-
Livet på puffen
I dagtimerne er vores puff blevet Baileys. Den plejede at tilhøre Mojo; men Mojo har fundet sig nye pladser. Han smutter nu i stedet op på en af stolene, eller armlænet på sofaen. På puffen deltager Bailey i mangen en aktivitet.
Men om natten og om dagen når vi ej er hjemme, er puffen stadig Mojos. Gennem natten snorker Bailey igennem ved siden af sengen i soveværelset. Han veksler i løbet af natten med hvilken side han ligger sig til rette. Jeg tror han deler ligeligt imellem den bedste halvdel og jeg.
Om dagen, har vi i en uges tid efterhånden, haft ham mistænkt for at snige sig op i den sofa, som vi ellers ikke lader ham være i. En gennemtygget fjernbetjening og hundelegetøj har antydet, at han omgår reglerne i vores fravær. Vores mistanke er blevet bekræftet både i går og i dag, hvor vi har taget ham på fersk gerning. Jeg synes ellers han sådan generelt ser ud til at trives vældig på puffen.
-
Sådan en glæde i maven burde man have hver søndag
Tænk sig – alle de år er gået siden billedet som blev vist fra forleden, og på trods af, at der er 20+ år imellem de to billeder, har vi jo ikke forandret os en tøddel! (og her er det høfligt bare at give os ret ;))
Nuller og Elbe – hvor var det fantastisk at være sammen med Jer begge to på én og samme tid igen. Vi takker forøvrigt tjeneren for at arbejde en time over normal åbningstid bare for at vi kunne få grinet færdigt. Vi fik ikke grint helt færdigt – heldigvis.
-
Kom søndag, kom hurtigt
Over mit skrivebord og min computer har jeg en hylde. På den står der diverse nips og et par billeder. På hylden har jeg også dette billede stående. Et billede som jeg har haft stående fremme de sidste 23 år, og som sågar har været med på samtlige af mine udenlandsophold.
Jeg er 16 år gammel. I det øjeblik billedet er taget ligger jeg på min briks på mit værelse på Horne Ungdomsskole. Ovenpå mig ligger Nethe i midten, og Edel, eller Elbe som vi kaldte hende, på toppen. Der ligger trekløveret. Vi var uadskillelige i året vi gik der, og de to tøser boede på deres værelser på hver sin side af mig.
Jeg elsker det billede, og det er det eneste af mine ungdomsbilleder som aldrig er blevet pakket væk. Det har fanget vores forhold i allerbedste stil. Skøre, impulsive, glade, grinende og sammenhængende. Da året var omme, og jeg sad i bilen på vej hjem sammen med min mor græd jeg. Lidt fordi jeg lige havde sagt farvel til et fantastisk år, men mest af alt fordi jeg blev skilt fra disse to.
I årene som er gået siden, har vi set hinanden en lille smule. I starten af vores separation lidt mere, men som tiden gik lidt mindre. Jeg har de sidste 10 år set dem hver i sær en enkelt gang eller fire. Men på søndag samles vi igen alle tre. For første gang i mindst et årti. Det er endelig lykkedes os at fange en dato og lejlighed, hvor der er mulighed for at vi alle tre kan samles. En brunchdate har vi.
For nu pokker, hvor jeg glæder mig mig til at blive sat sammen igen, og ih guder hvor jeg glæder mig til at høre deres grin på én og samme tid blandet med mit eget. Jeg kan stadig høre lyden af dem fra den svundne tid. På søndag får jeg dem atter at høre live.
-
Indlæring
Bailey er nu 12 uger gammel. I går fik han vaccination nummer to plus noget andet. Han har over de sidste fire uger taget 5,2 kg på – så han udvikler sig præcis som han skal.
Vi har fra dag et trænet ham i forskellige færdigheder. En ting ad gangen, og det går lige så stille fremad. Allerede i uge otte lærte han high-five… bare for at se hvor lærenem han var. Han er meget lærenem.
Her til aften tog vi en tur over en af de mange nyhøstede marker. Vi skulle ud og snuse til verdenen og lege.
Men vi bruger også enhver lejlighed til at snuppe lidt træning. Det første år er konstant og ihærdig træning. Men de kloge siger, at det hårde, langsommelige og til tider håbløse læretimer betaler sig i den lange ende. Om tre uger begynder han til hvalpetræning – men han har inden da allerede lært nogle ting. Nedenfor en oversigt over, hvad han har lært yderligere siden high-five
[youtube width=”648″ height=”438″]http://www.youtube.com/watch?v=cSuF54UsjeA&feature=c4-overview&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]
Vi skal nok nå helt i mål. Men der er lang vej endnu, men i det mindste går vi fremad. Vi er stolte “forældre” 🙂
-
Belønning
Jeg lovede dem mine chocolate chip cookies, hvis de leverede varen. De leverede mere end det, så naturligvis holder jeg mit løfte om at levere min vare den anden vej. I morgen er der cookies til alle mine medarbejdere.
-
Fødselsdagsglimt
Aftenen blev lige som den skulle være. God mad, godt selskab, godt drikke og gode grin. Vi ankom med dyreryggen, og blev mødt af smukt dækket bord, en glad frederikshavnerfamilie og en flot hjemmelavet overraskelsesfødselsdagskage.
Vi havde “barnet” med. Familien som hyggede omkring gårsdagens fødselsdagsbarn sammen med mig, har taget patent på at være førstevalg når og hvis vi nogensinde får brug for barnepige. Så Bailey deltog i festlighederne, og selv til ham havde de sørget for legekammerat. Karla og Bailey lærte hinanden at kende, og Karla forsøgte ihærdigt at lære Bailey at gå ned ad trapper.
