Lad jagten begynde

Den bedste halvdel gik for en hel del år tilbage til jagtundervisning og gik til sin teoretiske jagtprøve. Den dumpede han. Det gør mange. Man kan bare tage den om, men det fik han ikke lige gjort den næste gang der var mulighed for det. Så kom livet vist lidt ”i vejen”. Ansvar der skulle tages, regninger som skulle betales, børn som skulle opdrages. Og således går årene hurtigt.

Men den bedste halvdel glemte aldrig, at han rigtig gerne ville have det jagttegn. Så i sommeren sidste år startede han helt forfra. Betalte en sum penge for at gå på kursus, som endte med en teoriprøve som skulle bestås…og dumpede igen. Til hans forsvar skal det nævnes at han var en af de gennemsnitlige 25 % som dumper ved hver eneste prøve som afholdes. Forskellen fra sidste gang til denne gang var, at han sørgede for at ryge direkte til den næste teoriprøve som fandt sted et par måneder senere. Skulle man dumpe igen, så starter man igen helt forfra. Også med betalingen. Så han terpede og terpede; og bestod i anden (eller rettere tredje) omgang. En halv time efter havde han bestået den skydeprøve som ligger umiddelbart efter for alle dem som har bestået, og han var nu indehaver af det jagttegn som han så gerne ville have.

Han kunne nu endelig gå på rigtig jagt, og hjem kom også hans to våbner, dernæst blev en riffel købt og et våbenskab. Med jagttegnet steg hans interesse for alt med jagt betydeligt. Hvis tiden og muligheden er der, er der ikke en undskyldning som løber hans næse forbi for ikke at smutte af sted. Om så det er for at skyde efter vildt, eller lerduer. Eller øldåser. Eller træstammer. Eller skydeskiver. Eller bare ud i den tomme luft. Han nyder det – og jeg synes det er fint han har en interesse som han går rigtig meget op i, og sætter på ingen måde hælene i, hvis han gerne vil ud at pleje sit vildmandsinstinkt. Jeg synes også det er rigtig fint med de to rådyr og tre ænder han selv har bragt til huse her i løbet af efteråret og vinteren. De har fyldt, og fylder stadig godt i fryseren. Noget af det har også allerede fyldt godt i maven.

Med interessen som stiger, udnytter han gerne enhver mulighed for at søge det der er at tilbyde i den verden. I aften havde jeg indvilliget i at deltage i en af dem. Et (salgs)foredrag om trofæjagt/ferie i Sydafrika.  Wild Games Safaries besøgte Brønderslev, og jeg tog med for at lytte. Det forlyder sig nemlig – fra den bedste halvdels side – at når vi smedes sammen, så er det til Afrika rejsen skal gå. Det har han sådan set sagt næsten fra starten. Men det er skægt, hvordan den har ændret sig fra at være rejsen med The Pride of Africa turen, til at være en trofæjagttur. Jeg er helt med på hans første valg, men måske ikke helt med på det andet.

Selv om foredragsholderne gjorde sig umage for at understrege at det her så sandelig også var en ferie man kunne bringe sin kone og familie med på, så hersker der jo ingen tvivl om, hvem rejsen primært er for. Det kan meget vel også være, at der for koner og eventuelle børn (og måske også gemalen) er andre ting at foretage sig på dette ophold, såsom sightseeing og fotosafari. Men det kræver jo at manden løsrives fra jagten i en eller flere dage for at tage med, eller at kone (og børn) tager af sted til det andet alene, mens manden går på leopardjagt. Og det kan jo ikke andet end at ende galt. Hvis manden ikke tager med nogen dage til alt det andet, så har han en mopset kone. Hvis han tager med, så har konen en mand som går pænt ved siden af, men hans tanker er på alt det jagt han går glip af, for den mulighed der byder sig der kommer for mange kun en gang i livet.  Ergo kan han gå mopset omkring.

Næ… den jagttur er vist bare for ham alene. For jeg mener bestemt også, at tager man af sted på sådan en, så skal jægeren bruge al den tid på det han primært er kommet derned for. Nemlig at trave rundt i terrænet og se løver, bøfler, gazeller, impalaer, vortesvin og hvad ved jeg, i øjnene.

Så af sted med ham og en eventuel jægerfælle – og så nyder jeg herhjemme at jeg ved han med det får sin ultimative oplevelse. Det må han meget gerne. Så tager vi på togtur og fotosafari en anden gang, og så er alle glade, og vi kan leve lykkeligt til vore dages ende.