende forelskelse.
Dansetrinene, billig fadøl, Safaridrinks og fisherman´s friends shots blev udført og indtaget på det lokale diskotek; Lucala. Hver fredag blev vi lukket ind, selv om vi på ingen måde hverken var gamle nok eller blev stoppet af dørmænd som ville se vores ID. Inden vi blev lukket ind, havde vi typisk været til opvarmning hos en fra vores faste tøsegruppe. Malene, Lisbeth, Hanna, Jeanette, Rikke, Ulla og jeg havde næsten en turnusordning hvor vi forviste vores forældre fra stuen, nogle gange hele hjemmet, for at mødes til billig vin, 10-paks smøger og flaskeøl i nogen timer, før vi både halv- og helberuset drog ned på Lucala kort før midnat. Nogle gange til bens, andre gange i taxa alt afhængig af, hvem vi var hos og hvor ”let til bens” vi var når vi skulle afsted.
En af de fredag aftener var jeg akkurat lige kommet ind på diskoteket, og lige inden for døren, rundt et hjørne, bumpede jeg ind i Henrik Hansen. Vi stødte bogstaveligt talt ind i hinanden, og han var en forbandet frisk flot fyr. Han tog mig i armen, slæbte mig ud på dansegulvet, hvor vi gav den gas i et par sange i vaskeægte halbalstil. Efter et par musikstykker smed DJ It Must Have Been Love i højttalerne, og inden den var ovre, stod jeg og kyssede med Henrik Hansen på dansegulvet. Resten af aftenen og natten blev tilbragt sammen med ham med dans, kys og snak.
Henrik var voksen. Hele 18 år gammel! Han rendte rundt med nogen af The bad boys (en lidt anden og mildere badboy type end dem som vi kender i dag), men det var absolut nok badboy til, at man som ung påvirkelig teenager bliver helt blød i knæene, når en flot blond ung mand gør kur. Så jeg faldt med raketfart for Henrik Hansen. Ligeså hurtigt som han kom ind i mit liv, dansede han ud af det igen. I bagklogskabens klare lys, og med den livserfaring man har gjort sig, så ved man jo godt nu, at det ikke kunne have været anderledes. Typer som Henrik lever i nuet og er drevet af fart, forandring og fest. Det var Heidi ikke. Kun om fredagen. Hun var ikke en lille stille mus, men hun havde nok lidt andre værdier og moralsk codex med sig, som ikke matchede den livsstil som Henrik førte eller ville. Så når det værdisæt forhindrede Henrik i mange af de ting som han gerne ville, så måtte han videre. Efter et par korte hæsblæste uger, forsvandt Henrik ind i armene på en anden ung pige, og jeg sad i vinduet i Toftegade og spejdede længe efter Henrik med It Must Have Been Love kørende i baggrunden blandet med lidt Take all the time you need med Monique og Last Christmas med Wham. Jeg troede aldrig mit hjerte ville hele igen, at smerten nogensinde ville forsvinde og at der ville komme en anden ungersvend forbi som jeg ville falde for
Men det gjorde der – også mere end én, og den selvpinsel jeg påførte mig ved at genspille It Must Have Been Love en million gange, blev langsomt erstattet af et underfundigt smil om både minderne om ham og jeg, og her 33 år senere med et smil over den naivitet og uskyldighed som man havde. Jeg mærker ikke smerte længere ved det musikstykke, men snarer en glæde, en varme og en taknemmelighed over det som engang var og som var starten på at forme det voksne menneske som jeg blev
Som en lille bonusinfo, så gled jeg lidt fra den lille folkeskolegruppe i mine 20ere og 30ere, men i mine 40ere bød fire af dem mig indenfor i gruppen igen, efter mange år i både udland og udenbys. Men da jeg flyttede tilbage til hjemegnen, så inviterede de mig tilbage. Her 33 år efter Lucalatiden, så er vi alle, på nær en enkelt, tilbage i lokalområdet igen og vi mødes stadig til snak, lidt hygge og spisning en tre-fire gange om året. Jeg synes godt vi kan klappe hinanden på skulderen, for hvor mange har så mange som bærer så meget af det som blev dig, og som har nogen af de allerdybeste hemmeligheder og viden omkring dig. Det kan godt være at Henrik han fyldte meget, men de vigtigste bestod. Tøserne er der endnu!
