Med fare for tæsk…
Som bekendt, har jeg ej mine egne børn. Det betyder, at jeg ikke bliver direkte involveret i den forestående lockout på skolerne. Men det betyder ikke, at jeg ikke har fulgt lidt med. Jeg kender ikke indgående, hvad det hele det handler om, men som jeg har forstået det, handler den i korte træk om tre ting
- Børn som skal være i skole indtil ca. klokken fire om dagen
- Lærere som skal bruge flere timer i klasselokalet
- Forberedelsestid til skoletimerne som bliver reduceret i forhold til nu
Det er så nu jeg måske stikker hånden i en hvepserede. Men jeg tror faktisk, at jeg er lidt på KL siden. Jeg kan da godt se, at der er en væsentlig ændring i forhold til sin nuværende form, og den der ligges op til med reformen og med forhandlingerne. Men jeg må altså også tilstå, at jeg ikke kan se, hvorfor det er et så stort problem som mange gør det til. Heldagsskole er jo ikke et verdensbanebrydende fænomen. Det er set i lande som f.eks. Tyskland og USA. Og her fungerer det fint…. og her har jeg også egne erfaringer i forhold til nogen børn som jeg i fordums tid var au-pair for i USA.
Fra lærernes og forældrenes side, bliver der slået hårdt på at de stakkels børn skal være i skolen hele dagen, og dermed går glip af en masse fritid og andre afslapningsmuligheder. Hvis jeg har forstået det korrekt, så handler det jo ikke om, at poderne skal være låst fast inde i klasselokalet den hele tid bag et skolebord. Der er planer om, at i den hele skoledag, skal der også være aktiviteter som gør, at de får rørt sig noget mere, får nogen anderledes timer på skemaet end nu, og får tid til at komme sine skolekammerater lidt mere ved.
I min stol stiller jeg spørgsmålstegn ved, hvad forskellen er på at have fri fra skole klokken f.eks. 12, for derefter at blive sendt i SFO for så at blive afhentet af forældrene klokken fire, kontra at være i en skole indtil klokken fire, hvor der er muligheder for at lave mere eller mindre de aktiviteter som en SFO også tilbyder, samtidig med at der også er undervisning på skemaet. Det giver vel lidt det samme? Om børnene er i en SFO eller i en skole indtil klokken fire, giver dem vel ikke mere eller mindre “fritid” af den grund? Deroveni synes jeg at jeg kan se, at en familie måske bliver økonomisk besparet for en SFO plads, eller…?
“Jamen de bliver jo helt kvæstet, og så er der ikke overskud til deres fritidsaktiviteter såsom fodbold, svømning, ridning osv. når de skal være i skole indtil klokken fire!”
Mig bekendt, så foregår langt de fleste fritidsaktiviteter alligevel først omkring klokken fire og fremad. Her har jeg selv bonusbørn, hvis aktiviteter foregår i tidsrummet fem til otte i hverdagen. Så som det er nu, så går børnene da gladeligt og friske til deres fritidsaktiviteter, på trods af at de har tonset rundt i en SFO eller andre steder, hvor de er blevet leget med, underholdt og læst lektier med indtil forældrene fik fri til at afhente dem. Så der er vel heller ikke den store forskel?
Der er en del skoler som tilbyder lektiecafé efter skoletid. Kunne det tænkes, at præcis såden noget blev et fast indslag på skoleskemaet i den nye form, og være nogen af de ekstra timer der bliver proppet på skoleskemaet? Det kunne jeg snildt forestille mig, og på denne måde letter vi både børn og forældre for den sure pligt, det at skulle læse lektier efter skoletid mellem fritidsaktiviteter og aftensmaden er, og derved har man sikret at når de endelig har fri, så har de vitterligt totalt fri. Så kan vi for alvor tale om at der er tid til kvalitetstid sammen med børnene. Jeg ved selv, qua bonusbørn, hvor tidsrøvende og til tider frustrerende, det kan være når weekendens nydelse skal afbrydes af en til to timers lektielæsning så de har det klaret til mandag morgen. Lektielæsning kunne måske være en saga blot, med den nye form.
Så er der det her med forberedelsestiden. Det hævdes, at for at de skønne unger kan få sig en skolegang som er kvalitativ og lærende, så skal underviserne have tiden til at forberede sig til undervisningen. Jeg vil her skynde mig at sige, at selvfølgelig skal en lærer ikke have mere end de normale 37 timer om ugen, som alle andre, og selvfølgelig skal der være forberedelsestid således de kan fortsætte med at gøre vores små unger kloge. Men – med fare for at blive revset – så kan jeg altså ikke undgå at tænke lidt “jamen – det er jo mere eller mindre det samme materiale der undervises ud fra år efter år, så hvor meget tid er det lige der skal bruges for at forberede det endnu engang?” Jeg er helt med på, at man naturligvis ikke per defintion kan lave en copy/paste, og at der selvfølgelig skal tilpasses til et vist niveau, men det er jo ikke hele den dybe tallerken der skal opfindes en gang til. Så hvis der skæres lidt i den forberedelsestid som der er nu, så tror jeg altså ikke det har den store fatale dumhedskonsekvens, som der ligges op til. Derudover, kunne man jo også argumentere, at det at lærerne er mere sammen med børnene i skolen, så er de jo om noget “hands-on” med læringsprocessen. De er der til at hjælpe med det der ikke helt forståes i præcis det øjeblik eleven har behov for hjælpen. Når det så er sagt, så skal der selvfølgelig være en vis portion forberedelsestid til den enkelte lærer, men jeg vil vove at påstå at der er plads til mindre.
