Gad vide om 19. december bliver en af de der dage, hvor der gennem hele sit liv vil blive ved med at ske noget markant?

Opvaskebørst, blomster og den gode Svend blev sendt godt afsted. Han var omringet af en masse mennesker som alle har sine minder med ham, og som hver og en holder af ham. Min egen bror var med til at bære ham ud af kirken, og jeg var ikke overrasket over at han var en af de seks. Det var en smuk og det var en enkel højtidelighed, men også lidt sært at se sin lillebror bære en kiste fra kirke til grav. Jeg følte lidt det var et preview af en fremtid som jeg håber ligger meget meget langt væk!

Den 19. december for 23 år siden stod også i den sidste rejses tid. Den dag sagde jeg farvel til min farfar. Som jeg sad i kirken fandt jeg det lidt ironisk at jeg på hans dødsdag sad i kirken til en begravelse. Men måske – og bær over mig, hvis I ikke lige som jeg tror på at der er en lille smule mellem himmel og jord – var det måske netop i dag, så min farfar kunne hilse Svend velkommen til 🙂

Da højttidelighed var overstået, og jeg var sat af på egen matrikel igen, havde jeg et par ærinder at løbe. En af dem var at tage netop til farfar, og farmor som ligger lige ved siden af.

Jeg fik ønsket god jul, lagt en buket og kunne se at jeg ikke var den eneste som havde været forbi for nylig. Jeg bad farfar om at se godt efter Svend, indtil han fandt sine egne veje deroppe, og farmor om at finde kortene frem, så de alle kunne få sig et godt gammeldaws slag whist.

Der er fest i himmelen i dag – hernede en lille tunghed som der skal være. Men vi ved alle at det var en dag som gik helt rigtigt.

Da min mor og far gik fra hinanden blev huset efter længere tid solgt. Vi endte i Sindal, og snart derefter i Toftegade. Det er her jeg siger jeg er fra, når folk spørger hvor jeg kommer fra. Det er forøvrigt der, jeg og min kæreste sov sammen første gang for snart 23 år siden og hvor vi ej vidste at vi tyve år senere ville finde sammen sådan for alvor.

Min mor var en arbejdshest. Så vi unger lærte at tage vare på os selv. Skulle det hele brænde på så var der Gurli og Svend lige ved siden af. De holdte diskret øje med os, og som årene gik var deres hjem ligeså meget vores, som vores var deres for deres unger. Det var dejlige mennesker, og deres ældste søn endte med at være gudfar til alle mine nevøer og niecer da de kom til verden, og min lillebror det samme for hans børn.

De var ikke erstatningsforældre, men de var folk som var der. Altid. Dette var hvadend der skulle lånes en kop sukker, der skulle rages istapper ned fra taget, skovles sne fra fortovet, hygge foran videoen (for sådan en havde de – vi havde ikke). De var så dejlige naboer, at min mor et år nominerede dem til titlen Årets Nabo som Frederikshavn by stod for. De var så skønne at de rent faktisk gik hen og vandt, og min mor skulle med det stå foran Frederikshavns befolkning og det store juletræ som skulle tændes, og læse hendes beretning op om hvorfor hun mente de skulle være det. Bagefter kunne hun skælvende ligge papiret tilbage i lommen, modtage prisen sammen med Svend & Gurli og min lillebror og naboernes ældste blev hejst i brandbil op til træets top for at tænde juletræet.

I midt halvfemserne flyttede vi fra Toftegade og fra Svend & Gurli. Jeg drog ud i verdenen, og med årene gled min kontakt med dem lidt til side. Men hver eneste gang jeg stødte ind i dem, eller kom forbi var der oprigtig gensynsglæde og kram.

I onsdags sagde Svend farvel. Han har i flere år ikke haft det bedste helbred, og i onsdags sagde kroppen stop. Med tungt sind, mange dejlige minder og med garanti nogen tårer vil jeg imorgen sige farvel. Med sig får han en blomst og en opvaskebørst. Han ved ligepræcis hvorfor han skal have den med, og jeg siger tak for de oplevelser jeg fik lov at få, og tak for den tryghed og varme som han altid fik smidt omkring sig!

