-
Art d´Vlatorn
Til min fødselsdag tilbage i 2007 – tror jeg nok – fik jeg en skøn skøn gave. Samtidig en meget unique en af slagsen. Sjællænderen svingede penslen på en af min vægge i soveværelset, og jeg elskede det som det endte med.
Hver morgen og aften kunne jeg skue det fra min seng. Falde i søvn til det, og vågne til det. Derforuden var det et af de billeder, som folk altid stoppede op ved for at spørge ind til det. Da jeg i 2010 flyttede ud af lejligheden, måtte jeg male det over for at klargøre lejligheden til aflevering. Det var det aller aller sidste jeg gjorde, og jeg var så ked af, at jeg ikke kunne tage det med. Men det var jo præcis også det som var charmen ved det.
Jeg savner mit kunstværk. Jeg har masser af vægge, hvorpå et lignende sagtens kunne være. Måske jeg bare skulle invitere kunstneren, som siden da har fået både dejlig mand og smukt barn, på sommervisit, og så tilfældigvis have både maling, tape og pensler til at stå fremme?
-
Vandkamp
Den ældste var tilmeldt beach håndbold stævne på Løkken strand i dag. Klokken ti indfandt vi os på stranden, som var gejlet op med baner, højttalere, kampplaner og mange glade børn og unge som var kommet både kort- og langvejs fra.
Jovist dryppede det lidt, men herregud – det gik nok. De første kampe gik igang, og vi søgte ly under paraply, med tæpper viklet omkring os. Så gik det fint. Sådan da.
Som den første time skred frem, stilnede det af med regnen, men det var stilhed før storm. Det varede ikke længe, før det væltede ned fra oven igen, og de første baner helt nede ved vandkanten var mere egnet til vandpolo end håndbold. Kort tid efter, begyndte de andre baner også at døje med at sluge vandet der væltede ned.
Lige før kampstart for den første kamp for den ældste, meldte modstanderen fra. De tog hjem. Sekundet efter den melding satte lyn og torden ind med en sådan magt, at officials stoppede alle kampe. Omstændighederne blev simpelthen for farlige. Der kunne ikke siges, om arrangementet ville blive genoptaget senere, men de mange små, og tilskuerne med, var efterhånden så drivvåde og kolde helt ind til benet, at de ikke kunne holde uvisheden om de kom igang igen eller ej ud. Det som skulle være en hel dag på stranden med anderledes og underholdende håndbold, endte med at stoppe inden det rigtig kom i gang.
Hvor var det synd, for det er så god en idé. Men nogen gange, så må vi blot kapitulere over for naturen. Vi kan så meget i den moderne verden, men bestemme over vejret kan vi ej endnu.
-
Nu jeg bliver gamlere!
Ja – jeg ved godt det ikke hedder sådan. Men som jeg bliver ældre, sker der forandringer med min krop. Her tænker jeg på, at jeg har erkendt at mit syn ændrer sig drastisk i disse år. Men også at jeg begynder at reagere på ting, som jeg ej før har reageret på. Som f.eks. myggestik.
Som årene er skredet frem, reagerer jeg kraftigere og kraftigere på dem. De sidste par år, har stik manifisteret sig i kløende knaldhårde buler når jeg er blevet stukket. Buler som er blevet større og mere kløende for hvert år der går. Jeg har i disse dage erhvervet mig sæsonens første myggestik. Lige midt på højre langefinger
Den er voldsomt hævet. Den strammer som pokker, og så kløer den som bare f*****. Det kløede så meget, at jeg vågnede af det i nat, og var desperat for at finde ud af, hvordan jeg skulle få det til at stoppe. Jeg har haft noget insekt middel som plejer at dulme, men det havde jeg ikke mere af. Husholdningssprit var der heller ikke noget af (ja – det virker vidunderligt!). Så slog det mig. Der er Benadryl i skabet. Jeg er ikke allergisk over for noget egentligt, og lider ej heller af høfeber. Den bedste halvdel har nogen gange et snært af det, så derfor har vi det liggende.
Så jeg tænker i min søvndrukne logik, at et eller andet sted, så er det her jo en allergisk reaktion, så lad mig give det et forsøg…. og det virkede. Jeg faldt igen i sød søvn, og kløen var væk også da jeg vågnede i morges. Da den begyndte at returnere for en times tid siden, prøvede jeg igen – og igen er jeg kløfri.