-
Date
Hver anden fredag har min hjertenskær fri. I dag er sådan en fredag, og da vi begge stod med en fredag, hvor vi begge ikke skulle på job, så havde vi planlagt en lille tur. Bare ham og jeg. Blot for en dag. En lille date om man vil. Afsted til Aarhus vi kørte fra morgenstunden.
Vi havde – eller rettere, husbonden havde – en aftale hos Timewatch som vi havde på listen efter en tur inden omkring Lystrup, hvor han havde en anden aftale. I selskab med Mikkel, fik vi kigget på lækre sager som var fundet frem på forhånd, og bag enhver beslutning er der altid en klog kvinde. Om han så fik noget med hjem fra butikken eller ej; det må I få svar på hos Martin. Uanset om han fik eller ej, så fik jeg lov til at have en slags indflydelse på beslutningen, og den beslutning han kom til synes jeg var en rigtig fornuftig beslutning
Vi forblev i urets tegn til frokost. Ved havnens kant, næsten, havde vi et bord for to til lækkert smørrebrød hos Restaurant Klokken. Anbefalelsesværdigt, men vær klar på at maven bliver fyldt godt op af to styks brød. Det lå en rigtig god bund til den vandretur i naturen, som vi havde på to do listen efter frokosten.
Man er vel glad for ting som er gratis, og det er ganske gratis at besøge Væksthuset ved den Botaniske have. Her var der lys og en dejlig varme og en lærerig tur gennem alle verdenshjørnernes flora.
Inden turen nordpå igen, afsluttede vi en rigtig fin dag med et lille traktement i Væksthusets café og formåede at komme igennem både Aarhus og motorvejstrafik inden weekendens myldretid for alvor satte ind.
Må I alle få en skøn en af slagsen
-
Rutine
Det er nu snart to uger siden, at jeg havde sidste arbejdsdag. Først og fremmest; jeg har det fint. Faktisk overraskende fint. Jeg skal bestemt ikke påstå, at jeg ikke var – og stadig er – påvirket af ikke at have et arbejde, og ikke helt vide, hvad jeg skal. Men jeg har også konstateret, at kapitlet er slut, og det har jeg det faktisk ret okay med. Jeg sover fint, jeg er ikke ængstelig, jeg er ikke ked af det, jeg er ikke urolig. Jeg fungerer.
Fra dag ét tog jeg også en beslutning om, at jeg skulle finde, og blive i, en rutine indtil jeg skal videre. Jeg må ikke falde tilbage på nattøj, sofaslængning og inaktivitet. Jeg sidder nu her to uger senere, og hver eneste dag (på nær weekend), har jeg været klædt på i “ordentligt” tøj, haft make-up på, haft håret sat og har været udenfor i det pulserende liv. Jeg har hver eneste dag foretaget mig noget. Både hjemme og ude.
Hjemme har jeg fået kørt ind, at jeg er oppe kort tid efter Martin tager på job. Jeg får redt sengen og får lavet mig – en varierende – let morgenmad, som jeg nyder ved min computer mens jeg tjekker op på nyheder og diverse sociale medier. Herefter får jeg ryddet op i hytten så jeg føler jeg har været huslig produktiv også, får planlagt og forberedt aftensmaden, sat vasketøj over, hvis der trænger til det, fodret vovserne og luftet dem af.
Jeg sørger for at få frokost, hvis jeg er hjemme til det, men efter morgen- og formiddagsrutinen, er der forskellige aktiviteter jeg smutter ud i byen til, som fordrer at jeg får gjort mig selv offentlig præsentabel … også selv om det måske bare er et smut på forbrændingen med noget skrald, eller aflevering af en madpakke som husbonden har glemt at tage med på arbejde. Jeg tror det er vigtigt at føle, at man er i gang, selv om man ikke er i gang.
Men jeg har også øje for at være produktiv på den kommende arbejdsmæssige situation. Så jeg har i denne uge også påbegyndt en opdatering af et CV. Det er ikke blevet støvet af i 10 år, og hvordan et sådan udarbejdes har også ændret sig igennem de år. Jeg er sådan en som handler, forstået på den måde, at er der noget som skal gøres, så eksekverer jeg hurtigt. Jeg venter ikke på at det skal ske, og er der ikke andre som gør ting som skal gøres, så gør jeg det, og et CV ved jeg, at jeg får brug for inden for den nærmeste fremtid, så jeg vil gerne være proaktiv og få det sat ordentlig op. For at optimere mit fokus og min effektivitet tager jeg mig selv ud af huset. Her kommer Espresso House ind som en vigtig spiller på banen. Vi har heldigvis en i Hjørring, så her har jeg siddet i en to til tre timer hver dag i denne uge.
