Kom søndag, kom hurtigt

Over mit skrivebord og min computer har jeg en hylde. På den står der diverse nips og et par billeder. På hylden har jeg også dette billede stående. Et billede som jeg har haft stående fremme de sidste 23 år, og som sågar har været med på samtlige af mine udenlandsophold.

Jeg er 16 år gammel. I det øjeblik billedet er taget ligger jeg på min briks på mit værelse på Horne Ungdomsskole. Ovenpå mig ligger Nethe i midten, og Edel, eller Elbe som vi kaldte hende, på toppen. Der ligger trekløveret. Vi var uadskillelige i året vi gik der, og de to tøser boede på deres værelser på hver sin side af mig.

Jeg elsker det billede, og det er det eneste af mine ungdomsbilleder som aldrig er blevet pakket væk. Det har fanget vores forhold i allerbedste stil. Skøre, impulsive, glade, grinende og sammenhængende. Da året var omme, og jeg sad i bilen på vej hjem sammen med min mor græd jeg. Lidt fordi jeg lige havde sagt farvel til et fantastisk år, men mest af alt fordi jeg blev skilt fra disse to.

I årene som er gået siden, har vi set hinanden en lille smule. I starten af vores separation lidt mere, men som tiden gik lidt mindre. Jeg har de sidste 10 år set dem hver i sær en enkelt gang eller fire. Men på søndag samles vi igen alle tre. For første gang i mindst et årti. Det er endelig lykkedes os at fange en dato og lejlighed, hvor der er mulighed for at vi alle tre kan samles. En brunchdate har vi.

For nu pokker, hvor jeg glæder mig mig til at blive sat sammen igen, og ih guder hvor jeg glæder mig til at høre deres grin på én og samme tid blandet med mit eget. Jeg kan stadig høre lyden af dem fra den svundne tid. På søndag får jeg dem atter at høre live.