Brændt af

En sjælden gang i mellem indvier jeg folk i noget af det, som er tungt. Det her indlæg er et af slagsene. Nærmere betegnet, er det et af de indlæg som vipper på grænsen på min generelle tese om at være personlig, men ikke privat. Men bagefter oplevelsen tænkte jeg over det, og jeg kunne mærke at det var i orden at skrive det ud til offentligheden. Når du er færdig med at læse, så kan det hænde du er en af dem som tænker “var det, det hele?”. Men for mig er det stort.

Jeg er en af de tusinder af kvinder som er diagnosticeret med PCOS. Den blev opdaget ved et helt tilfælde, men da den blev lagt på bordet, faldt mange ting på plads. Jeg har en del af symptomerne. Ikke dem alle, og nogen af dem kun i mindre grad. Det er ikke noget som i min dagligdag har nogen indvirkning. For mange kvinder med diagnosen er det største problem vanskeligheden det kan være i forhold til at få børn. Heldigvis er det ikke mit største problem med denne diagnose, eftersom jeg siden 12 års alderen har været helt og aldeles afklaret med, at jeg ikke skulle have mine egne børn. Her snart 28 år efter er jeg endnu mere sikker på, at det er sådan det skal være. Jeg falder helt klart under kategorien af de kvinder med PCOS som ville have udfordringer med at blive gravid, men det betyder ikke at jeg bare kan forlyste mig som det passer mig. Risikoen (for mig) er der, men det skal være super(u)heldigt, hvis det skete.

Så nej – det er ikke barnløsheden som for mig er det største problem med PCOS. Det er en helt anden ting. Hårvæksten. Jeg er blidt sluppet i denne kategori taget i betragtning af, hvad mange andre kvinder oplever, men ikke desto mindre har jeg ét bestemt problemområde med det. Hage og hals. I mit hovede er det kæmpe stort. Jeg er så bevidst omkring det, og des ældre jeg bliver, og des mindre østrogen jeg producerer, des værre bliver det. Gang virkeligheden med sytten, og man har, hvad det er inde i mit hovede. I efterhånden fire år, har jeg overvejet at gøre noget ved det med permanent hårfjerning. Men da jeg undersøgte det, så var behandlingen laser, og det fungerer ikke på dem med lyst og rødligt hår. Så den var udelukket.

Men se nu er der kommet epilering. Her kan selv jeg finde hjælp på mit problem. Epilering er, hvor man med en lillebitte nål går ned i hver enkelt hårssæk og brænder dem til døde. Når først en hårsæk er død, vokser der aldrig mere hår tilbage. Lige præcis det jeg er ude efter. Så jeg har snakket lidt frem og tilbage med Hanne, og i dag havde vi vores første date. Det bliver til rigtig mange flere halvtimers dates inden jeg er færdig, men jeg elsker hende til trods for det hun gør ved mig, og til trods for at jeg ved vejs ende nok når at bruge i omegnen af tre til femtusinde kroner hos hende. Men det her, det er en gave til mig!

“Hår-helvedet” har fyldt så meget i mig, at jeg med glæde gennemgår den smerte (som egentlig ikke var så slem som jeg havde frygtet, men det er stadig slemt!) som følger med, og er villig til at bruge de penge der skal til. Det har været et ønske i så mange år, at nu hvor muligheden for at jeg kan komme det til livs er kommet, så skal den udnyttes. Det er ligeledes alle de små sår, som jeg har fået oplyst der vil komme efter hver behandling, værd. Da jeg lå der og blev brændt, tre hår ad gangen i en halv time, var der på et tidspunkt et moment, hvor jeg blev helt rørstrømsk inde i mig selv. For hver gang jeg mærkede hun brændte, var det et hår som forsvandt for aldrig aldrig aldrig mere at vokse tilbage. Det er så stor en lettelse at jeg har svært ved at beskrive det.

Det er et lille område som har fået turen i dag, og jeg forventer at jeg det næste stykke tid vil være flittig bruger af både tørklæder og bluser/trøjer som kan glide op over hagen. Men so be it! Det ender med, at jeg bliver verdens mest lykkelige kvinde når det er overstået.

Om en uge ligger jeg hos Hanne igen – så tager vi næste træk, og derefter næste, og næste igen. Og sådan bliver vi ved, til vi har fået bugt med alt. Lige nu svier og brænder det på området. Lidt ligesom når man har fået en brandvabel, men jeg er ligeglad. Jeg er faktisk kun glad.