Se nu lugter det lidt af sommer
Skynd Jer at nyde det. Det kan hænde det er det eneste flig af sommer vi får i år. Vi nyder det. Det er langt fra rigtig sommer endnu; alene af den grund at naturen er bagud i sin udvikling. Men det viser sig mere og mere for hver dag solen skinner. Mælkebøttemarken står lige nu i fuld flor. Ukrudt kan sørme være pænt!
Kirsebærtræet har endelig fået sine hvide blomster, og måske der kommer flere bær end sidste år – vi kan da håbe. Under træet er der dukket tre fine røde tulipaner op. De er flyttet ind på egen hånd; de har i hvertfald aldrig været der før, men de skal være så velkomne.
På sofaen ligger den bedste halvdel og sover. Han er ramt af et frygtelig hold i ryggen, og kan næsten ingenting. I lyst og i nød; og derfor gav jeg ham i dag både strømper og rene underbukser på. Imens klarer hans to raske drenge det, som allerede var planlagt. Nedrivning af carport, som egentlig aldrig har været en færdig carport i den tid jeg har kendt dem.
Den står bare og ser træls ud. Den har aldrig ejet et tag. Hverken på redskabsskuret som står bagerst, ej heller selve carporten forrest. Heller ingen døre – bare ufærdigt. Nu får den endelig lov til at forsvinde igen. Vi når nok ikke det hele i denne weekend, da den bedste halvdel er ukampdygtig. Men så når vi det næste gang drengene er her. Men de får de lov til at rykke det ned de kan nå i denne weekend. Det passer dem vældig godt.
Imens blunder faderen videre på sofaen, og drømmer om det besøg hos en kiroprakter, han i morgen har fået i hus ved hjælp af en kær veninde i nøden Indtil da skal han bare blive liggende, hvor han gør. Drengene og jeg tager plads i samme i aften senest klokken ni med rejemadder og guf. Vi håber på de får ret.
5 kommentarer
Pingback:
Pingback:
Pingback:
Pingback:
Pingback: