Hurra for Sally
I dag er det nøjagtig seks måneder siden Sally blev min. Helt splinterny var hun. Jeg er hendes første ejer, og hun er min allerførste helt nye bil.
Hun erstattede Peggy som var af en ældre model, og som blev en for dyr dame at holde ved lige, kontra det jeg skulle give for en ny. Så Sally trillede ind i indkørslen, og i løbet af de seks måneder har hun
- Fragtet mig og andre i alt 20.930 km
- Fået skiftet bremseskiver (på garanti naturligvis)
- Spist 1.077,31 liter 95 oktan brændstof
- Brugt for kr. 13.017,71 i selv samme
- Kørt i gennemsnit 19,42 km pr. liter
- Leveret en brændstofsøkonomi på kr. 12,08 pr. liter (men det er jo ikke Sallys skyld!)
- Leveret en kilometerpris på kr. 1,60 (men det er jo heller ikke hendes skyld!)
- Kørt gennemsnitlig 114,68 km pr. dag (det hjælper når man har 100+ km på job hver dag)
- Været over grænsen og tilbage igen
- Holdt sig sikker (og mig med) gennem hele vinteren
- Fået skiftet olie en enkelt gang
- Spillet masser af høj musik
Hun gør det godt. Hun er altså en gæv dame. Jeg er ualmindelig glad for hende, og i dag blev hun – i dagens anledning – belønnet med et forårsbad.