-
Udfordring
Der blev i dag holdt mini-konkurrence i minesnemandskreation. De fik otte minutter til at lave hver sin. En vinder blev fundet af en objektiv, blandet og anonym jury. Hvilken ville du have stemt ind på førstepladsen?
-
I nøden kommer søster rendende
Jeg kan godt huske da jeg var lidt yngre end jeg er i dag, og hvordan de økonomiske midler ikke altid var så langstrakte som måneden var. Hvis det var helt galt, så bed jeg stoltheden i mig og bad om mindre lån fra min mor eller far. Men jeg tror jeg kan tælle det på én hånd, hvor mange gange det skete.
Jeg har en lillebror som er en del yngre end jeg. Han og kæresten er rendt ind i en typisk januar måned. Så i går modtog jeg besked fra ham. Han ville gerne låne penge til mad resten af måneden, da de begge havde minus på kontoen. De ville så blive betalt tilbage pr. 1. februar. Han har ikke vendt sig mod sin mor da han led den sorg at miste hende for knap tre år siden. Vores fælles far har han for tiden ikke den store kontakt til, og når verdenen brænder på for ham, har det altid været mig han har vendt sig til. Det gør han også denne gang. Men i stedet for at låne ham penge, som han så skal betale tilbage næste måned, for så at mangle dem i februar, tilbød jeg en anden handel. En madplan og så aflevering af ingredienserne. Det ville han gerne.
Så jeg har handlet ind, og kreeret en madplan til dem. Råvarene er delt op, således at den følges. I morgen efter arbejde bliver det afleveret
De næste to uger står menuen på nedenstående for dem:
Tirsdag: Frisk båndpasta med champigning/ostesauce med fiskefrikadeller
Onsdag: Tortillawraps med kyllingestykker, snackpeber og aubergine
Torsdag: Svinekoteletter i fad med ris
Fredag: Kartoffelmos med millionbøf
Weekenden byder på resterne, for tro mig – det vil der være masser af
Mandag: Kyllingebryst med pommes fritter
Tirsdag: Frikadeller med kartofler
Onsdag: Havtaske med kartofler og grøntsager
Torsdag: Boller i karry med ris
Fredag: Wokblanding med kyllingestykker
Weekenden skal atter sørge for at resterne bliver fortæret. Derudover er der købt pålæg, rugbrød, saft, diverse grøntsagsblandinger og kartoffelposer, olie m.m. Der er mel og gær så de kan bage deres eget brød.
Før jeg rendte ud for at handle, havde jeg brugt 10 minutter på at kigge tilbud igennem, for derefter at planlægge menuerne. Det kan godt betale sig kan jeg konstatere. Alt det ovenstående og mad til mange mange dage for lige over en plovmand! Mon ikke de kommer igennem den lange januar nu med glade maver?
-
Sådan trumfer man Michael Jacksons Moonwalk
[vimeo width=”563″ height=”442″]https://vimeo.com/56298775[/vimeo]
-
Gæt hvem som kommer til middag
*Ding Dong* (lyden som min telefon laver, når jeg modtager sms) i onsdags
Annette: Hey smukke. Er I hjemme fredag? Vi skal nemlig i Metropol om eftemiddagen.
Heidi: Eftermiddag desværre ikke. Vores arbejdsdag bringer den ene af os tidligst hjem omkring klokken fem
Annette: Ja men vi skal også først på tur i Hjørring. Så bliver først ved aftenstid
Heidi: Snakker vi enkel aftensmad date så?
Annette: Ja det ville da være dejligt
Heidi: Jamen så synes jeg I skal komme til Lørslev omkring sekstiden. Så har vi også fået drengene hentet til huse.
Annette: Lyder hyggeligt. Det gør vi
Åh det var hyggeligt selskab, og måde, at starte en weekend med og på
-
Jeg; (stadig) et lykkeligt skilsmissebarn
Jeg hørte i dag i radion atter engang det som nogengange gør mig en lille smule eddikesur. Atter engang blev der lagt fokus på at skilsmissebørn er ofre. At de par som vælger at gå hver til sit ej tænker på barnets tarv. At skilsmissebørn bliver traumatiseret og mister stabilitet og ro. At skilsmissebørn har brug for både far og mor; sammen. Snakken i radioen kom på baggrund af en klumme i MetroXPress, skrevet af Mette Dencker fra Dansk Folkeparti. En klumme som indeholder mange andre udsagn som man så også kan bliver ret så eddikesur over. Men det er en hel anden snak. I radioen fokuserede de primært på skilsmissebarnets helvede som også er er en del af klummen. Det fik mig til at tænke på et indlæg som jeg skrev tilbage i 2006, hvor jeg havde til huse et andet sted, og hvor jeg havde set et program på DR som også omhandlede alle de traumer som de stakkels skilsmissebørn går igennem. Men selv om det er mage år, og et domæneflyt, siden, er jeg af samme meget faste holdning! Det er vist på tide at gen-publicere indlægget. Den 26 maj 2006 skrev jeg nedenstående – og sådan er min holdning stadig.
