Den store festdag … eller?

Så er det i morgen året ender. For mange betyder det en stor pompøs fest med gallatøj, ekstra god luksusmad for ikke at glemme en hel del at drikke. En af FB vennerne har her dagen i forvejen fundet en artikel på politiken, og den artikel kan jeg kun støtte op omkring.

Jeg er en af de fire som synes nytårsaften er skruet alt alt for meget op. Jeg er ikke som sådan imod nytårsaften. Bevares; jeg har da deltaget i et par nytårsfester, hvor alt det ovenstående var til stede og haft det skægt med det. Men overordnet er jeg lidt ambivilant omkring hele nytårshalløjet. For mig er det en aften som markerer at et helt år endnu engang er overstået, og hvad end det har bragt mig så står jeg på begge fødder, og for mig er det en tid, hvor jeg reflekterer og forsøger at finde ud af hvad jeg har opnået og gjort mig af erfaringer. Men det er også til at mindes alle de skønne ting som er foregået i de tolv måneder der nu er nået til vejs ende. Jeg har altid været småfilosofisk til nytår – det bevidner mine dagbøger fra min ungdom også. Her blev der ikke skrevet om fest, øl og nytårskys, men her blev der gennemgået hvad jeg har oplevet og lært mig. Der blev gjort status.

Det gør jeg stadig. Jeg er en af dem som synes at tiden går så frygtelig stærkt. Des ældre des mere føler jeg det som om, at farten bliver sat op. Det gør at jeg nogengange glemmer nuet, og glemmer alt det som tiden har bragt mig. Når jeg endnu engang står ved juletid tænker jeg altid: “det føles som om vi lige har været igennem det her ræs, og nu er det her igen“. Den tror jeg at jeg deler med mange. Så derfor bruger jeg nytåret på at reflektere alt det som jeg har været igennem i det forgangne år. Ved at reflektere over det hele, får jeg slået fast, at selv om tiden gik stærkt nåede jeg dog at få en masse med. Når jeg omkring nytår kigger tilbage, går det op for mig hvor meget året egentlig har bragt.

Det er det jeg bruger mit nytår til, og jeg gør det allermest når jeg i mindst en halv time står og kigger på rakketterne til midnat. På det tidspunkt går der rigtig mange tanker igennem mit hovede. Det tog mig nogen år at acceptere at det var det jeg ville med nytårsaften. Jeg ville gerne have den stille og rolig. Ikke med fest, ballade, alkohol og tømmermænd dagen efter. Jeg fandt det en lille smule anstrengene at der var den her opskruede forventning om at NU skulle vi saftsuseme have det skægt, feste som vi aldrig har festet før og være i fuldstændig partymode. Hvordan kan man planlægge at få en aften som man aldrig har haft det før? Det er da ikke datoen som bestemmer det. Det er da omstændighederne og de mennesker man er med. De gange jeg har haft det aller skæggest er de “fester”, hvor alt var totalt uplanlagt. Det var omstændighederne som førte til det. Ikke datoen.

Jeg kan ikke lide at blive dikteret. Det gælder også hvad nytåret angår. Jeg har præsteret at tilbringe en nytårsaften helt alene da jeg for alvor stod af nytårsræset. Og det var fantastisk! Jeg kan godt lide de nytårsaftener jeg har haft de sidste seks år. Det har været sammen med en meget lille skare af de nærmeste venner, hvor vi har fået noget dejligt mad, hygget med snak og nogen gange sågar brætspil, for så at se fyrværkeri til midnat, skylle en varm kop the ned efter kuldeturen udenfor og til sidst et par timer senere kramme farvel, godt nytår og på gensyn. Der har ikke været lagt op til fest eller druk og “nu skal vi sørme havde det skægt”. Der har været lagt op til en hyggelig aften i rigtig godt samvær – akkurat som ville vi  have gjort det på en enhver anden weekendaften.

I år skal jeg have endnu en af dem. For andet år i træk sammen med et vennepar og alle vores børn. Selv om jeg er ambivilant omkring nytåret, betyder det ikke at jeg ikke har lyst til at hygge denne aften. Det gider jeg godt. Ligesom jeg også gider det juleaften. Selv om jeg er ambivilant, så betyder det ikke at jeg ikke tror på traditioner. Jeg vil gerne være sammen med nogen nytårsaften. Jeg føler ikke at man skal sidde alene – med mindre det er det man har planlagt – denne aften. Men jeg gider ikke den store fest bare fordi “det er det man skal”. Jeg gør det my way …. akkurat som jeg gør meget andet!