• Heldagsjob

    I disse tider, hvor ordet “heldags” er så populært/udskældt (vælg selv), sidder jeg med en uge, hvor der i stor stil er tale om heldags. Jeg har i dag startet ny opgave med helt nye ansatte, med arbejdstider som ligger senere end mine egne. Jeg har også ansat en, som skal køre driften, men koordinatoren skal jo også køres ind. Så i dag til og med torsdag møder jeg ind kl. 08:00 og drager herfra igen ca. 20:30.

    Ms. Busybee

    (Om Billedet: Ja da – det er en tro kopi af mig. Taget for nøjagtig 30 sek. siden)

    Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til at sove godt de næste par nætter. Men jeg sidder her så længe med glæde. Det er godt! Det bliver rigtig godt!

    Lige om lidt sendes det nyeste kuld hjem fra deres første vagt – og de har rent faktisk gjort det ganske glimrende, taget i betragtning at 98% af dem er fuldstændig nye i faget. Om en uges tid, kan jeg slippe tøjlerne og lade koordinatoren tage over. Men indtil da vil jeg nyde at blive udfordret, og være med til at opbygge noget helt nyt. Det er så spændende!

  • En lille ring

    Tanketæller

    Den her kom den bedste halvdel stolt hjem med i onsdags. Han havde haft den i lommen af sine arbejdsbukser siden tirsdag, men havde efterladt arbejdsbukserne på jobbet, og således fik jeg den først præsenteret onsdag.

    Før du sidder der på den anden side af skærmen og klapper, og et par enkelte som helt sikkert tænker “det var saftsuseme også på tide!”, så lad mig skynde mig at fortælle, at det er en ganske almindelig bøsning!

    Men det er en togbøsning med tanke bag. “Det er tanken som tæller”, som den bedste halvdel sagde.

    Hjemmelavet

    Der er både hjerte og navn. Helt selv har han lavet den. Uden tvivl med stort besvær da finmotorikken nok ikke er den bedste, og krumningerne nok heller ikke er de letteste at arbejde med.

    Fin er den skam, men gå med den kommer jeg nok ikke lige til. Rent størrelsesmæssigt er den helt ude af proportioner. Jeg ville have den efterlyst konstant, da den på ingen måde kan sidde fast på nogen af mine fingre. Så enten, så må jeg til at tage gevaldigt på, eller så må jeg vente på the real deal. Indtil da spiller jeg helt med, og lader tanken tælle.

  • Fra sure citroner til skøn lemonade

    Citroner er sure. Lige indtil man gør noget ved dem. Jeg har taget tyve sure citroner, og havde en plan om at lad dem komme til sin ret

    Med ca 20 minutter på hånden, lidt sukker, citroner og vand, kan man fremdyrke en skøn lemonade.

    Vrid saften ud af de 19 af citronerne, og si saften så du ikke sidder og gumler på citronkød eller kerne, når lemonaden skal serveres. Smid 300 gr. sukker (eller mindre eller mere alt afhængig af hvor sur, eller sød du ønsker lemonaden) i en gryde sammen med to en halv dl vand. Kog indtil sukkeret er helt opløst, og du står tilbage med en hel klar sukkersirup.

    Hæld tolv en halv dl kold vand i en kande, smid saften fra citronerne oveni, og slut med at hælde siruppen ned til det hele. Bland godt rund, stil på køl i mindst tre timer, og så er du klar til at servere.

    Hvis du vil have et ekstra kick, så tag noget af den blandede lemonade og en isterninge bakke. Put et mynteblad eller to i hver terningehul, hæld saften over, og smid i fryseren. Når lemonaden er kold, så har du samtidig kolde terninger, som giver lemonaden et ekstra twist.

  • Morgendis på landet

    For Jer som ikke var oppe tidligt i morges, kan jeg kun sige at I gik glip af et skønt scenario.

    Det var så fint at jeg skyndte mig ud med kameraet, inden jeg satte tænderne i de morgenfriske rundstykker, som just var blevet hentet. Dis har det med at forsvinde hurtigt, når først solen begynder at tage ved.

    Det er morgener som disse, jeg i særdeleshed godt kan se fordelen i at være bosat her ude på landet. Her er der åbne vidder, hvor naturen rigtig kan gøre sig til, og arealer som jeg kan betræde, uden at skulle tænke på hverken fodgængere eller billister, når jeg står og fumler med mit kamera.