——————————————-OOO————————————————
En aften tilbage da jeg var syv, sidder jeg inde på sengekanten af min mor og fars seng med far ved min siden. Ved hans fødder står hans harmonika, og mellem benene har han en sort plastiksæk, som han er i gang med at fylde op med tøj. Han forsøger at forklare mig, at han skal flytte ud for en stund, men vil være hjemme igen til min lillebrors fødselsdag i september. Forud for denne samtale ligger der dage og aftener, hvor jeg har set og hørt mine forældres skænderier. Jeg har inde fra mit værelse gennem væggen hørt store ord og hamrende knytnæver i bordet når de troede jeg sov. Disse gjorde mig mere nervøse og utilpasse end det fakta, at min far for en stund ville flytte ud. Min far flyttede aldrig hjem igen. I løbet af sommeren blev jeg under en ferie kaldt ind til fælles samtale med min mor og far, hvor de spurgte mig om jeg vidste hvad “skilsmisse” betød. Det gjorde jeg. De fortalte sammen, at det var det som ville ske med dem, men at dette ikke betød at jeg ville miste nogle af dem.
Jeg var kun syv år gammel, men de to beskrevne situationer husker jeg meget tydeligt. Men på intet tidspunkt følte jeg sorg, traumatisering eller ladt i stikken. Jeg fik valget om, hvem jeg ville være hos min unge alder til trods. Jeg blev inddraget i de områder som havde med mit ve og vel at gøre. Jeg valgte at blive hos min mor og blev i den forbindelse forsikret om, at jeg ikke ville såre min far.
Jeg er skilsmissebarn, og jeg vil gerne understrege at jeg er, og har altid været, lykkelig. Jeg har på intet tidspunkt lidt under skilsmissen, og jeg var ligeså velfungerende, til tider endnu mere, som mine jævnaldrende. Jo – der har da været følger af skilsmissen, men de har været af materiel karakter. Aldrig nogensinde har de været mentalt eller psykisk betonet. Mine forældre formåede at kommunikere med mig og hinanden imellem. Den dag i dag, ved jeg godt at ikke al kommunikation mellem dem var rosenrødt efter skilsmissen, men dette holdte de uden for min verden. Jeg har hele vejen igennem opfattet deres samarbejde som positivt og problemfrit. Jeg har haft fornemmelsen af, at selv om kærligheden mellem dem ikke bestod, så gjorde deres venskab. Det gør det til den dag i dag. Min far og mor deltager stadig til visse familiefester sammen, og har gennem årene til tider været støtten for den anden.
Jeg er et lykkeligt skilsmissebarn. Jeg vover at påstå, at jeg ville være en komplet anderledes person, havde de ikke gået fra hinanden. Mit “jeg” er et resultat af deres skilsmisse, og jeg ville ikke have været det foruden. Der var sågar et tidspunkt i mine teenage år, hvor min mor og far begyndte at se lidt til hinanden igen, som jeg højlydt modarbejdede. Det at min mor og far faktisk skulle være mor og far sammen, hørte slet ikke til i min verden. Om det var min holdning og modarbejdelse som forhindrede dem i at finde sammen skal jeg ikke kunne sige, men sammen fandt de ikke igen.
Grundet mine lykkelige omstændigheder gennem hele affæren med skilsmisse og hvad der derefter fulgte, kan jeg blive ret så stødt over alle dem som konsekvent påstår at det er skadeligt for barnet, når forældre går fra hinanden. Jeg bliver trodsig når de ytrer, at det er synd for barnet, og dets lykke bliver påvirket af en sådan opsplitning. Til alle regler er der en undtagelse (på nær når det gælder skat og død som det så elegant bliver udpeget i Joe Black), og man kan ikke skære alle skilsmissebørn over en kam. Jeg sender hermed håbet ud og forsikrer skilsmissebørn om, at det ikke er en selvfølge at skilsmisse ødelægger livet. Tværtimod kan det gøre livet aldeles godt, og imod alle de dominerende ryster kan en manglende skilsmisse være skadeligt for præcis det som de så konsekvent og larmede forsøger at bilde os ind; nemlig barnets tarv!