Så hvis du ikke allerede vidste det, så ville jeg bare lige give den oplysning videre, for er der noget der kan drive en til vanvid, så er det et kløende insektbid. Snup en antihistamin pille, og du skal blive kløfri 🙂
-
Heidis Historiebøger
For en del, er det ikke nogen hemmelighed, at jeg i mine gemmer har en masse dagbøger. Fra 1990-1995 skrev jeg troligt i dem. Ikke hver dag, men næsten. Det resulterede i, i alt, seks fyldte dagbøger og en historie som jeg til tider elsker at rode rundt i. De indeholder så mange gode ting og minder, samtidig med at det er en fantastisk dokumentation over mit eget jeg, voksende fra en ung teenager til en næsten voksen kvinde.
Det er ikke kun skrift der er i dem. Jeg har også fodret dem med små affekter. Alt fra et stimerol tyggegummipapir, til togbilletter, en lap med adresse og nummer på en tilfældig herre fra Blokhus, fra en skæg aften i nattelivet i samme by, sammen med hende jeg hang sammen med dengang og billetter til en basket oplevelse i San Diego.
…og så er der også det første møde med ham jeg elsker. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at min bedste halvdel og jeg på et tidspunkt i starten af vores kommunikation, fandt ud af at vi rent faktisk havde overnattet sammen hjemme hos mig. Da vi fandt ud af, at vi skulle mere end kommunikere, sad vi en aften for at finde det i min dagbog, for jeg mente bestemt, at jeg rent faktisk havde skrevet om ham. Efter lidt søgen, dukkede han op
Det var vores første møde. Længere nede på siden, kan jeg læse at han slet ikke på daværende tidspunkt havde, eller fik, en chance. Jeg var hjerteskærende forelsket i Henrik. Ham ville jeg så gerne, han ville kun mig i en kort periode, og den aften den bedste halvdel og jeg mødtes for første gang, var lige efter ham Henrik ej ville mig mere. Så den bedste halvdel blev skippet videre uden noget som helst dagen efter, og så skulle der gå knap tyve år inden vi løb over hinanden igen. Men denne gang fik han lov til at sove ved siden af mig, og ikke skippet ud af døren dagen efter uden intentioner om at se ham igen. Når man sådan møder den samme person to gange, så er det nok skæbnen som har en finger med i spillet. Så denne gang holdt jeg fast i ham, og gør det for evigt!
-
…og så alligevel er der
Det handler alt sammen om, hvordan man anskuer sagerne. Men som udgangspunkt, så stemmer udsagnet
Jeg er sindsyg stolt af mine medarbejdere i dag. Det er jeg egentlig altid, da jeg har dyb respekt for det stykke arbejde de laver. Det er ikke bare et job, som enhver kan sætte sig ned at gøre, selv om den almene opfattelse ofte er, at kan man ikke andet, så kan man altid blive det de er. Men det er så sandelig så langt fra sandheden som det kan være. Det finder 75 % af de folk som bevæger sig ind på vores område også ud af, når de sætter sig i vores stole. Kun 25 % lykkedes faktisk i denne branche.
Successen ligger i individet. Men individdet fodres af energien fra teamet. Teamet lykkedes på baggrund af de individer som viser vejen. For at jeg kan have et team som fungerer, skal jeg have fat i individet. Det er rent faktisk et vaskeægte paradoks. Det er en af de situationer, hvor vi simpelthen skal, og vil, både blæse og have mel i munden.
I dag havde vi besøg af vores kunde. De ansatte havde jeg inviteret med til mødet. Jeg ville gerne om de kunne levere noget til kunden som kunne gavne både dem selv, men også kunden. De levede op til udfordringen med bravour. Da jeg sendte mine medarbejdere ud af rummet igen, sad kundens team tilbage med lutre roser og forbløffelse over, hvad de havde været en del af, og hvad de viste de kunne, samt den indsigt de havde. Kunden tog derfra med en blok fyldt med nye idéer, tiltag og muligheder. I den anden ende sad en flok medarbejdere som sammen skabte noget, som på både kortere og længere sigt kan gavne dem, men også med en fornemmelse af, at de var med til at skabe noget – de havde indflydelse.
Jeg er så stolt over det de viste. Både i form af deres individuelle tanker som de leverede, men også det som de som hold leverede under mødet. De var så skarpe, og jeg er forbandet stolt over at have et hold som kunne efterlade et sådan indtryk på kunden.
