Så lang tid, og så stadig så nyt

Vi tænker det ofte; hvor bliver tiden dog af. I dag tænker jeg det. Den bedste halvdel, har i dag været min bedste halvdel i tre år. For tre år siden, var sommerdagen ligeså fin som den er i dag. Impulsivt blev jeg den aften inviteret på en gåtur langs havnen af ham. Vi havde indtil da ikke set hinanden. Den aften sprang han ud i det, og jeg sagde ja. Nogen timer senere sagde vi farvel i en skolegård, og siden da har han været min.

Jeg vidste ikke jeg manglede ham, indtil han han dukkede op. Jeg havde glemt alt det som kærlighed også kunne bringe. Han fjernede al min skepsis omkring det at være et par, han viste mig at singlelivet ikke nødvendigvis var det som jeg trivedes allerbedst på, og han fik mig til at opdage, at jeg rent faktisk nyder romantikken.

Han har i tre år ikke en eneste dag glemt at fortælle mig, at han elsker mig. Han har ikke en eneste dag glemt at dyrke kærligheden. Ikke en eneste dag har der været, hvor jeg har været i tvivl om, at han vil mig.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det jeg har i  ham er enestående. Jeg ved at jeg er svineheldig, og at meget af det som han giver mig, og gør, er noget som mange kvinder sukker efter. Jeg er taknemmelig herfra og til månen. Jeg er en meget meget heldig kvinde, og jeg ved det.

Vi har gennem tre år ikke haft et eneste skænderi. Vi er ikke nødvendigvis altid enige, men vi har aldrig nogensinde skændtes. Aldrig. Vi kan have forskellige meninger, men frem for at lave det til et problem laver vi det til det det er; forskellig opfattelse og mening omkring tingene.

Tre år er lang tid, men alligevel føler jeg på visse punkter at det stadigvæk er så forbandet nyt. På visse punkter føles det så absolut ikke som om der er gået tre år. Jeg er slet slet ikke færdig med at lære ham og os at kende. Jeg bliver aldrig færdig med ham. Han er den jeg elsker, han er den som bringer ro og han er den som jeg agter at holde fast ved til den dag naturen beslutter sig for, at en af os skal give slip.