    Der er højt til himmelen herude, og i dag bebudede diset, at det bliver en god solrig dag. Diset er nu helt væk og solsorten pipper på livet løs. Skal vi ikke vove at konstatere, at foråret endelig, endelig, har bidt sig fast?

  • Skal jeg hedde Herdi eller Heidi?

    Jeg har været medlem af Fitness World i efterhånden fire år. Det startede sammen med bedsteveninden, og vi var flittige. Mindst to gange om ugen var vi afsted sammen, og i løbet af et lille år – sammen med mindre kostændringer – var jeg omkring 20 kilo lettere. Det var selvfølgelig en del af planen med at påbegynde et fast træningsprogram, men i bund og grund blev det ligeså meget til nydelsen og tilfredsstillelsen der kom ud af det efter træningen. Derudover var det en dejlig måde at være sammen med bedsteveninden på. Vi holdte hinanden fast i rytmen, så der forblev en rutine.

    Så flyttede jeg, og bedsteveninden gik hen og fik sig et job efter et års ledighed. Det gjorde, med hendes nye job, min flytning og mine daværende arbejdstider, at træningen blev først meget sparsom, for til sidst at blive næsten nul. Jeg forsøgte virkelig, men rutinen udeblev, og der kunne gå lange tider mellem  mine besøg. For bedsteveninden gik det helt i stå.

    Jeg var efter flytning blevet enig med mig selv om at flytte over i FitnessDK da der her i min tilflytterby ikke var et Fitness World, og det var en af årsagerne til, at jeg ikke helt kunne få min træning til at spille ordentligt. Men i september sidste år, åbnede endelig et FitnessWorld i min egn, og jeg hoppede tilbage. Så jeg forsøgte virkelig at få rutinen på plads igen, men atter engang måtte jeg konstatere at min træningshyppighed ikke kom op på den frekvenshyppighed som jeg ønskede. I slutningen af februar kom der så en mail fra Fitness World.

    Efter genindmelding i Fitness World var jeg blevet omdøbt til Herdi opdagede jeg. Men det var ikke navnemisforståelsen som var slem. Det var at de rent faktisk holdte øje med mit træningshyppighed. Jeg slog i bordet og tog fat i bedsteveninden. Da hende og jeg trænede sammen virkede det. Ergo måtte hun være nøglen. Jeg havde i mellemtiden skiftet job, som gjorde at vores eventuelle træningssparring igen kunne passe sammen. Hun var heldigvis helt med på idéen, og vi fik langt om længe gang i det igen. Jeg har modtaget et par mails siden februar fra Fitness World, og både jeg og bedsteveninden har moret os gevaldigt over, at jeg nu hed Herdi. Så meget at vi ikke nænnede at få dem til at skifte det. Det alene gjorde indtjekning skæg, for der på skærmen står sit navn hver gang man tjekker ind.

    I mandags fik jeg endnu en mail fra Fitness World

    Jeg jublede over at jeg endelig fik en positiv mail uden medfølgende skyldfølelse fra FW. Da jeg var færdig med at juble opdagede jeg så, at jeg nu hed Heidi igen. Jeg har ikke selv gjort noget for at få det rettet til. Så jeg kan kun konkludere at det må forholde sig sålededes: Så længe du rammer rigtig med din træning, så belønnes du med at hedde det rigtige navn. Når du ikke rammer rigtigt får du et falsk navn!

    Vi træner stadig hyppigt, og jeg er så glad for at vi igen har fundet melodien. Men omvendt – nu vi rent faktisk gør det rigtigt, så mister vi også “Herdi”, som har bragt os så mange grin.

    Kan I se mit dilemma?

  • Bobbely bobbely

    Jeg tror det er de færreste som tvivler på, at jeg er glad for mit job. Jeg elsker branchen jeg er i, og jeg ved at det er den helt rette hylde for mig. Jeg elsker den frihed, den tillid, det råderum og de muligheder jeg får og har på mit job. Jeg stortrives med den atmosfære, den energi og den kultur som der (frem)dyrkes i mit virke. Sidst, men ikke mindst, så sætter jeg stor stolthed i, at jeg ved jeg med min funktion kan være med til at udvikle de mennesker som jeg har under mine vinger. Udvikle dem både rent fagligt og rent personligt. Jeg kan både se og mærke at jeg, som oftest, flytter dem.

