Næsten på den anden side igen
Da jeg fik fri i torsdags, kørte jeg lige indenom apoteket inden jeg ramte hjemmet. Jeg vidste godt, hvor det bar hen, og tænkte at hvis nu jeg købte hele arsenalet, så kunne det jo tænkes, at jeg kunne komme det lidt i forkøbet og holde det på et niveau, hvor jeg kunne fungere sådan nogenlunde. Ergo gik jeg under dynen da jeg kom hjem, med alle remedier i orden.
Lige lidt hjalp det. Da vækkeuret ringede klokken seks fredag morgen, kunne jeg godt mærke at jeg nok havde tabt kampen. Jeg forsøgte virkelig. Jeg kom op, fik børstet tænder, samlet håret og lagt mascara på. Men jeg måtte pakke heltinden sammen, og trække sygekortet. Det ville ikke være forsvarligt at lukke mig ud på hverken motorvej, eller andre folk. Så jeg havde min første sygedag på min nuværende arbejdsplads.
Jeg krøb ud af sengen igen i mere end et par minutter i går omkring sekstiden om aftenen. Jeg formåede at være oppe til lige omkring midnat, og i dag har jeg været oppegående siden halv ti. Der er i høj grad bedring på vej. Jeg kan efter to døgn næsten dufte og smage igen. Jeg er snottet som pokker, og en anelse svag i kroppen. Men jeg har formået at rengøre hjemmet, bage flere knækbrød, sætte maden over til i aften og sætte vasketøj over. Alt i langsommeligt tempo – men jeg kører, og jeg har tændt op i brændeovn og stearinlys. Både for varmens, og for hyggens skyld.
Den bedste halvdel er fløjet fra reden. Det gjorde han allerede natten til fredag. Her drog han mod Ungarn, også lettere sygeramt (det er ham som er smittekilden!). Han og kammeraten er landet godt dernede, den bedste halvdel lidt længere fremme mod helbredelsen end jeg, men nu er kammeraten væltet. En pæn jagttur de to får sig. Jeg håber virkelig at de begge når at komme nok ovenpå til at opleve det, de er kommet derned for.
De burde have tiden til det. De skal først derfra igen næste fredag, så mon ikke de når det? I mellemtiden skal jeg være alene hjemme, og det er slet ikke så nemt som jeg troede. Det er virkelig mærkeligt at være hjemme uden ham, vidende at han heller ikke lige kommer hjem. Det er første gang i de tre et halvt år vi har kendt hinanden, vi skal være adskilt over en så lang periode, og første gang jeg skal være helt alene hjemme i dette hus. Det kan godt være sygdommen har spillet med, men jeg har altså følt mig en smule ensom i denne weekend.
Men i morgen starter hverdagen. Jeg er helt sikker på, at jeg er klar nok til at tage på job. Jeg har en kort uge, for når jeg får fyraften tirsdag, holder jeg fri resten af ugen. Nu jeg er alene, kan jeg jo ligeså godt udnytte det. Så jeg har et program klar, så jeg bestemt ikke kommer til at føle mig ensom. Skulle jeg komme til at savne ham for meget, kan jeg jo bare kigge på de blomster han forærede mig i sidste weekend. De holder sig fint endnu, og får mig stadig til at smile.
Håber ikke du bliver ramt af det sygdom som lige nu eksploderer derude; hvis du gør, så lader det til at det bare er en tre-dags omgang du skal ud i. Men hav håndsprit med dig overalt i disse dage – efteråret er ankommet, og er efter os!