Vi har ingen trapper i huset. Det har frederikshavnerne. Vi ved godt, at det første af Baileys hundeår, skal han ikke tæske op og ned ad trapper, ej lege alt for meget med “hent bolden, Bailey”. En labradorhofte er ikke bygget til hurtige vend, eller trappetrin. Først når de er helt udvokset kan vi for alvor lade ham begå sig i de færdigheder. Men han skal stifte bekendtskab med det inden da. Så med Karlas hjælp oppefra, og vores nedefra, tog Bailey igår, efter en lille smule overtalelse og megen forsigtighed, sin første tur ned ad en trappe.
Efter den kraftanstrængelse skal successen da fejres med en drink. Heldig nok var der i underetagen et toilet med bidet, og en vandhane som havde den perfekte hvalpehøjde.
Aftenen sluttede lige før midnat. Men ikke førend kagen var blevet skåret, og rundhåndet delt ud på alle tallerkener. Resterne står nu i vores køleskab.
Tusind tak til frederikshavnerne fordi de gad og ville. I særdeleshed tak for kagen og Jeres selskab i det hele taget. Det var en ualmindelig dejlig aften.
-
Et af de skarpe
Blot en god uge efter jeg selv fyldte år, er det i dag den bedste halvdels tur til at ligge et år til sin alder. Det er rund fødselsdag for hans vedkommende i år. Fyrre, fræk og fantastisk. Akkurat som der står på de indbydelser, som så småt er ved at ryge ud til den reception han holder i starten af september.
I dag bliver den ikke fejret. Men den bliver hygget omkring. Han er blevet lidt forkælet med brunch ude i byen. Og gave. En Beach Surfer Ben dukke. Med tattoveringer. Han har længe snakket om, at udvide sin samling af kunstværkerne, med navnene på hans børn. Men ikke hvor, hvornår og hvordan. Men jeg har givet ham forslag og penge til det
Jeg håber ikke jeg med offentliggørelse af dette, bliver anklaget for falskmøntneri. Jeg håber det er tydeligt for enhver, at det er godartet manipulation med en femhundrede kronseddel som har fået lidt ekstra tal på sit udseende.
Lige om lidt drager vi mod Frederikshavn for at hygge om og med ham i gode venners selskab. Han har selv tilberedt (og skudt) den dyreryg som står på menuen sammen med god drikke og gode grin.
Hip hip hurra min elskede <3
-
Går du virkelig nu?
Han er i sin første uge, med hele arbejdsdage alene hjemme. Det går fint, men det er altså svært at forlade sådan et ansigt.
-
Prinsesser med farver
Vi har huset fuld af unger i denne weekend. Drengene er her, men vi har en udvidelse i form af de to skønne niecer. Nevøerne skulle ud i kano på Uggerby Å sammen med forældrene. Til det, er de to høns nok lige lidt for små endnu. Så de er her. Og i et andet hus end sit eget, finder man mange sjove ting. Blandt andet neglelak. Selvfølgelig skulle prinsesserne pyntes op, og var ivrige efter at posere med deres nye farver bagefter.
Lige nu strutter de rundt med neglelak og halskæder i mængder der tynger. Man er vel rigtige piger.
-
Det er alle de andre!
I dag går jeg ind i mit sidste år i 30er årtiet. Næste år er der rund fødselsdag, og en af de store milepæle. En af dem som for alvor fortæller, at du er langt mere end bare voksen. Men – håneden på hjertet – jeg er okay med det. Jeg har de sidste tre år affundet mig med, og accepteret, at tallet vitterligt ikke er ensbetydende med noget som helst. Vigtigst af alt, er at jeg har det godt på alle mulige måder, og det har jeg!
39 år. Jeg synes jeg er, hvor jeg skal være. Naturligvis er der ting, som jeg stadig synes jeg gerne vil have og opleve. Men sådan skal det jo også være. Det er jo først når der pludselig ikke er noget, at det bliver noget skidt. I dag bliver jeg forkælet. Jeg er blevet det lige fra morgenstunden. Jeg vågnede op til tillykke, kys, kort og gave fra den allerbedste halvdel.
Det er de smukkeste og klassiske ørenringe. Og jeg elsker at han – uden ønskeseddel eller nogen stillede spørgsmål på forhånden – helt selv har valgt dem. Jeg elsker også, at jeg med dem selv kan fortolke betydningen; Daisy, Dronning, “Du er min dronning min skat”. Om det så er sådan han har tænkt er nok tvivlsomt, men det betyder mindre. Han ramte helt rigtigt.
Jeg kommer dernæst på job, på en regnfuld dag (som jeg slet ikke har noget med at gøre!) og møder ind til flag på hele bordet.
Jeg havde inviteret mine ansatte til morgenbord, og de kvitterede med dejlig gave som bestemt ikke var forventet, og buket i de kønneste farver.
Da mine folks maver var blevet fyldt, blev bordet fyldt med andre kollegaer, som også formåede at begave mig. En ganske unik skytsengel fra en keramik kunstner som nu er bragt til min opmærksomhed. Jeg elsker de skæve og unikke ting. De viser sjæl, personlighed, tanke og omtanke.
Jeg er glad, og dagen er kun begyndt. Det bliver en forbandet god 39 års fødselsdag. Den bedste af slagsen!