    Mit job kræver at man er en ildsjæl, og det er jeg. Men jeg gør det ikke af pligt, jeg gør det primært fordi jeg elsker det! Selvfølgelig følger der krav og forventninger med, og dem skal jeg leve op til. De er med til at fodre min evindelige lyst og trang til hele tiden at udvikle og skabe nye veje. Jeg er ikke bange for at melde ud, at den måde jeg gør tingene på, er jeg personligt overbevist om er den rette. Jeg tager også fejl nogengange i forhold til nye metoder, eller hvis jeg for længe fastholder mig i “plejer”. Men den grundlæggende metode som jeg driver mit lederskab efter og med, tror jeg fuldt og fast på. Jeg har set det virke et utal af gange, og jeg nyder når jeg har succes. Omvendt udfordres jeg også, hvis successen tager længere tid om at indfinde sig, eller slet og ret udebliver. Nogen gange sker det, og når det sker er jeg heller ikke bange for at kigge indad. Var det mig? Gav jeg og vi det alt hvad vi havde at komme med? Prøvede vi flere muligheder inden vi kastede håndklædet i ringen? Til tider er der opgaver som enten ikke kan løses med lønsomhed, og andre gange må vi erkende, at vi nok ikke lige nu har de kompetencer som det kræver for at løse en given opgave. Men vi forsøgte, vi udviklede og vi lærte af det.

    Så ja – jeg er glad for mit job. Det indeholder mange facetter som plejer mit ego, min målrettethed, min resultatorienterethed og min tilfredshedsfølelse. Det giver mig så meget, at jeg umiddelbart ikke tænker over om jeg har behov for anderkendelse af det stykke arbejde jeg gør. Men jeg vil da lyve, hvis jeg sagde at jeg var ligeglad om jeg fik den anderkendelse eller ej. Selvfølgelig vil jeg da gerne have et klap på skulderen i ny og næ, men jeg forventer ikke nødvendigvis at få den, og slet ikke i form af en eller anden gave eller ekstra pengebonus.

    Så da jeg i dag til et ugentlig statusmøde med mine to direktører blev overrakt en lille lyserød æske, blev jeg oprigtig overrasket og oprigtig glad.

    De ville bare lige gerne give mig den, fordi de var tilfredse med resultatet. Jeg bliver så varm i hele kroppen (og lidt rød i kinderne) over sådan noget. Jeg er så taknemmelig for, at der også er plads til at give mig den anderkendelse, men endnu mere det, at de overhovedet stopper op og lige gør sig den tanke.

    Det er ikke gestuser som dette jeg forventer, men ih guder hvor er det skønt at få den. Det er heller ikke gestuser som denne, som gør at jeg forventer mere af slagsen, men det er en gestus som jeg sætter ualmindelig stor pris på.

    Jeg siger igen: jeg elsker mit arbejde! Med eller uden ekstra fryns 🙂

  • Skal vi danse?

    Da jeg var barn løb jeg ofte rundt på min mormor og morfars gård. Et utal af gange har jeg set køer blive lukket både ind og ud. I mange år har jeg ikke. I år valgte den bedste halvdel og jeg, at tage til øko-dag sammen med drengene. Køerne skulle sættes ud på græs efter en lang vinter indendørs, og sikke da et tilløbsstykke det er blevet over årene.

    Inden de blev lukket ud, var der aktiviteter for store og små. Mulighed for at kigge et ægte landbrug i sømmene.

    Klokken 12 præcis skulle de endelig ud. Der var ren folkevandring hen ad marken og op over bakker, for at få det beste sted at stå til når køerne endelig skulle slippes ud.

    Vores den mindste havde, sammen med sine spejdervenner, taget stilling lige foran porten til ko-frihed. Den ældste, den bedste halvdel og jeg på en plads som ikke kunne have været bedre…. og så kom de ud!

    [youtube width=”600″ height=”402″]http://www.youtube.com/watch?v=2gBxacP1AjE&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A&index=1[/youtube]

    Man kan slet ikke lade være med at smile ved det syn. Det er så tydeligt, at de er glade. Det står meget klart, at selv køer også har en form for følelse. Det gør godt i maven at se dem springe rundt af nydelse på den måde.

    Da vi havde danset med køerne, skulle der lige ordnes popcorn over åben ild, inden vi satte kursen hjemad.

