McMojo
Hvem siger at katte ikke kan lære tricks og vaner? Det kan de i den grad, og nu har Mojo efterhånden boet hos os i godt et halvt år. I den tid er han ikke kun faldet til, men også fundet sine helt egne rutiner og gjort sig nogen opdagelser. Han har blandt andet fundet Lørslevs drive through vindue
Hvis han er uden for, kan vi vide os sikre på, at så snart vi bare er i køkkenet, så går der ikke mange sekunder før han er hoppet op på skænken uden foran køkkenvinduet. Der sidder han så og venter på at hans bestilling bliver leveret gennem vinduet. Hvis ikke lige det kommer, så begynder han som en anden løve at vandre frem og tilbage på vindueskarmen.
Vi har opdaget at Mojo er meget glad for mad, og han er af den fulde overbevisning om, at hver gang vi er i køkkenet er det for at finde godter til ham. Det passer ikke. Helt. Men vi må nok kende os skyldige i at finde hans opførsel bedårende og underholdende nok til, at vi mange gange faktisk finder godbider til ham. Det gælder også, når han står foran vinduet. De fleste gange får han leveret varen gennem vinduet. Så bliver der lige smidt et stykke hamburryg ud til ham. Eller noget fersk kød. Eller andre godter.
Mojo har med andre ord sørget for at Lørslev har fået sin første og sit eneste drivethrough vindue! Ordsproget “Katten er ikke forkælet, ejerne er bare ualmindeligt velopdragne” falder vist i fin jord her i huset.