En chailatte køber mig disse timer, hvor jeg får udrettet noget rigtig fornuftigt og noget som kommer til at give stor værdi lige om lidt. Her er der ingen overspringshandlinger eller andre forstyrrelser. Jeg elsker det, og jeg elsker at det også sætter mig et sted med en masse mennesker omkring mig, uden at de er et forstyrrende element. jeg tror nemlig også, at det er vigtigt at man føler at man er en del af et pulserende samfund, selv om man for en stund ikke rent bruttonationaltmæssigt bidrager til det som man plejer.
Jeg føler at tiden den udnyttes godt, og jeg føler – og det er nok det mest vigtige af det hele – at især min krop og mit sind udnytter denne “pause” ualmindelig godt. Den responderer øjeblikkeligt positivt. Jeg kan mærke at den falder til ro, den gør sig klar, den begynder at arbejde med mig i den helt rigtige retning og den giver ligeså stille slip på det som var. Jeg føler at jeg har det godt
I dag er det vippedag, og jeg har igen i denne uge haft noget at udrette hver dag, og jeg har også planer for både torsdag og fredag, inden jeg kan holde en velfortjent weekend. Jeg vil nemlig også gerne have en fornemmelse af at det ér weekend, og at jeg har gjort mig den fortjent til at slappe af i. Man kan godt tage pigen ud af produktiviteten, men man kan ikke tage produktiviteten ud af pigen
-
Skilt
I torsdags sagde min arbejdsgiver og jeg farvel til hinanden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det for mange er lidt af en overraskelse, men det var tiden til det. Efter lidt over ti år, var det for os begge tid til at skilles.
Vi har ikke talt om årsager, men vi ved implicit begge to, at det er det som bliver nødt til at ske. Jeg har i ti år været med til en ualmindelig fantastisk udvikling, og det har været en kæmpe fornøjelse at være med på og med til den rejse. Rejsen er ikke slut, men jeg kender også min virksomhed godt nok til at vide, at den næste transformation som er i gang med at udvikle sig, ikke er den rejse jeg skal med på. Den tilhører den næste generation, som allerede er i gang med at blive bygget op, og hvis jeg forbliver, så kan den generation ikke udforske og vokse sit potentiale. Det kan jeg for øvrigt heller ikke.
Jeg vidste godt det var ved at være slut, så det kom ikke som hverken en overraskelse eller et chok. Jeg har altid været glad i arbejde, men jeg har også de sidste par år mærket, at jeg ikke har været lige så glad for at skulle på arbejde, som jeg engang var. Jeg trivedes fint, men jeg brænder ikke længere. Der har været signaler de sidste par år, som har indikeret mit farvel, men tryghed og det at det jo alt andet lige er mit fællesskab gør, at jeg ikke selv har taget det sidste skridt. Det er lidt ligesom det der ægteskab, hvor kærligheden ikke rigtig er der mere, men fordi man har et godt venskab, tryghed og genkendelighed, så bliver man lige lidt endnu, for det er jo ikke fordi man er ulykkelig.
Men sådan en tilstand er, på den lange bane, ingen grund til at forblive i et forhold. Så derfor er det også godt, at en af parterne trækker vejret dybt, og tager den beslutning som er nødvendig for dem begge to.
Er det lidt skræmmende? Ja da. Jeg aner ikke, hvad jeg skal nu, men jeg ved at jeg skal noget andet. Hvad det “andet” så er, vil tiden vise. Jeg har tænkt tanken flere gange om, hvad jeg skal efter det her, men jeg har aldrig stillet skarpt på det, fordi jeg jo havde det ganske fint. Nu bliver mit sigte skarpt, og det kan jeg mærke. Det her giver mig klarhed til at for alvor at finde ud af, hvad vej jeg nu skal gå.
Jeg har tiden til at lande, mærke efter, få ro, afslutte og mærke nye idéer pible frem. Jeg har også tid til at forsøge at smide ud i verden, at denne tilstand og situation jeg er i, ikke er noget tabu. Det er okay, og det er ingen skam at blive sagt farvel til. Det er tidens gang, og for mig var det absolut den helt rigtige beslutning
Jeg er i forvejen et lykkeligt skilsmissebarn, men jeg kan med hånden på hjertet også sige, at jeg kommer ud af denne skilsmisse på den helt rigtige måde. Vi er meget enige om tingene, og vi har stor respekt for både de beslutninger som er taget, hinanden og den vej som min (nu forhenværende) arbejdsplads skal hen ad.