    Nu skal der vist nok vaskes lidt tøj. Jeg er ej sart, og har heller ikke en sart næse – men jeg tror nu alligevel at jeg skal have jakke og tøjet jeg havde på en tur i vaskemaskinen. Jeg kunne jo ikke lade være med at kæle og røre de små kalve, og de enkelte køer, som var nysgerrige nok til at røre tilbage. Så jeg lugter vist lidt….

  • Jeg elsker også dig ♥

    Han ved, hvor jeg helt sikkert får øje på det. Den bedste halvdel er taget ud for at ramme nogen lerduer i en skydeklub her til aften. Så han var væk da jeg ankom hjem. Men han ved, at et af de første steder jeg går hen i huset, når jeg kommer hjem, er ind på mit kontor. Hen over mit tastatur har han smidt en hilsen inden han drog ud.

    Jeg elsker, hvordan han til stadighed – her tre år senere på vores fælles vej – formår at dyrke romantikken. Jeg elsker at han ved præcis hvordan han får mig til at smile. Jeg elsker at han i høj grad er så opmærksom på aldrig at glemme at fortælle. Jeg elsker at han elsker lige præcis mig!

  • The truth shall set you free

    Man kan vælge sine kærester, sine biler, sine bopæle, sit tøj og mange andre ting. Næsten alt er et valg vi bevidst kan tage. Om vi så vælger rigtigt eller forkert, er en hel anden ting. Men der er én ting i hele verden vi ikke selv vælger. Vores familie. Vi kan vælge om vi vil have noget med dem at gøre eller ej, men hvadend vi vælger, så er de stadigvæk familie. Det kan vi ikke melde os ud af.

    Jeg har i dag haft en hjertegribende dialog med min far. Jeg vil ikke komme hverken med detaljer eller hints om, hvad den gik ud på da det vil overskride min generelle holdning om, at jeg vil være personlig, men ej privat. Men jeg vil gerne røbe, at jeg har haft en skelsættende korrespondence med min far i dag.

    Min far står unægtelig i en periode af sit liv, hvor han bliver testet i forhold til tesen om at “modgang gør dig stærk”. I denne fase, har han taget et valg som jeg den anden vej rundt, også skulle forholde mig til. Jeg valgte, for en gang skyld, ærligheden. I stedet for at spille med og gøre facade, valgte jeg en anden sti. Jeg valgte at fortælle ham sandheden da han stillede mig spørgsmålet.

    Det var en sandhed som var brutal. Det var både svært og grænseoverskridende for mig at levere den, men jeg er overbevist om at den var langt mere brutal for ham, og gør langt mere ondt på ham, end den gør på mig. Men det var en ærlighed som blev vendt i god og virkelig hjertefølende tone fra os begge.

    Ærligheden er også, at jeg her på den anden side, er – i mangel af et bedre ord – glad for at jeg holdte mig til. Ærligheden er, at jeg tror at denne meget svære melding, og ømtålelige dialog, rent faktisk gør en forskel i retning mod det bedre. Jeg tror og håber på at ærligheden åbner op for nye muligheder og tanker fra begges sider. Jeg tror og håber inderligt på, at det er sandt når man siger at man kommer allerlængst med ærlighed. Det modsatte er prøvet, og ikke altid med det bedste og mest givende resultat. Jeg tror og håber på, at det skridt min far og jeg i dag tog, skaber ikke kun en bedre forståelse og nærhed til hinanden, men også er første skridt mod en vej som gør gavn, og går i præcis den retning som vi begge to inderligt ønsker på hver sin side af hegnet.

    På trods af alt – så elsker jeg min far, og har aldrig tvivlet på hans kærlighed til mig. Men som et andet ordsprog også siger: Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Jeg har i dag valgt at være det barn som sagde sandheden. Det er en af de pligter jeg er kommet frem til, jeg har i forhold til min far. Jeg skylder ham ærlighed. Han skal vide hvor han har mig. Han har altid haft mig. Aldrig har jeg veget, og vil aldrig vige, fra hans side. Men det gavner at ruske lidt i det træ æblet er faldet fra engang imellem. Det gjorde vi idag, og nu er der grobund for en ny, og langt bedre, æblehøst!

  • Det kommer nu….

    Se nu der! For få dage siden var der jord og gulbrunt. For blot en uge siden var der sne. Nu er der grønt!

    Nu venter vi bare på at resten følger efter. Men selv om vi tvivlede – så var den der alligevel på den anden side. Foråret.