Holdet sprudlede bagefter, og der simrede med en holdatmosfære som gav brændstof til at deres individ brændte igennem på deres respektive egne opgaver. Der er et “I” i team – bare tænk lidt ud af boksen, tænk anderledes og se det hele lidt fra en unormal vinkel, og så kan du sagtens finde det “I”. De kan ikke fungere uden hinanden.
Kan du forresten se det?
-
Advarsel – ét billede i dette indlæg kan virke stødende for sarte sjæle
Weekenden er blevet nydt og udnyttet. Der var besøg hos morlille, som skulle have lidt kreativ hjælp, til et projekt som løber af stablen sidst på måneden.
Der var en kæreste som der skulle nydes natur sammen med. Egentlig var missionen råger som han er blevet forhørt efter, om ikke han lige kunne minimere bestanden af. Men de fløj væk som han ankom med sit gevær. I stedet havde vi pragtfuld aftensvejr og kig til et par enkelte rådyr og sommersne
Så er der Mojo som nu nyder sommeren er tilbage. Han vandrer ind og ud som han lyster, og det er ikke meget vi ser til ham indendørs i disse dage. Han kommer kun ind for lige at spise og sove lidt. I en hel lang vinter har han ikke kunne bruge det jagtinstink, som kom op i ham da han sidste år flyttede ind hos os, og dermed blev udekat. Han slæbte den ene mus efter den anden til huse, da han endelig fandt ud af, hvad han kunne, men vi har ikke haft nogen af dem endnu i år. Men vi kan høre, når han kommer med noget. Han har et meget specifikt mjav, når han kommer ind for at vise os hans fangst. I foregårs kom det første. En kæmpe natsværmer. I dag kom nummer to fangst. En type fangst som er hans første.
Jeg ved godt, at man kan sidde og synes det er synd og fyyyyha mis! Men det er nu engang det hans instinkt er skabt til og fuglen er jo allerede død når han kommer ind med den. Jeg ved jeg ikke kan lave om på det. I stedet roser jeg ham det samme sted i huset, hver gang han bringer et bytte til. På den måde undgår jeg i det mindste at de ligger og flyder over det hele. Han ved præcis, hvor han skal ligge det, og slipper det ikke ud af munden før vi står på det sted og roser ham. Når vi har rost, så leger han lidt med det for til sidst at spise rup og stup.
Jo da – på et plan synes jeg da også det er synd for den lille fugl, men omvendt er jeg super stolt af, at en indekat har de evner bevaret, til trods for at han i syv år aldrig nogensinde havde været udenfor en dør. Men allermest, så nyder jeg at se at Mojo nyder sit friluftsliv i stor stil.
Det gør vi andre også. Det er en bragende god måde sommeren er startet på i år.
-
Hvor meget skal jeg hyppe?
Der var de der kartofler, som voksede så voldsomt at jeg ikke havde nok jord til at hyppe dem yderligere. Jeg har nu investeret i ægte gartnerjord, og hældt på. Så nu er de hyppet lidt mere
Men nu er det jo således, at jeg er en novice inden for alt det her gartneri og dyrkning af egen mad. Skal de dækkes helt, og hvor længe skal man blive ved med at hyppe dem? Hvis du er mere erfaren inden for dette område, så modtager jeg gerne dit ekspertråd.
Weekenden er skudt igang, efter en kort uge. Det burde være en lov, at have den der midtvejs fridag. Det var da lige til at overkomme. Nu skal weekenden bare nydes, og vejret lader ikke til at arbejde imod denne plan, men i haven tror jeg ikke jeg skal mere i denne weekend.
…og nej – dem ser du nemlig ikke! 😉
-
Sommerstemning med sauce opskrift
Den bedste halvdel ville lige ud at lege lidt med sin riffel efter arbejde. Han mente nok, at han var hjemme således at jeg ikke skulle sørge for aftensmad til en, så lige så snart jeg selv var trådt ind ad døren, påbegyndte jeg mine huslige pligter. Vejret dikterer jo ligesom hvad man skal; der skal grilles
Mens maden simrede på grillen, kunne jeg i haven beundre mit højbeds fremgang. Der er gang og liv i det. Kartoflerne er efterhånden så fremskredne, at jeg ikke har nok hyppejord tilbage. Så det må jeg købe mig fra i weekenden. Ærterne skyder opad, og inden længe må jeg købe mig til støttepinde. Gulerødderne pibler også ligeså stille frem nu. Jeg ved godt, at det “bare” er et spørgsmål om at putte i jorden, og så skulle det gerne komme næsten af sig selv… men med mig kan det altså snildt mislykkedes, så jeg er indtil videre pavestolt over min evne til at skabe liv!
