Da jeg var au-pair, havnede jeg hos en familie hvor Gud var en del af dagligdagen. Der blev bedt før aftensmaden, der var kirke hver søndag, der var kirkeaktiviteter, og der var bibelskole. Der blev ej forlangt af mig, at jeg skulle deltage eller dele deres tro. Men jeg skulle respektere den, og sørge for at jeg ikke handlede i uoverensstemmelse med deres overbevisning over for deres børn. Jeg respekterede, og tog beslutningen om at jeg ikke ville lukke mig helt udenfor deres store del af hverdagen. Moderen i familien underviste hver torsdag kvinder i biblens ord, og der var hertil tilknyttet en lille børnehaveagtig ting, hvor mødrene i de to timer undervisningen foregik kunne parkere deres børn. Her tilbød jeg min underholdningshjælp. Helt frivilligt – og jeg havde en masse sjove timer sammen med børnene, samtidig med jeg fik et indblik i, hvad det er der driver nogen folk til at tro så fast på noget større.

En aften i bilen sammen med Susan snakkede vi om det her med troen. Den betød alt for hende. Gud betød livet. Gud var førstevalg. Jeg stillede hende spørgsmålet: “Så hvis du på noget tidspunkt stod i en skelsættende situtaion, hvor du var tvunget til at vælge mellem familie og Gud, hvad ville du så vælge?”, hvortil hun uden tøven svarede “Gud!”

Jeg har svært ved at forstå, at nogen kan have en så stærk overbevisning i noget større, at de uden at blinke er accepterende over for at det er det – og kun det – der styrer deres liv. Alt hvad de har, alt hvad de gør, alt hvad de er, er i kraft af Gud. Det er Ham som har skabt det, og det har Han af en mening. Så opstår der en situation, hvor de står med et valg, er det et valg Han har skabt og derfor er det Ham der skal følges.

Jeg forstår ikke, at man kan ligge alt over i hænderne på noget som ikke kan bevises. Jeg kan på den ene side finde det aldeles vanvittigt, at der er mennesker som kan lade sig styre af noget så abstrakt som tro. Omvendt, da Susan svarede på mit spørgsmål, følte jeg et sted også en form for misundelse. Et eller andet sted, hvor uforstående jeg er over for det, så kan jeg godt misunde dem for den faste overbevisning om, at uanset hvad så er der en mening, og så er der en som altid holder dem. De har et sted, hvor de altid kan finde trøst. Altid! De kan godt sætte spørgsmålstegn ved de situationer de står i, men de er fuldt ud overbeviste om at det er for “the greater good”, og at på den anden side falder det ud til deres fordel. Det giver dem styrke til konstant at gå igennem det de nu end skal gå igennem. Det må da være fantastisk at være overbevist om at der altid kommer et lys på den anden side af tunnelen. Hvor “vi andre” måske dvæler og kvæles i håbløsheden for til sidst at give op, sidder de med en fast tro på at de blot skal igennem det, og at de kommer igennem det, fordi det er Ham som har en plan med dem, som senere vil gøre det hele endnu bedre end det var før.

Jeg vil ikke forholde mig til, hvad der er rigtig og forkert. Blot det at de har en flig af noget som vi andre nogen gange mangler. Men det betyder langt fra at jeg er der, hvor de er. Jeg er ikke troende i den forstand. Jeg ved ikke engang om jeg tror på en Gud. Men jeg kan heller ikke sige, at jeg ikke tror på noget større. Men jeg er slet ikke der, hvor Susan er, og jeg er så langt fra det at jeg har svært ved at sætte mig ind i det.

Jeg respekterede deres tro og deres dagligdag og sørgede for ikke at påvirke børnene med min manglende tro. Jeg levede et liv, som deres børn ikke skulle leve. Susan og familien satte heller aldrig spørgsmålstegn ved om den måde jeg levede på var rigtig eller forkert. Hvor troende de end var, så respekterede de omvendt også at jeg havde mine egen overbevisning om, hvordan jeg ville leve mit liv. Men der var da tidspunkter, hvor jeg blev sat på en prøve over for børnene.

F.eks. da Ted spurgte, hvad det var for nogle piller der lå på mit bord, hvor jeg – uden at tænke videre over det svarede – at det var p-piller. Her sagde Ted, for sådan var hans verden jo: “Jamen din kæreste og dig er jo ikke gift, så hvorfor tager du p-piller?”. Hurtig tænkning var tiltrængt, og jeg formåede uden at holde pause at fortælle ham, at p-piller ikke kun er graviditetsbeskyttende, men at der er kvinder som rent fysiologisk ikke fungerer helt optimalt i forhold til den kvindelige cyklus, og hertil kan pillerne være en medicin for at skabe balancen. Ted nikkede og sagde “aaahh, okay – do they fix you then?” Jeg kunne forsikre ham om, at det gjorde de!

Vi taler alle om det. Verdens længste vinter…. ever! I går skulle jeg kun skrabe is af forruden, så jeg vovede at have offentlig optur over det, ved at opslå det som status på facebook. Det skulle jeg aldrig have gjort. Naturens sarkasme svarede prompte tilbage. Da jeg skulle afsted i morges, stod jeg ansigt til ansigt med 10 cm nysne!

Come nu the f*** on Kong Vinter! Du er ikke hverken Christian den fjerde, Dronning Elizabeth eller Queen Victoria. Du skal ikke regere i 100 år og en meter. Smut nu til Australien med dig – det er deres tur.

…og så – godt tolv timer senere, er han gået af tronen.

Er han abdiceret nu? … og er det forøvrigt ham som, i rasende protest over at blive jaget ud af landet, har væltet min meget unikke og dyrebare havestol mens jeg har været på job?