“Jamen en lærer er altså også på arbejde efter skolen er lukket meget ofte”
Jo jo – det er de da. Der er forældremøder, der er rettelser af opgaver, der er telefonsamtaler i ny og næ, der er skolefester som afholdes, og som inden da er blevet planlagt, studieturer osv osv. Men der er også lidt ekstra ferie for en skolelærer, hvor den gerne skulle udjævne det antal timer en lærer bruger, således at det i gennemsnit bliver de 37 timer om ugen i løbet af et år. Her synes jeg også lige, at jeg vil understrege, at jeg på ingen måde sidder med tankerne om, at de der skolelærer, de har da også ferie hele tiden. Jeg er udemærket klar over, at de i hverdagen til tider har flere timer en de normale nominerede 7.5 timer som de fleste andre i samfundet. Netop også derfor er det helt fortjent, tiltrængt og i orden at de har deres sommeferie, deres efterårsferie, deres vinterferie og deres påskeferie. Det er dem vel undt, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er der heller ingen tvivl om, at de arbejder mere end rigeligt i hverdagen, og nogen gange også efter de reelt set har fri. Bare fordi skoleklokken ringer ud efter sidste time, betyder det ikke at læreren har fri. Så jeg har virkelig ikke et problem med, at de har de ferier som en skolelærer nu engang har.
Som sagt – så har jeg ikke selv nogen børn. Så mit syn på den konflikt som kører lige nu, er måske en smule anderledes end dem som har børn. Jeg siger bare, at fra min synsvinkel – hvis man træder et skridt tilbage – så er der måske ikke så stort et problem som begge stridende parter gør det til. Det fungerer mange steder ude i verdenen omkring os, og jeg siger også at måske, bare måske, kunne der være pluspoint til alle parter ved at lave den nuværende skole om til en heldagsskole. Jeg kan ihvertfald godt se nogen.
Men jeg er jo heller ikke forælder….
6 kommentarer
Gitte
Er SÅ enig, Heidi – godt skrevet!
Heidi
Ja ja enhver har ret til sin mening.. 🙂 men mon ikke også du ville blive ret træt af at høre fra smeden, bageren og mekanikeren om hvordan DU skal udføre DIT job.
Heidi
Så bestemt Heidi – men som jeg forstår det, igen uden at jeg kender detaljerne indgående, så er det ikke et spørgsmål om hvordan jobbet skal udføres, men om i hvilket tidsrum det skal gøres i. De skal vel stadig gøre det som de altid har gjort godt. Jeg har ikke hørt nogen sætte spørgsmålstegn ved hvordan de gør deres job, og at de ikke gør det godt nok, men ‘blot’ hvor mange timer, i hvilken rækkefølge, i hvilken struktur og hvornår.
Mette
Nej det er ikke kun et spørgsmål om tidsrummet. Det er et spørgsmål om forberedelse…
I øvrigt ville det være en lettelse for rigtig mange lærere hvis arbejdet ligger fra 8.00 til f.eks 15.30 Det ville i sidste ende give tid og frihed til at være sammen med egen familie.
For så skal jeg ikke til skolehjemsamtaler, forældremøder, teammøder, lærermøder, kurser, lejrskoler, skolefester osv efter klokken 15.30
Ligesom jeg ikke behøver at tale i telefon med forældre efter klokken 15.30 hvis de har behov for det i forbindelse med f.eks mobning, skilsmisser, dødsfald i familien, mistrivsel, udredninger af diagnoser osv.
Istedet må forældrene tage deres ferie/fridage i brug så de kan møde læreren i konsultationstiden. Og ja, det kan godt være der opstår ventetid på ledige tider, som hos f.eks lægen, men so be it.
Og jeg ville også hellere rette stile og matematikopgaver i timerne, mens eleverne arbejder med deres opgaver – som det praktiseres i f.eks USA.
Heidi
Kan man planlægge en “kontortid” i forberedelsestiden Mette? En tid i forberedelsestiden, som er allokeret til kontakttid således at forældrene ved præcis, hvornår I kan fanges, og således at I, som undervisere, ikke får spoleret Jeres fritid med kald i tide og utide?
Jeg går ud fra at de arrangementer du nævner også tæller med som timer allerede nu som en del af Jeres arbejdstid. Men kan man med tidsplanlægning skemasætte Jeres tid, ligesåvel som elevernes skoletimer er, og ligesåvel som min tid også er det til et vist punkt i mit job? Jeg har ikke lutter frie tøjler til at gøre tingene når jeg lyster. Jeg har også tidsrammer jeg skal overholde og deadlines som skal imødekommes. Kan man ikke gøre det for lærernes vedkommende også?
Mette
Det tror jeg faktisk man kan – jeg har arbejdstidsopgørelse, der angiver nøjagtigt hvormeget jeg skal bruge på de enkelte opgaver. Forskellen er,at der ikke står nøjagtigt hvornår jeg skal gøre dem. F.eks har jeg 2×20 minutter til skole/hjem samtaler pr. elev/år men om disse timer ligger fra 14:43 – til 15:30 x antal dage eller de er placeret fra 17:00 til 20:30 over to dage er der ingen der blander sig i dog er der krav om, at disse samtaler er gennemført inden for en given tidsramme. Disse rammer kan variere fra skole til skole da der skal tages hensyn til eks. arbejdsgangen ved PPR, nationale test, eksamen, ungdomsudannelser osv.
Men hvis jeg havde kontortid fra 14.00 til 15.30 hver dag kunne forældrene fange mig der, med mindre jeg sad i møde. Det er vist som i de fleste andre kontorlandskaber?
Og så har jeg faktisk testet systemet lidt af. Jeg har som forsøg haft “træffetid” i en time om ugen, i skoletiden. Det har betydet færre opkald hjemme,til gengæld har de få opkald været så alvorlige og akutte, at jeg tror disse altid vil opstå/være nødvendige uanset arbejdstid…..