Da wheezy døde

Siden starten af oktober, har jeg ikke røget cigaretter. Eller… jeg har måske røget en håndfuld, men jeg ryger dem slet ikke mere. Jeg babber kun på min e-smøg. Dem som er så frygtelig populære. Men den virker!

Lige nu bruger jeg kun den, og jeg er så småt ved at planlægge nedtrapningen af denne også, for det er jo ikke meningen at den skal blive til en anden vane. Den skal være et redskab til at flytte helt ud af rygerkassen. Men… selv om jeg ikke er der endnu, så har jeg på disse to måneder dog gjort mig et par opdagelser.

Lad mig skynde mig at sige, at jeg ikke har oplevet den der skærpede smag eller lugt som så mange snakker om. Det er altså det samme. Men jeg har opdaget, at min egen lugteopfattelse af cigaretter og røgen har ændret sig. Jeg har da aldrig syntes at den lugtede godt, men jeg har heller ikke haft den opfattelse af at det var så galt som nogen gjorde det til. Men jeg må tilstå, at det ikke er godt. Det er nu heller ikke så galt, at jeg er ved at brække mig som nogen gør udtryk for, men det er absolut heller ikke rart. Jeg klager dog ikke over folk som står og ryger, kommer ej med kommentarer og skærer ej ansigt af det. Men jeg har opdaget at jeg lugter den anderledes end da jeg selv producerede den.

Jeg vil lyve, hvis jeg sagde jeg ikke havde lysten til en smøg. Det er ikke smagen jeg har lyst til, for den har jeg prøvet siden. Det smagte ikke frygtelig grimt, men det smagte slet heller ikke af “jeg-vil-have-mere”. Det smagte virkelig mærkeligt. Men jeg savner fornemmelsen som det at tage et hiv af en smøg giver. Det der befrielses-suk man får når man tænder en smøg. Den savner jeg. Den fornemmelse giver e-smøgen bare ikke. Men når jeg så kobler det afsavn med den ikke-rare-smag som min prøvecigaret faktisk gav mig, så har jeg ej lyst. Men jeg tror jeg for altid vil savne den fornemmelse det hiv gav.

Endelig har jeg opdaget en sidste ændring, som i min optik er den allermest bemærkelsesværdige.”Wheezy”. Jeg har egentlig ikke tænkt videre over det indtil jeg for nylig pludselig kom i tanke om, at wheezy var væk. “Wheezy” er den hvislelyd i sin vejrtrækning som man skal hoste væk. Man har den ofte når man er forkølet. Jeg havde den også ofte, når jeg lå mig til ro om aftenen. Den er der ej mere. Jeg har slet ikke opdaget den blev væk indtil for nylig. Jeg tillagde det ikke nødvendigvis manglen på smøgerne, men da den bedste halvdel, som nu også er gået over til 100 % e-smøg, pludselig heller ikke havde wheezylyd ved sengetid og tilhørende host, måtte jeg erkende at det temmelig sikkert er smøgerne som har været årsagen til den lyd.

Jeg vil ikke sidde her og sige at jeg nu er ex-ryger. Jeg er stadig ryger. Det vil jeg til evig tid være. For en stund endnu er jeg damp-ryger, og på et tidspunkt er jeg måske tørlagt ryger, hvor jeg ej benytter mig af det. Men for altid vil jeg være ryger, og hver eneste dag skal jeg huske mig selv på, at den “ikke-lyst-til-mere” smag jeg nu får når jeg ryger en, trumfer det afsavn og den lyst jeg har til den fornemmelse, som smøgen gav mig.