Jeg må tilstå – jeg forstår ikke balladen omkring det. Jeg er en smule uforstående for, hvordan det kan få så mange helt op i det røde felt. Lad mig dernæst fortælle, at jeg på ingen måde er Blachman-hardcore-fan/støtte. Jeg kan også, som alle andre, rulle øjne over hans til tider fuldstændig afsporede wannabe “jeg-er-så-klog-at-du-ikke-forstår-mig” talestrømme. Men omvendt må jeg så sandelig også tilkendegive, at manden forstår at sige det som det er, når det er på sin plads; især når alle dem som tænker det, ikke tør sige det.

Jeg synes på ét plan, at han er en klog og interessant mand med mange synspunkter, og på andre tidspunkter at han blot er en lille smule for meget egocentreret. Men om jeg er enig eller ej i hans holdninger er knap så vigtigt. Vigtigheden i mine ører er, hvorvidt han formår at argumentere og skabe mening for sine holdninger. Like it or not, men det kan han i mange tilfælde. Ikke alle. Bestemt ikke.

Ved et tilfælde havnede jeg på hans nye “show” i går aftes, og så det meste. Jeg så ikke lige de første fem minutter, men jeg så resten. Og lad mig sige det højt: Jeg fandt det meget meget underholdende og aldeles befriende. Han og hans medvært skulle kigge på, og snakke om, den kvindelige krop og hvad kønsroller/sexualitet spillede af roller i dagens samfund.

Her dagen efter det første show er der mange meninger omkring hvad der blev vist og talt om. Politiken anmeldte det, som en af mange, som værende sexistisk og usympatisk. Det synes jeg altså ikke det var. Jovist var der de vanlige talestrømme, hvor man sad lidt med “hold nu kæft Blachman” tanken, men faktisk fandt jeg det hele vanvittigt forfriskende.

Jeg vil nemlig til dels give ham fuldstændig ret i to forskellige ting. At vi er i en tidslomme, hvor samfundet vitterligt er ved at blive “pikløst”, og hvor kvindekroppen i høj grad er blevet pornografiseret.

Jeg studser over, at folk finder det diskriminerende, at han faktisk forsøger at gøre den naturlige kvindekrop til et objekt som ikke er pornografiseret. Han forsøger på sin egen særegnede facon at sætte kvindekroppen i et andet lys, samtidig med han ytrer at en mand gerne må være det han præcis er; en mand!

I årtier er der blevet kæmpet for kvinders rettigheder. Jeg er taknemmelig. Jeg har privilegier og muligheder på grund af den kamp mine “medsøstre” kæmpede. Men undervejs i denne proces, er det næsten blevet forbudt for en mand at være en mand. Så i mine øjne er det, kvinderne og deres kamp skabte, ved at skabe et samfund, hvor det nu er mændende som frarøves privilegier. En mand må gerne være en mand siger jeg igen.

Der råbes op om ligestilling. Det er jeg helt med på, at der skal være. Men det skal da for pokker ikke være på bekostning af, at manden også skal være en kvinde! Find balancen. Kvinder vil gerne have at mænd respekterer dem, deres valg, deres drømme, deres personligheder, deres liv, deres alt muligt. De skal have lov skal de. Hvornår er det lige kvinderne stopper op og siger “hov… det skal mændende forresten også?”.

Nej – vi skal ikke tilbage til kvinderne bag kødgryderne, gravide og barfodet uden stemmeret, og hvor det er manden som har ret og bestemmer alt. Men jeg synes bare at tonen er ved at kommer dertil, hvor det er mændende som skal makke ret og opføre sig som kvinderne dikterer dem til. Jeg gider ikke en mand som er ligeså tilbøjelig til at være emotionel som mange kvinder er. Jeg gider ikke en mand, som ikke lader sit testoron tage over i visse situationer. Jeg gider ikke en mand, som ikke vil dyrke sin indre vildmand. Der er skam god plads til at han stadig kan være en mand, samtidig med at han også dyrker og udvikler sine blødere sider. Dem tror jeg ikke kvindekampen har fremdyrket hos ham. Den har altid været der, men udviklingen har givet ham lov til at vise og dyrke den. Men derfra og så til at man skal, som der så fint bliver nævnt i Politikens anmeldelse, “holde manden fanget i et limbo af uforløst liderlighed, mens hans kreativitet dør med en klynken i hjørnet af samtalekøkkenet” er der et langt stykke vej, som jeg absolut ikke mener vi skal følge. Det er, i bedste Blachman stil, sat på en spids, men ikke desto mindre finder jeg at der er en sandhed i det.

Lad nu manden være en mand. Han kan godt være det og stadig være det som kvinderne også ønsker. Men han er nu engang en mand. En del af det at være en mand er at kigge på en kvindes krop med begærlighed, kommentere hendes bryster, snakke om hendes røv, fantasere om hendes faciliteter osv. Men jeg vil da langt langt hellere at manden kigger på en kvinde som Blachman gør det i sit show. Den naturlige kvinde. Du og jeg. Ikke alle dem som massemængden gennem de sidste, især 15 år, har gjort til det som der forventes af en kvindekrop: pornostjernen. Det finder jeg umådeligt langt mere diskriminerende end to mænd som sidder i en sofa og i bund og grund roser den kvindelige naturlige krop. Jeg følte mig på ingen måder krænket. Snarer tværtimod. Jeg fandt det fantastisk!

Man kan stadig debattere Blachmans retorik til tider, men jeg mener helt seriøst at han med det han gjorde igår, har fat i den lange ende.