Når der grilles, hænder det ofte at jeg får smurt det ind i verdens bedste BBQ sauce, som jeg selv laver. Jeg har uden pis den bedste opskrift. Vi snakker Bones kvalitet. Jeg kan kun anbefale at du forsøger dig med den. Jeg er sikker på, at når du først har prøvet den, så bruger du aldrig andet. Den fungerer forøvrigt også fremragende med koteletter i fad. Nedenstående opskrift er en ordentlig balje. Vi snakker grillparty størrelse, så du kan snildt slippe afsted med at minimere målene, og så stadig have mere end nok til hele familien
- 4 dl Heinz ketchup (og jeg vil varmt råde dig til at bruge Heinz og ikke andet)
- 1 spsk salt
- 1 dl eddike (hvid)
- 3 spsk olie
- 1 spsk hotsauce eller knust chilli (kan udelades eller minimeres i mængden)
- 3 spsk brun farin
- 1 dl vand
Bland det hele sammen, og du har den mest fantastisk grill marinade ever! Igen, det er en kæmpe portion ovenfor. I dag har jeg kun brugt omkring ca en fjerdedel af ingredienserne, og der er stadig nok til en omgang i morgen.
Kødet får den mest pragtfulde grillsmag, og den er med til at holde kødet saftigt. Både kylling, gris og ko i alle mulige afskygninger. Kyllingen som blev badet i det i aften er blevet indtaget med største fornøjelse, og mere end et “uuuuhhmm” fra den hjemvendte jæger som kom lige til serveringstid.
-
Kør med mig hjem
Jeg har lige omkring 120 km i alt frem og tilbage på arbejde. Heldigvis bor jeg minutter fra motorvejen, hvilket gør at det ikke er en tur som tager en evighed. Med moderne teknologi tager den kun to minutter. Sæt dig på passagersædet og tag turen sammen med mig.
[youtube width=”648″ height=”438″]http://www.youtube.com/watch?v=ohLDSSdUjKo&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A&index=1[/youtube]
-
Så lang tid, og så stadig så nyt
Vi tænker det ofte; hvor bliver tiden dog af. I dag tænker jeg det. Den bedste halvdel, har i dag været min bedste halvdel i tre år. For tre år siden, var sommerdagen ligeså fin som den er i dag. Impulsivt blev jeg den aften inviteret på en gåtur langs havnen af ham. Vi havde indtil da ikke set hinanden. Den aften sprang han ud i det, og jeg sagde ja. Nogen timer senere sagde vi farvel i en skolegård, og siden da har han været min.
Jeg vidste ikke jeg manglede ham, indtil han han dukkede op. Jeg havde glemt alt det som kærlighed også kunne bringe. Han fjernede al min skepsis omkring det at være et par, han viste mig at singlelivet ikke nødvendigvis var det som jeg trivedes allerbedst på, og han fik mig til at opdage, at jeg rent faktisk nyder romantikken.
Han har i tre år ikke en eneste dag glemt at fortælle mig, at han elsker mig. Han har ikke en eneste dag glemt at dyrke kærligheden. Ikke en eneste dag har der været, hvor jeg har været i tvivl om, at han vil mig.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det jeg har i ham er enestående. Jeg ved at jeg er svineheldig, og at meget af det som han giver mig, og gør, er noget som mange kvinder sukker efter. Jeg er taknemmelig herfra og til månen. Jeg er en meget meget heldig kvinde, og jeg ved det.
Vi har gennem tre år ikke haft et eneste skænderi. Vi er ikke nødvendigvis altid enige, men vi har aldrig nogensinde skændtes. Aldrig. Vi kan have forskellige meninger, men frem for at lave det til et problem laver vi det til det det er; forskellig opfattelse og mening omkring tingene.
Tre år er lang tid, men alligevel føler jeg på visse punkter at det stadigvæk er så forbandet nyt. På visse punkter føles det så absolut ikke som om der er gået tre år. Jeg er slet slet ikke færdig med at lære ham og os at kende. Jeg bliver aldrig færdig med ham. Han er den jeg elsker, han er den som bringer ro og han er den som jeg agter at holde fast ved til den dag naturen beslutter sig for, at en af os skal give slip.