Førhen i tiden, havde jeg i min sidemenu en liste over nogen af de forskellige blogs jeg besøger. Det har jeg ikke denne gang. Det er der forskellige årsager til, men det  betyder ikke at jeg ikke læser dem. Jeg læser og følger med hos mange. Ikke nødvendigvis dagligt, men jævnligt. Men blot fordi jeg har valgt ikke at have en såkaldt “blogroll”, betyder det heller ikke, at jeg ikke kan anbefale. Det kan jeg godt, og det vil jeg gerne lige nu.

Mad er en stor post på budgetterne hos os alle. Vi vil helst have det rigtige, det gode og til de billigste penge. Det er ikke altid nemt, og for nogen folk er det endnu mere nødvendigt at madbudgettere. Her tænkes på dem som måske ikke lige har den største indkomst, fordi de enten ikke er på arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund, eller dem som er igang med at blive klar til at kunne yde det bedste på arbejdsmarkedet. Men selv dem som har et lidt større rådighedsbeløb, har da også en interesse i at få det hele til at strække, og ikke lide nød imens. Se så er det godt vi har Mia

Mia er faktisk en af mine gamle kollegaer. Hun sagde farvel til sit stabile job og sin faste månedsløn for at gå i gang med at læse. Med dette valg svandt hendes indkomst også til ca. en tredjedel af det hun havde mens hun arbejde. Så Mia måtte finde måder at komme omkring det på. Det er hun lykkedes med ganske godt, og hver uge poster hun på sin blog sit indkøb for ugen, hvor meget hun har brugt på det, og i nogen tilfælde også opskrifterne tilsat billeder af det færdige resultat. Hvis ikke hun lige gør, så er jeg sikker på hun gerne giver det ud, hvis du spørger.

Mia er dygtig. Mia er huslig. Mia er kreativ. Mia er inspirerende. Mia er økonomisk. Hun løser sin opgave fantastisk, og maden der kommer ud af det efterlader absolut ingen nød. Det er ganske lækker mad, men til en pris hvor selv dem på en minimal indkomst kan være med. Men hun gør også sit forarbejde. Hvor lang tid det tager ved jeg ikke, men forarbejdet er heller ikke noget vi andre ikke også kan gøre. Det handler bare om at kigge lidt i nogen blade, og så handler det hele om at planlægge.

Kig forbi. Lad dig inspirere, og du vil blive forbløffet hvor meget hun kan få ud af 200 kr. om ugen eller deromkring!

Fra Mojo the Cat var killing og til sit syvende år, var han indekat. Indtil han blev arvegods hos mig. Da Mojo flyttede på landet i sommer, blev han skridt for skridt introduceret for verdenen udenfor. Han endte med at forelske sig i den, og viste førhen usete sider af sig selv.

Han lader vide af sig når han vil ud. Så mjaver han og stiller sig foran døren. Hører vi det ej, henter han os. Så stiller han sig demonstrativt i det rum vi nu befinder os i og mjaver indtil vi følger efter ham. Hen til døren så vi kan lukke ham ud.

Det gør han også i de her snedage. Han mjaver og vil ud. Vi åbner døren, men så står han der og kigger. Står med ørene lagt hen over sin nakke. Står der i 15 sekunder, vender rundt og går væk. Fem minutter efter kører samme show igen. Han regner åbenbart med, at vi har sørget for at vende vejret til udekattevejr. Et par gange har vi smidt ham ud i sneen. Et par gange har han faktisk været udenfor i vejret i ti minutter. Men han bryder sig bestemt ikke om den type vejr.

Idag er ekstra slem. Han har mjavet. Han vil så gerne ud. Vi har tilbudt ham at komme ud – men han tager ikke i mod budet. Vi har også smidt ham ud i sneen idag, men han vendte ret om og drønede ind igen. Han hader den vinter…men han kan godt lide at spise den har han fundet ud af!