Heidis 5 øre omkring den aktuelle politiske status

Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke er i nærheden af at være politisk ekspert. Jeg dyrker det ikke, men jeg følger alment med. Jeg udøver min ret til at stemme. Både til folketinget og kommunen. Det ligger mig altid meget på sinde at være med, for ikke nok med jeg er med til at bestemme hvem  der skal bestemme over mig, så berettiger det mig også til at brokke og rose når det hører sig til. Jeg kender ej navnene på alle folketingsmedlemmerne, ej heller alle ministrene. Jeg kender ikke til partiernes dybdegående værdier og ideologier. Jeg forholder mig blot normalt orienteret.

Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg er “rød” (hvis man overhovedet kan snakker farver mere). Jeg er langt fra ræverød. Men jeg har de sidste mange gange stemt SF ved folketingsvalg og A ved kommunevalgene. En enkelt gang har jeg stemt B til folketingsvalget. Jeg kan sagtens skifte min stemme fra gang til gang. Det handler om, hvem jeg føler imødekommer mine egne holdninger, værdier og nødvendige handleplaner allerbedst. Så jeg er en af de stemmer som godt kan rykkes. Jeg stemmer ikke efter “jeg plejer…” princippet.

Da vi skulle til valg sidste gang, stod jeg for første gang i et kæmpe dilemma. Jeg var ikke i tvivl om at jeg (stadig) var over hos de røde og deres værdier. Men problemet var, at jeg for første gang nogensinde, hvad end parti vi snakker om, ikke kunne se nogen som i min verden var oplagt til at skulle lede Danmark de næste fire år. Jeg stolede ikke på Lars, men var også langt fra sikker på om kombinationen Helle & Villy var tiden. Kiggede jeg i andre retninger synes jeg heller ikke der var nogen jeg følte mig tryg hos. For første gang nogensinde overvejede jeg seriøst at stemme blankt, for jeg havde den fornemmelse i maven at Danmark stod ved en stor skillevej, og der var ingen der i mine øjne var klædt på til at kunne styre os den rette vej.

Det endte med jeg stemte B. De stod – som det eneste – lidt med en ben og en vision i begge lejre. De stod, som jeg så det, med en vision om at det her rød/blå blok skulle elimineres da tiderne kaldte på at der skulle arbejdes bredt, virkelig bredt, henover linjerne  De kaldte på at vi var i en tid, hvor der ikke kunne siges om den ene eller anden fløj havde det bedste at byde på, men at det var tid at tage det bedste fra alle lejre og starte en ny vej. Deri var jeg enig. Jeg var enig med at den gamle blokpolitik stod og skulle stå for fald. Så det blev et B for blå i denne omgang.

Jeg står nu, ca. halvandet år efter, og kan da sagtens se at der er rod i maskineriet. Som nævnt er jeg ikke ræverød, og kan derfor godt være enige med alt og alle om at det ikke lige kører helt på skinner. Jeg synes så også at pressen i stor grad dikterer dagsordenen og holdningerne derude i samfundet, men lad nu det ligge for denne omgang. Jeg er ikke den som står og råber op om at den og den politiker ikke duer, at nu har han/hun igen brudt valgløfter og hvem deler dyne med hvem. Jeg har stadigvæk fokus på hvem der er i stand til at guide skibet gennem stormen. Som før valget er jeg stadigvæk der, hvor jeg er meget usikker på om vi har den rette kaptajn ved roret. Problemet er blot, at jeg stadig ikke kan se hvem der har den rette uniform.

Skibet sejler, og ikke på den bedste måde. Men min politiske holdning i stormvejret er ikke der, hvor der fokuseres rigtig meget på om kaptajnen er kompetent eller ej. Jeg er mere bekymret over det faktum at der umiddelbart ikke et eneste sted på skibet findes en åbenlys kaptajn.

…og det var hvad jeg havde at sige om politik!