Med mig tager jeg ti fantastiske år fyldt med en taknemmelighed over de muligheder og den ordentlighed der hele tiden har været tilgængelig – helt til det sidste. Det er mærkeligt, at være ude af fællesskabet på alle mulige måder, da det har været min hverdag i så mange år, og det er nok dér den gør mest ondt. Men jeg ved, at også her heler tiden ret så effektivt.
Ingen skal have ondt af min situation, for skal jeg være fuldkommen ærlig, så står jeg nu lige der, hvor jeg har tænkt, at jeg gerne vil stå, mere end én gang – jeg var bare ikke modig nok til selv at tage den beslutning.
Nye veje, nye muligheder, nyt mig. Jeg lander godt både mellem de to kapitler, og også når det nye kapitel begynder.
-
Manipuleret
I juni købte vi billet til underholdning med supermanipulatoren Jan Hellesøe. Dengang tjekkede vi (læs mig, for Martin er, næsten, ligeglad) kampprogrammet for herrernes landsholdskampe til det just igangsatte verdensmesterskab i håndbold. Havde jeg det, så havde vi købt billetter til dagen efter. Jeg missede Danmarks første live kamp, så mens jeg sidder og skribler dette, kører kampen i baggrunden og jeg har undgået alle medier, som kunne fortælle mig om resultatet siden jeg kom ud af Det Musiske Hus i Frederikshavn i går kl. 22:30.
Inden vi lod os manipulere, og eventuelt hypnotiseret, at Hr. Hellesøe måtte vi have noget at spise. Vi satte os til bords hos NERD i Frederikshavn. Et lille sted ved marinaen som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før. Lad mig sige, at er du i Frederikshavn med lysten til lækker spise, så er det absolut her du tager hen. Fok pokker der kommer velsmagende guf fra deres køkken. Jeg spiser ikke ret meget kød længere. Ikke fordi jeg har planer om at gå vegetar, men det er bare sådan det er blevet. Men jeg spiser stadig kød, blot slet ikke i de mængder jeg har gjort engang. I går valgte jeg dog en ribeye bøf fra menuen, og jeg kan med snilde sige, at det var klart det bedste, mest velsmagende, mest perfekte tilberedte og lækreste stykke kød jeg har fået i årevis. Jeg har fået mange gode bøffer, også over de seneste år, men den her var absolut ren nydelse.
Med maverne behageligt fulde satte vi os i salen os til rette i salen, og jeg kommer ikke til at afsløre, hvad der foregik, for Jan har bedt mig om at tie, og når Jan siger det, så tør jeg ikke andet.
Dog kan jeg godt afsløre, at naturligvis er der ting som jeg godt kan forstå handler om aflæsninger, øvelser og tricks, men der er dælme også ting, som min primitive hjerne ikke har nogen forklaring på; eller lad mig omformulere – min hjerne kun kan finde absurde, komplicerede, far out forklaringer som ikke har nogen hold i virkeligheden. Det har Jans talenter heller ikke, men “det fungerer” (og sad du i salen i går, så ved du præcis hvorfor jeg lige bruger den vending 😉 )
En dejlig aften sammen med det dyrbareste jeg har – lad det være sagt: jeg elsker vores liv sammen
-
Anpartshaver
Nu er julen godt passeret, det nye år i fuld gang. Men inden det nye år satte ind, blev jeg juleaften restaurationsejer. Eller … jeg fik i hvert fald en lille del af en restauration.
Min kære husbond viste, at han er af den lyttende art, og at han gerne vil forkæle sin kone. I Hjørring finder du Bryghuset Vendia. Et fremragende spisested med eget bryggeri. Herfra kommer der både exceptionel god mad og god øl ud. Der er både til hverdagen og til det helt fine gourmet. Der er til brunch, frokost, eftermiddagskaffen og aftensmaden.
Lige fra første besøg, har jeg været glad når jeg spiste der. I løbet af årene har jeg mere end én gang ytret, at jeg tror på de kommer fremad og opad i deres klassement. I både 2020 og 2021 fik de 6 gafler af Michelin-anmeldere som var på besøg. I 2020 fandt vi ud af, at der var anparter at købe til stedet hvis man kunne finde nogen som havde dem til salg. Jeg har mere end én gang ytret, at det troede jeg nok, jeg måske ville investere i, for jeg tror på, at de på et tidspunkt rammer den første stjerne. Med to Michelinbesøg er de faktisk godt på vej.
