Ship Ohøj
Drengene ankom i går på sommerferie. De næste to uger er de indlogeret hos os, og de har det helt fint med, at vi i år ikke har planer om at skulle krydse internationale grænser. Vi er slet ikke i tvivl om, at der nok skal være nok af aktiviteter – og dovnedage – der kan holde kedsomheden på afstand.
I dag var så en af de dage, hvor de fik oplevelser. I Nibe lå morlille og Niels’ båd, Pyxis, og indbød os til tur på Limfjorden. En lille eftermiddagstur over til Gjøl og tilbage igen. Vinden var frisk, og sejlene fyldte. I løbet af en times tid nåede vi havnen, hvor der var tid til et lille hvil, en lille is og kig på “akvariet”.
Da isen var spist, skulle vi vejen tilbage igen. Vinden tog lidt til mens vi sad der, og vi ville helst ikke ud i al for høj sø. Som vi stævnede ud, kunne vi godt mærke at der var lidt mere bølger under båden end på vej derover, og vi skød god fart.
Vi er alle ret søstærke. Drengene har også været med ude før, så de var ikke uvante i situationen. Dog måtte yngste bukke under for søgangen, da vi var ca. halvvejs. Han måtte se langt efter det fiskeri, som han ellers havde set så meget frem til, siden vi i går fik planlagt at vi skulle afsted. Vi lå stille i et lille kvarterstid så der kunne fiskes, men det var kun ældste som formåede at kaste linen. Yngste måtte se længselsfuldt på, og holde sig i nærheden af spanden. Vi afbrød derfor fiskeriet, og satte kursen helt til Nibe havn igen, og så snart den unge sømand fik fast grund under fødderne igen, var han frisk som en havørn.
Nu er aftensmaden indtaget på hjemmematriklen, og begge unger sponser rundt ude i sommeraften. Jeg tænker de sover godt i nat; og yngste har meldt ud at dagens oplevelse ikke har afskrækket ham for en tur på et andet tidspunkt… men måske vi kan dæmpe lidt ned for bølgegangen næste gang.