Bobbely bobbely

Jeg tror det er de færreste som tvivler på, at jeg er glad for mit job. Jeg elsker branchen jeg er i, og jeg ved at det er den helt rette hylde for mig. Jeg elsker den frihed, den tillid, det råderum og de muligheder jeg får og har på mit job. Jeg stortrives med den atmosfære, den energi og den kultur som der (frem)dyrkes i mit virke. Sidst, men ikke mindst, så sætter jeg stor stolthed i, at jeg ved jeg med min funktion kan være med til at udvikle de mennesker som jeg har under mine vinger. Udvikle dem både rent fagligt og rent personligt. Jeg kan både se og mærke at jeg, som oftest, flytter dem.

Mit job kræver at man er en ildsjæl, og det er jeg. Men jeg gør det ikke af pligt, jeg gør det primært fordi jeg elsker det! Selvfølgelig følger der krav og forventninger med, og dem skal jeg leve op til. De er med til at fodre min evindelige lyst og trang til hele tiden at udvikle og skabe nye veje. Jeg er ikke bange for at melde ud, at den måde jeg gør tingene på, er jeg personligt overbevist om er den rette. Jeg tager også fejl nogengange i forhold til nye metoder, eller hvis jeg for længe fastholder mig i “plejer”. Men den grundlæggende metode som jeg driver mit lederskab efter og med, tror jeg fuldt og fast på. Jeg har set det virke et utal af gange, og jeg nyder når jeg har succes. Omvendt udfordres jeg også, hvis successen tager længere tid om at indfinde sig, eller slet og ret udebliver. Nogen gange sker det, og når det sker er jeg heller ikke bange for at kigge indad. Var det mig? Gav jeg og vi det alt hvad vi havde at komme med? Prøvede vi flere muligheder inden vi kastede håndklædet i ringen? Til tider er der opgaver som enten ikke kan løses med lønsomhed, og andre gange må vi erkende, at vi nok ikke lige nu har de kompetencer som det kræver for at løse en given opgave. Men vi forsøgte, vi udviklede og vi lærte af det.

Så ja – jeg er glad for mit job. Det indeholder mange facetter som plejer mit ego, min målrettethed, min resultatorienterethed og min tilfredshedsfølelse. Det giver mig så meget, at jeg umiddelbart ikke tænker over om jeg har behov for anderkendelse af det stykke arbejde jeg gør. Men jeg vil da lyve, hvis jeg sagde at jeg var ligeglad om jeg fik den anderkendelse eller ej. Selvfølgelig vil jeg da gerne have et klap på skulderen i ny og næ, men jeg forventer ikke nødvendigvis at få den, og slet ikke i form af en eller anden gave eller ekstra pengebonus.

Så da jeg i dag til et ugentlig statusmøde med mine to direktører blev overrakt en lille lyserød æske, blev jeg oprigtig overrasket og oprigtig glad.

De ville bare lige gerne give mig den, fordi de var tilfredse med resultatet. Jeg bliver så varm i hele kroppen (og lidt rød i kinderne) over sådan noget. Jeg er så taknemmelig for, at der også er plads til at give mig den anderkendelse, men endnu mere det, at de overhovedet stopper op og lige gør sig den tanke.

Det er ikke gestuser som dette jeg forventer, men ih guder hvor er det skønt at få den. Det er heller ikke gestuser som denne, som gør at jeg forventer mere af slagsen, men det er en gestus som jeg sætter ualmindelig stor pris på.

Jeg siger igen: jeg elsker mit arbejde! Med eller uden ekstra fryns 🙂