-
Den dur jo aldrig!
Når man tanker, så er der den der tingest på tankpistolen (eller hvad det nu hedder), hvor man kan sætte trykmekanismen i hak. Det gør at man ikke behøver og stå at trykke ind hele tiden for at få benzinen ud af pistolen og ind i bilen. Nogen gange smart, hvis man enten har en stor tom tank som skal fyldes op, hvis der er hundekoldt og man ingen vanter har på, hvis det regner og man gerne vil sidde i ly inde i bilen mens man tanker eller hvis man slet og ret bare er et bekvemmelighedsdyr (eller doven) på den front. Jeg hører til det sidste.
Men hvorfor fa´en er det så svært at finde en tankstation nu om dage, hvor den teknik rent faktisk virker? Jeg synes at uanset hvor jeg holder ind for at tanke, så virker den ikke. Er det et af de områder der er blevet vedtaget der kan spares på? Ingen vedligeholdelse til tankpistoldimsen?
Jeg tanker primært OK benzin i Hjørring og Aalborg området. Hvis du kender, eller finder, et sted hvor den virker – så sig lige til, ikk´?
-
Skift perspektivet
Uden for var dagen præget af tåge, fugtighed og grå farve. Men indenfor trodsede mine medarbejdere stemningen uden for vinduet. De strålede i dag lidt mere end normalt, og var tæt på at sætte rekord….igen. Selv gråvejrsdage har solstråler – det afhænger blot af, hvordan man anskuer, og angriber, den.
-
Heidis 5 øre omkring den aktuelle politiske status
Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke er i nærheden af at være politisk ekspert. Jeg dyrker det ikke, men jeg følger alment med. Jeg udøver min ret til at stemme. Både til folketinget og kommunen. Det ligger mig altid meget på sinde at være med, for ikke nok med jeg er med til at bestemme hvem der skal bestemme over mig, så berettiger det mig også til at brokke og rose når det hører sig til. Jeg kender ej navnene på alle folketingsmedlemmerne, ej heller alle ministrene. Jeg kender ikke til partiernes dybdegående værdier og ideologier. Jeg forholder mig blot normalt orienteret.
Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg er “rød” (hvis man overhovedet kan snakker farver mere). Jeg er langt fra ræverød. Men jeg har de sidste mange gange stemt SF ved folketingsvalg og A ved kommunevalgene. En enkelt gang har jeg stemt B til folketingsvalget. Jeg kan sagtens skifte min stemme fra gang til gang. Det handler om, hvem jeg føler imødekommer mine egne holdninger, værdier og nødvendige handleplaner allerbedst. Så jeg er en af de stemmer som godt kan rykkes. Jeg stemmer ikke efter “jeg plejer…” princippet.
Da vi skulle til valg sidste gang, stod jeg for første gang i et kæmpe dilemma. Jeg var ikke i tvivl om at jeg (stadig) var over hos de røde og deres værdier. Men problemet var, at jeg for første gang nogensinde, hvad end parti vi snakker om, ikke kunne se nogen som i min verden var oplagt til at skulle lede Danmark de næste fire år. Jeg stolede ikke på Lars, men var også langt fra sikker på om kombinationen Helle & Villy var tiden. Kiggede jeg i andre retninger synes jeg heller ikke der var nogen jeg følte mig tryg hos. For første gang nogensinde overvejede jeg seriøst at stemme blankt, for jeg havde den fornemmelse i maven at Danmark stod ved en stor skillevej, og der var ingen der i mine øjne var klædt på til at kunne styre os den rette vej.
Det endte med jeg stemte B. De stod – som det eneste – lidt med en ben og en vision i begge lejre. De stod, som jeg så det, med en vision om at det her rød/blå blok skulle elimineres da tiderne kaldte på at der skulle arbejdes bredt, virkelig bredt, henover linjerne De kaldte på at vi var i en tid, hvor der ikke kunne siges om den ene eller anden fløj havde det bedste at byde på, men at det var tid at tage det bedste fra alle lejre og starte en ny vej. Deri var jeg enig. Jeg var enig med at den gamle blokpolitik stod og skulle stå for fald. Så det blev et B for blå i denne omgang.
Jeg står nu, ca. halvandet år efter, og kan da sagtens se at der er rod i maskineriet. Som nævnt er jeg ikke ræverød, og kan derfor godt være enige med alt og alle om at det ikke lige kører helt på skinner. Jeg synes så også at pressen i stor grad dikterer dagsordenen og holdningerne derude i samfundet, men lad nu det ligge for denne omgang. Jeg er ikke den som står og råber op om at den og den politiker ikke duer, at nu har han/hun igen brudt valgløfter og hvem deler dyne med hvem. Jeg har stadigvæk fokus på hvem der er i stand til at guide skibet gennem stormen. Som før valget er jeg stadigvæk der, hvor jeg er meget usikker på om vi har den rette kaptajn ved roret. Problemet er blot, at jeg stadig ikke kan se hvem der har den rette uniform.
