Påskeselskab

For omtrent fem år siden, sagde jeg ja til at være aflastning for en af mine allernærmeste veninde. Hun og hendes familie har Martin, som er en skøn knægt med nogen udfordringer. For at give både hende, hendes mand og deres ældste datter et månedligt tiltrængt pusterum, og frem for alt for at give Martin et anderledes pusterum også, valgte vi at lade mig være aflastningsfamilie. En gang om måneden de næste to år brugte vi en weekend sammen. Vi hyggede. Jeg gjorde godt for familien, jeg gjorde godt for Martin, og jeg gjorde godt for mig selv.

Efter to år flyttede min lillebroder ind hos mig, da han havde brug for hjælp. Jeg måtte prioritere, for der var ikke plads til både lillebror og Martin. Det var ikke nogen nem beslutning, for jeg vidste at både Martin og familien havde brug for pusterummet. Men jeg måtte vælge familie først. Så efter to år måtte jeg trække stikket. Efter endnu et år, flyttede jeg så til den bedste halvdels domicil, og heri boede der to drenge. Vinduet for muligheden for atter at lukke Martin ind i fastlagt rutine, blev med det definativt lukket.

Men Martin har stadig brug for tid sammen med mig engang imellem. Så han planlægger i stor stil om, hvornår han og jeg igen kan være sammen… bare en lille smule. Både jeg og moderen er påpasselige med at love nogen specifik dato, for han hænger sig op på det, og Martin har brug for at vide hvad, hvem, hvor og hvornår og at det så holder. Men jeg vil meget meget gerne bruge tid sammen med Martin når vi kan få det hele til at flaske sig. Det gjorde det lige nu.

I dag hentede jeg ham lidt før middag, og han overnatter her hos mig og så hygger vi hele dagen i dag, i aften med og indtil han afleveres på hjemmeadressen igen omkring middagstid i morgen… eller hvornår vi nu kan blive færdige til det. Vi har ikke så travlt nu vi begge har påskeferie.

Der var overraskelse i ærmet til ham i dag, så da han blev smidt ind på forsædet af Sally, satte vi kurs mod Nordsømuseet.

Efter hans eget udsagn har han ikke været der før. Om det er sådan det er, skal jeg ikke kunne sige, for hverken hans mor, hans far eller hans søster var informeret om, at jeg ville tage ham under og over vandet. Det var en overraskelse til ham. Kun til ham.

Vi travede frem og tilbage, op og ned og rundt igen i fire timer. Vi fik set det hele. Vi fik spist is. Vi fik set fodring. Vi fik prøvet fiskeauktion. Vi fik fisket støvler. Vi fik undersøgt og snakket en masse om de mærkelige ting havet har at byde på. Vi fik hygget max!

Nu er der lasagne i ovnen, og der er planlagt hyggetid i sofaen inden vi siger godnat. I morgen er der vaskeægte amerikanske pandekager til ham, men det ved han ikke endnu. Når han bliver afleveret igen, ved jeg at han har fået det han har spurgt om siden før jul. En lille alenetid sammen med mig. Jeg har fået fornøjelsen af hans selskab og jeg ved at forældrene har fået et pusterum som de så sandelig har fortjent.

Win win win win for alle 🙂