Jeg synes virkelig at jeg er priviligeret når det kommer til min jobfunktion. Der skal ikke herske tvivl om, at det er hårdt arbejde, og at der skal spilles på – nogengange – mange forskellige tangenter. Jeg skal nemlig sørge for at mine ansatte tror på sig selv. Selv når alt andet prøver at overbevise dem om det modsatte. De går igennem mange dale, og det er mit job at sørge for at de altid finder tilbage til toppen. Både ved at arbejde med dem rent mentalt, men også ved at udvikle dem rent teknisk. Men hvor hårdt og krævende det er for  min egen mentale tilstand, samt evne til hele tiden at finde nye veje sammen med dem, så er det et job, hvor jeg får meget meget mere tilbage end jeg giver dem. Det er den fedeste oplevelse at se, at man faktisk kan gøre en forskel for dem, og vidunderligt at se når de lykkedes. Den glæde der vitterligt stråler fra dem i både ansigt og kropsprog, når de gang på gang lykkedes, gør at jeg føler mig priviligeret. Jeg nægter at tro på, at ret mange andre folk har et job, hvor de dagligt oplever medarbejdere som bare knitre af selvtillid og jubel.

Jeg har altid følt mig priviligeret ved mit job. Blandt andet også fordi den arbejdsstyrke jeg har, er forholdsvis unge folk i begyndelsen af deres arbejdskarriere. Jeg er mange gange deres første “rigtige” chef. Jeg ved at jeg for langt de fleste, har formået at holde mit løfte til dem fra da de begyndte, til når der bliver sagt farvel. De har fået gjort deres rygsæk lidt tungere på den gode måde. De tager mere med sig ud, end de havde med da de kom ind. Ting som de kan bruge videre frem både personligt og fagligt. Jeg brænder for mit job, og jeg brænder for at gøre en forskel. Både for dem, for vores fælles virksomhed, men så sandelig også for mig. Men nogen gange bliver jeg overrasket over, hvor stor en indflydelse jeg rent faktisk til tider hænder at have.

Jeg har mere end én gang fået beskeder og hilsner fra tidligere ansatte, enten direkte eller inddirekte, som ytrer at det de kan og det de nu gør, kan og gør de fordi jeg har lært dem et eller andet. Mit hjerte bobler når jeg får den type beskeder. Ja – det kan sgu godt lyde lidt selvfed-agtigt; men når nu det præcis er en af de ting jeg stræber efter at opnå, så skal jeg også juble og råbe min succes ud. Ligeså vel som jeg lærer mine ansatte at de også skal, når de har succes.

I dag gjorde en af mine tidligere ansatte mig glad. Hun deltager lige for tiden i en konkurrence hos dinkostvejleder.dk. Hun er monster sej, og hun har fået dyrket sin kampvilje og vindergen max det sidste års tid. Den kommer hende nu for alvor til gode i den mission hun er på. Hun var nået langt inden, men med konkurrencen når hun sit mål. Herom har jeg absolut ingen tvivl. Hun er rockersej og jeg har dyb respekt for hendes vedholdenhed, hendes stædighed, hendes vilje og hendes målrettethed. Med konkurrencen følger, at alle deltager hver anden uge skal indsende en lille videodagbog. I dag blev denne uploadet fra hende

[youtube width=”600″ height=”500″]http://www.youtube.com/watch?v=EXc2u5_hrMU&list=UUTq5_cyinkv41_zeycQw1Cg&index=1[/youtube]

På facebooksiden kunne jeg ikke andet end at kommentere den video, og det blev til en kommentar, hvori jeg fortalte hende at jeg synes hun er total cool, og at hun derudover er en naturlig “in-front-of-the-camera” kvinde. Til denne besvarede hun, at en eller anden årsag så havde hun mig i tankerne, når hun lavede sine videoer. Det smeltede mit hjerte, og jeg måtte fortælle hende i kommentartråden, at hvis jeg bare på den mindste måde kunne være inspirationskilde til noget som helst, så gjorde det hele mit arbejde værd. Tilbage fik jeg

“Jamen det er du virkelig Heidi er simpelthen for sej:)og virkelig inspirerende”

Jamen se…. jeg er så beæret, og jeg er så stolt. Både af hende, men også mig selv. Det er en fed fornemmelse at være inspirerende. I særdeleshed, når det bliver brugt til noget godt, og noget som bringer den inspirerede endnu tættere på sine drømme og sine målsætninger.

Derfor er jeg priviligeret med mit job. Jeg har mulighed for at være med til at skabe muligheder og løsninger, og give redskaber til at få drømme opfyldte. Så har man da ikke et ret meget bedre job, vel?

Når det så er sagt – så er det mig som måske tuner motoren, men det er så sandelig altid den enkelte som sørger for at holde tanken fuld. Har man ikke lyst til at investere i brændstoffet og arbejde hårdt for at holde maskineriet og fremdriften ved lige, så kan selv den dygtigste mekaniker ikke holde det kørende for sig. Man skal selv deltage aktivt og have lysten til det. Charlotte er en fremragende maskinejer!

Mine skønne medarbejdere kan godt have et højt lydniveau. Det forventer jeg også de har, for med den opgave de sidder med, er der brug for at have en lidt anden energi og “summeri” end på et almindeligt kontor. Bag vores væg, inde på den anden side, sidder et andet kontor, som ikke lige dyrker vores kultur. De har oplevet at væggen ikke lige er den som er allerbedst lydisoleret. Så de har af og til følt sig lidt generet. Både berettiget og uberettiget. Så der blev taget en beslutning om at smække en lydisolerende væg op bag os, så vores naboer kunne få arbejdsro.

Her en uge efter, er væggen sat op. På den anden side står der skillevægge som skiller os fra en anden afdeling af virksomheden. Ganske berettiget synes de også, at der til tider er lidt for højt et niveau i forhold til deres funktion. Vi forsøger at tilpasse os, men det er ikke helt nemt. Så i dag fik tømmer lov til at fortsætte, og er således ved at sætte væg nummer to op, som burer os helt inde. En lykkelig løsning for alle parter.

Da skelettet i dag var sat op, ville jeg lige snuppe et mobil billede af det. Jeg sørgede for at positionere min mobil således, at jeg undgik genkendelige træk af personerne omkring. Det oplyste jeg også til ham som sidder umiddelbart foran mig, og han informerer at han da lige vil sørge for at dukke sig. I blitzens øjeblik, fanges dette

Vi griner af billedet, for det er faktisk lidt skægt. Jeg positionerer mobilen igen, og denne gang siger han at han nok skal sørge for at holde sig nede. Jeg knipser, og da jeg kigger på billedet, ser jeg det ikke i første omgang; først da jeg får det på mailen ser jeg det. Ser du det?

I min optik så signalerer den kære medarbejder meget kraftigt, at han gerne vil eksponeres  Jeg skal så sandelig ikke være den som smadrer hans drømme. Så kære Mr. T – en af dine drømme er hermed opfyldt.