Skibet sejler, og ikke på den bedste måde. Men min politiske holdning i stormvejret er ikke der, hvor der fokuseres rigtig meget på om kaptajnen er kompetent eller ej. Jeg er mere bekymret over det faktum at der umiddelbart ikke et eneste sted på skibet findes en åbenlys kaptajn.
…og det var hvad jeg havde at sige om politik!
-
Kært barn har mange navne – bare ikke sit eget
Skat. Elskling. Dejlige dig. Min skønne. Min elskede. Det er alle kaldeord jeg har for min bedste halvdel. Jeg både skriver og siger dem, med variation, hver eneste dag til ham. Mere end én gang. Men en ting jeg meget meget sjældent kalder ham, er faktisk hans navn. Jeg tror jeg i de efterhånden 2½ år vi har kendt hinanden, kun har kaldt det efter ham en enkelt gang …og da hørte han det ikke engang.
Jeg ved ikke om han selv har lagt mærke til, at jeg aldrig kalder ham hans navn. Han kalder mig jævnligt ved mit navn, men bruger (heldigvis og *suk ♥*) oftest de samme, og flere til, af de ovenstående. Men også mit egentlige navn.
Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg ikke gør det. Det er et mønster jeg har. I samtlige af mine forhold, har jeg stort set aldrig kaldt mine kærester ved deres navn over for dem selv. Heller ikke ham jeg i sin tid var gift med. Så snart jeg er bevæget mig ud i det romantiske med dem, så slutter jeg med at kalde dem deres navn. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil. Jeg kan – af u forståelige grunde – ikke. Jeg synes det føles mærkeligt.
Det er faktisk lidt af et problem. Jeg har i situationer stået i en mængde af folk, hvor jeg skulle fange min bedste halvdels opmærksomhed. For at fange den kalder jeg efter “skat”. Men når han så ikke reagerer, så forsøger jeg med et lidt højere decibel. Når det heller ikke virker, så ved jeg at man helt instinktivt, næsten, reagerer hvis der er nogen som siger sit navn. Så jeg er i en mængde af folk, kan ej fange hans opmærksomhed med “skat”, og jeg ved at jeg bare skal kalde hans navn… men det kan jeg ikke! Jeg har forsøgt én eneste gang, og her reagerede han heller ikke. Måske fordi det ikke blev sagt så højt som “skat” blev det. Så det ender altid med at jeg vælger at vente til jeg fanger hans blik, han kommer hen til mig eller at jeg slet og ret går hen til ham.
Jeg har i stor grad forsøgt at komme ud over mit “problem”. Jeg har mange gange siddet og klargjort mig til at sige hans navn. Hvilket jeg forøvrigt også har forsøgt i tidligere forhold. Jeg har meget intens forsøgt at overbevise, og fortælle mig selv at der jo er fuldstændig latterligt. Og det er det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan. Jeg kan sagtens kalde ham hans navn når jeg snakker med andre. Til dels også til andre når han er ved siden af, men allerede her mærker jeg den her “mærkelighed”. Men direkte til ham – kan ikke. Jeg ved det er sært. Men sådan er det altså.
Jeg arbejder stadig på det. Jeg siger dagligt til mig selv at det er noget underligt noget. Jeg fortæller mig selv hver dag, at der jo ikke er noget farligt ved at kalde ham hans navn også. Jeg aftaler med mig selv hver eneste dag, at i dag skal være dagen. Men efter 752 dage (+/- et par stykker), har jeg stadig kun kaldt ham det direkte en eneste gang…uden held 🙂
Måske i dag?
-
Hvad er det dog for en lyd?
Vækkeuret. Nu gik det ellers lige så godt med ikke at have det til at ringe. Men for et kvarter siden ringede det for første gang i små to uger. Det er tid til at komme igang igen, men jeg synes nu godt nok at det er tidligt, og kan så godt lide de dage hvor jeg ikke bliver vækket af bimlelyden.
Men …. nu er vi oppe, og nu går vi igang. Om en time er jeg på vej på job, om ti timer på vej til træningsrendevouz med bedsteveninden. Om tolv timer hjemme igen, og så er den første arbejdsdag efter ferien overstået, og med det kører rutinen igen.
Rigtig god dag derude