Må jeg anbefale
Der er jo efterhånden en meget stor verden, hvad angår selvbestemmelse over hvad man vil se på sin skærm, og hvornår. Med Tv-tid og netflix blandt andet, er der rig mulighed for at se det man gerne vil se, til når man har tiden, og samtidig også mulighed for at udforske en verden af udsendelser som aldrig kommer forbi dansk skærm.
Jeg har ikke netflix. Jeg vil gerne, men den bedste halvdel klynger sig til en antikvitet af et B&O tv, som ikke har HDMI stik, eller anden teknologisk indmad, som ville gøre en opkobling mulig. Så jeg venter bare på, at det går i stykker, og mange ting kan man sige om B&O, men det lever jo for f***** for evigt!
Så når det er jeg skal se ting som jeg kan se på tv, hvis nu tv kunne kobles op til computer, så må jeg sidde inde i min hule, hvor min computer står. Det gør jeg så. Her ser jeg mangen en ting. En af de bedre ting, jeg har set hen over sommeren er “Orange is the new black” serien. En serie udviklet af netflix selv.
Netflix producerede hele sæson et før den blev frigivet. Til gengæld kunne man se det hele når man ville, og skulle således ikke sidde og vente til næste uges afsnit. Det styrer man helt selv. For mig endte det så med, at jeg i løbet af fem dage, havde set alle afsnit, og nu kan sidde og vente og vente og vente på at de udgiver sæson to. Men den er forbandet underholdende, dejligt forfriskende og ucensoreret i forhold til amerikanske produktioner, og så har den et væld af fantastiske karakterer som skaber dybde.
Det kan godt være jeg skal vente meget lang tid på at fortsættelsen kommer, men når man kun skal bruge fem dage til at se afsnittene, så er det en indikator for at det er forbandet god tv tid.
Hvis du ikke har adgang til Netflix, så kan du faktisk finde det hele her. For mig kommer serien med en yderligere bonus. Jeg genforenes med Captain Janeway fra Star Trek Voyager. En kaptajn i helt nye klæder og med en hel anden stil. Jeg elsker det, og rollen klæder hende. Vil du hellere se hende i den anden rolle, så kan det også ske her – men kast dig nu ud i Orange is the new black. Jeg tror også du vil være godt underholdt.