Min husbond har hørt hvad jeg ønskede, og fandt allerede i sommer en som havde en anpart til salg. Den købte han, og juleaften i New York blev den overdraget til mig. Jeg er nu officielt anpartshaver, med alt hvad der dertil hører, af Bryghuset Vendia, og jeg er kisteglad. Jeg tror stadig på både Bryghuset, dets fremtid og så elsker jeg især deres Moules Frites
-
I gang
Tre uger flyver forbi, og før man ved det, er man tilbage i sit daglige virke. Man kan godt ved en feries ende kort tænke, at man da sagtens lige kunne bruge en uge mere. Men når alt kommer til alt, så mærker man allerede på førstedagen, at det faktisk er rart at være tilbage. Dér hvor man får nye impulser. Dér hvor man får nye udfordringer hver dag. Dér hvor man bliver fyldt op socialt. Dér hvor man har sit andet hjem.
Det er alt andet lige rart at mærke at man er nyttig
Det nye arbejdsår er begyndt som det gamle er endt, og dog stadig med en væsentlig forskel. Der er travlt på vores kontor og i vores virksomhed. Vi får også nok at lave i 2023, og vi har i min afdeling, endnu engang, udvidet flokken. Nye tiltag og systemer er også på vej, forandringer byder sig til, tilpasninger påkræves, omstillingsparathed er ikke blot en floskel men et fakta. Vi kommer ikke til at kede os; tvært i mod
Er du kommet godt tilbage på din arbejdsplads?
-
2023
Velkommen
Nu hvor det er dagen derpå, drukner jeg ikke i alle andres nytårslykønskninger. 2023 er i gang. og jeg synes faktisk at 2022 var et fint år for mig. Jovist havde jeg stort set hele året afsindigt travlt på jobbet (hvilket jeg forventer fortsætter et godt stykke ind i 2023 også), men overordnet set, har jeg nydt 2022. Det er året, hvor jeg endelig kom igennem 365 dage uden nogen store forhindringer eller afskeder, og så kan jeg ikke, sammenlignet med de forrige tre år, ikke forlange ret meget mere. Den eneste forskrækkelse som rokkede lidt ved fundamentet, var en min egen far gav os, da han i sommer raslede om med hvad der viste sig at være en hjerneblødning ved hjernestammen. En som væltede ham, men som han her i bakspejlet er sluppet ualmindelig heldigt fra med meget få mén.
Vi sagde farvel til 2022 i tosomhed, hvor vi for en kort stund fik et nyt kæledyr ind på matriklen. Han passede så godt ind i omgivelserne, men måtte i løbet af dagen forlade os igen. Men han gjorde os godt så længe det varede.
Vi spiste os mætte i ham og lækker sushi menu, hvor der var nok til at jeg kan få det til frokost i dag også. Vi blev inviteret på et bette glas hos en af naboerne, og hilst på de andre da midnat fik os samlet på gaden til festfyrværkeri
Man er vel ved at være gammel, grå og kedelig, så da vi rundede 01:00 befandt vi os under dynerne, og snorkede os videre ind i 2023, som nu har fundet sit første dagslys. Vådt og gråt … næsten lige som det plejer at være.
I morgen begynder hverdagen igen efter, for mig, tre uger i ferieland. Året sluttede på den bedst tænkelige måde; ferie, rejse og god mad. Det tegner allerede godt
Godt nytår til Jer alle – håber året som er ankommet bliver god ved jer
-
Dansk
Vi har nu været hjemme fra det store udland i halvandet døgn. Vi ankom til egen matrikel tidligt i går morges, som gjorde at vi kunne få smidt vasketøj i gang, pakket de julegaver op som ventede på os. klappet og talt med vovserne, pakket alt ud for så at konstatere, at skulle vi holde til vores planlagte sengetid omkring 21-21:30 tiden, så måtte vi nok erkende, at den nåede vi ikke, hvis ikke vi lige tog os en lille morfar. Så kl. 13 satte vi vækkeuret til kl 15, og de to timer var godt givet ud. Det var også godt tænkt, at vi satte vækkeuret, for havde vi ikke det, så havde vi snorket igennem de næste seks timer. Vi fik os holdt oppe herefter til halv ti, smed os i egen (S K Ø N T) seng og jeg nåede ikke at se klokken blive 23 inden jeg sov.
