Den dag vi alle kom til at hedde det samme

Jeg er for mange år siden, og for nylig gentog jeg det, kommet ud af skabet som et lykkeligt skilsmissebarn. Jeg var kun syv-otte år gammel, da min mor og far gik fra hinanden. Så jeg har ikke den tunge baggrund som værende en del af en kernefamilie på far, mor og børn. Men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke har minder – og også gode – fra dengang jeg var en del af ærke-konstillationen. Jeg har mange af dem. I dag har jeg haft gensyn med et af disse minder

Her er så en anden “komme-ud-af-skabet” information. Jeg er født uden for ægteskab! Det er min lillebror forøvrigt også. Men jeg kan så i stedet prale af, at jeg kan huske min deltagelse i mine forældres bryllup. Det var en god dag. Mor var så fin, og det var min far også. Nogen væmmelige mænd kastede sig senere over ham, væltede ham næste omkuld, næsten overfaldt ham, og klippede hans sokker i stykker! På trods af, at jeg husker præcis den hændelse som noget der ikke var så sjovt ved dagen, så var det alt i alt en dag, hvor jeg hyggede mig gevaldig, og hvor jeg bogstaveligt talt festede til jeg faldt om. Lige ved siden af musikanternes højttaler som buldrede afsted på fuld drøn.

Dagen efter kom jeg hjem til et hus, hvor samtlige af mine bamser sad omkring det fine spisebord i stuen og spiste ris af dybe tallerkner. Det forstod jeg heller ikke så meget af – men det var skægt.

Åh som jeg dog elsker billeder, men mest af alt hvordan de kan fortælle en historie. Både de historier man selv har været en del af, men også den om tiden billedet er taget i, og de historier man kan få bag de billeder man ikke selv har været en del af. Billeder er altså en genial opfindelse!