Vandkamp

Den ældste var tilmeldt beach håndbold stævne på Løkken strand i dag. Klokken ti indfandt vi os på stranden, som var gejlet op med baner, højttalere, kampplaner og mange glade børn og unge som var kommet både kort- og langvejs fra.

Jovist dryppede det lidt, men herregud – det gik nok. De første kampe gik igang, og vi søgte ly under paraply, med tæpper viklet omkring os. Så gik det fint. Sådan da.

Som den første time skred frem, stilnede det af med regnen, men det var stilhed før storm. Det varede ikke længe, før det væltede ned fra oven igen, og de første baner helt nede ved vandkanten var mere egnet til vandpolo end håndbold. Kort tid efter, begyndte de andre baner også at døje med at sluge vandet der væltede ned.

Lige før kampstart for den første kamp for den ældste, meldte modstanderen fra. De tog hjem. Sekundet efter den melding satte lyn og torden ind med en sådan magt, at officials stoppede alle kampe. Omstændighederne blev simpelthen for farlige. Der kunne ikke siges, om arrangementet ville blive genoptaget senere, men de mange små, og tilskuerne med, var efterhånden så drivvåde og kolde helt ind til benet, at de ikke kunne holde uvisheden om de kom igang igen eller ej ud. Det som skulle være en hel dag på stranden med anderledes og underholdende håndbold, endte med at stoppe inden det rigtig kom i gang.

Hvor var det synd, for det er så god en idé. Men nogen gange, så må vi blot kapitulere over for naturen. Vi kan så meget i den moderne verden, men bestemme over vejret kan vi ej endnu.