Vi vågnede et par gange i løbet af natten, hvor vi tænkte vi ikke faldt i søvn igen, men det gjorde vi, og først kl. 7:30 var jeg vågen for alvor. Døgnet er næsten vendt tilbage til originalen. Kroppen hænger en lille smule, men fordi vi nattefløj rammer vi det danske døgn rigtig godt i forhold til at komme tilbage til dansk tid
I dag er gået med at færdiggøre vasketøj, haft besøg af noget af både Martins far, den største knægt og dennes kæreste, fået handlet ind og drukket kaffe med byrødderne i den lokale café.
Lige nu står den på forberedelse af det første hjemmelavede aftensmåltid i næsten fjorten dage. Det kan næsten ikke blive mere dansk. Stegt flæsk og persillesovs
Der er bestilt en forholdsvis sen aften i aften, så vi har chancen for at se fyrværkeri til midnat i morgen. Vi skal ikke noget ud over at spise godt i tosomhed. Vi skal jo være klar til mandag morgen, hvor den almindelige trummerum indfinder sig. Man glæder sig næsten
-
Last Call
Det er dagen før dagen. Den sidste mulighed for at se det som vi mener vi endnu ikke har set. Om lidt vender vi snuden hjemad. Men selv om man kun har godt 24 timer tilbage i New York, kan man nå en masse, og nu hvor vi faktisk har godt styr på hvilket tog der kører hvorhen og hvorledes vi administrerer det, så kan vi bevæge os hurtigt fra det ene sted til det andet.
I dag startede vi i Chinatown. Jeg har aldrig været der, men det har altid været på listen, når jeg har været i NY. I dag blev den streget af. Man mærker et øjeblikkeligt skift i både atmosfære, folkefærd, kultur og præsentation når man træder over “grænsen”. Det er yderst fascinerende, hvordan en bydel i en bydel på den måde kan både vokse frem, men også skille sig så meget ud i forhold til resten. At man som vesterlænding så bliver fanget mere end én gang i noget man ikke har en chance for at forstå eller vide noget om er én ting, men hvis man bare kaster sig ud i det uden frygt og fordom så får man en skøn oplevelse. Vi fik set farver, skæve ting, klichéer og hvordan et folkefærd med sin egen kultur og skikke kan stortrives i harmoni med en anden.
Efter en dejlig, og solid, kinesisk restaurant fløj vi forbi Grand Central igen, da den souvenir butik som de har var lukket da vi var der forrige mandag. Inde i butikken, var der ting og sager, som min kære husbond gerne ville kigge nærmere på, så selvfølgelig skulle vi den vej, så han kunne få mulighed for næsten at tømme butikken. Herefter satte vi kurs mod 6th Avenue, hvor vi havde opstøvet der skulle være en Titanic udstilling. Når man nu har muligheden, så skal man da. Så vi blev bragt ombord både originale og re-konstruerede artefakter fra den berømte båd, men med en 100% autentisk historie, og blev faktisk også en smule klogere. Jeg forestiller mig, at historien om Titanic aldrig bliver udtømt, og det var en oplevelse at stå midt i det.
Ved udstillings udgang, mødte vi et New York klædt i lys, og vi kunne sætte et punktum for vores rejse og møde med storbyen. Vi kan kun være tilfredse
Vi har oplevet alt det vi satte os for og mere til. Vi fik set kroge af byen som vi ikke vidste fandtes, vi har talt med mennesker som lever på kanten af livet og dem som lever i det højeste lag. Vi har haft et vejr som har været optimalt for et vinterbesøg, til trods for at profeterne derhjemme har ladet vores venner, familie og bekendte vide det anderledes. Vi har spist godt, og købt nok ind. Vi har travet i omegnen af 200.000 skridt på vores ti dage, og fejret en jul med familie nummer to; en jul som hverken Martin eller jeg vil glemme. Vi har ikke sovet som vi skulle, men oplevelserne og adrenalinen har holdt os fint kørende, til trods for at vi begge undervejs har været ramt af en meget kraftig forkølelse (nej – det har ikke været Corona, vi har tjekket 😉 ) Vi har nydt vi har haft fri og har haft hinanden. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre (rejse)partner end ham
Nu venter Danmark forude, og vi begynder at spare sammen til vores næste juleeventyr, som vi håber at kunne realiserer i 2024. Håber du har nydt rejsen ligeså meget som vi, og vi kan kun sende en anbefaling ud om, at du tager turen hertil også.