• How to halloweennegle

    Halloween

    Den skulle egentlig være så uhyggelig denne dag. Men fakta er, at den egentlig er gået hen og blevet ret så hyggelig. Pynt, lys, græskar, lækkerier. Der er dem som holder fester. Der er dem som klæder sig ud. Dem som, og stadig flere af dem som årene går, render rundt og råber “slik & ballade”. Mig? Jeg gør ingen af delene, men jeg laver halloween negle.

    Halloween negle

    Dem her er meget simple at lave. Selv for nybegyndere. Jeg er langt fra ekspert, men jeg er der, hvor jeg sådan nogenlunde kan styre min ikke dominante hånd i semi-små detaljer. Men selv om man ikke er der, så kan man stadig sagtens lave dem her. Se selv, hvor enkelt det er

    [youtube width=”648″ height=”438″]http://www.youtube.com/watch?v=N48CjMUgZRU&feature=c4-overview&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]

  • Hvad du ønsker, skal du få

    Når en medarbejder specifikt ønsker sig mine havregrynskugler fra julen i fjor, som præmie, så hun selv kan smæske, men også ønsker en portion kun til sin kæreste; så får hun det. Det kan da kun tages som et kompliment. Så jeg har her til aften, lavet årets første julebag.

    Havregrynskugler

    Havregrynskuglerne er lavet efter følgende opskrift

    • 125 gram havregryn
    • 50 gram smør
    • 75 gram sukker
    • 5 spsk kaffe
    • Evt kan adderes enten 50 gram marcipan eller lidt mandelessens
    • Kokus

    Blødgør smør i (dog ikke al for) varm kaffe. Hæld alle ingredienser i (på nær kokus) og ælt det sammen til en masse. Form kugler af ca. en tskfuld dej, og rul kuglen i kokus.

    Så nemt er det – og jeg går ud fra at de også smager godt for andre, og ikke kun for mig, nu de ligefrem ønskes som gevinst 🙂

  • Lemoncurd

    Jeg ved faktisk ikke, hvordan det burde smage, da jeg aldrig har smagt det før. Men lave det selv det kan man, frem for at købe det. Mine smagsløg er glade for smagen og konsistensen.

    Lemoncurd

    Det tager ikke lang tid at lave, og det kan bruges både som frosting, som creme i kager og som erstatning for syltetøjet på brødet. Det er kendt i det klassiske “High Tea” engelske køkken, og opskriften finder du nedenfor.

    Lemoncurd in a jar

    • Saft fra fire citroner
    • 3 æg
    • 170 gram sukker
    • 70 gram usaltet smør
    • citronskrællen fra citronerne

    Pisk citronsaft, æg og sukker i en gryde ved middelvarme. Tilsæt smørret og citronskallen. Pisk indtil det begynder at tykne (det tager ca. 10 minutter). Hæld det gennem en si, og hæld det derefter på glas. Holdbarheden er ca. en uges tid, hvis det ikke er spist inden.

  • Fordi jeg nu kan!

    Ting tager tid. Øvelse gør mester. Tålmodighed er en dyd. Til den som venter, kommer alt godt. Alle sammen floskler, som mit temperament ikke altid er allerbedste venner med.

    Men når det kommer til koppen, så var det vigtigt nok for mig til, at jeg ville gennemgå alle mine frustrationer med ovenstående flosker. For the cup song ville jeg simpelthen lære.

    Kopper

    Gennem de sidste par uger, har jeg tæsket løs på en stakkels kop. Jeg har øvet mig i multitasking i stor stil, for der skulle jo også læres en tekst, og synges med samtidig. Jeg har øvet mig i korte perioder, for det førnævnte temperament kan simpelthen ikke håndtere længere tid, hvor jeg bare fejler og fejler og fejler. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke bare lykkedes i første hug, og ikke forstå, hvorfor det kan være så svært. Så derfor; små bidder. I dag var dagen, hvor jeg var så langt i min træning, at jeg troede at jeg kunne få det til at lykkedes hele vejen igennem.

    [youtube width=”648″ height=”438″]http://www.youtube.com/watch?v=iV7KxVAYsIE&feature=c4-overview&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]

    Ahhhh….tilfredshedsfølelsen er fantastisk! Hvor der er vilje er der vej, og er det vigtigt nok for dig, vil det altid lykkedes!

  • Oreo Cupcakes med videoopskrift

    Oreo Cupcakes i lange baner

    Fordi jeg har lovet mine medarbejdere at tage kage med i morgen. Tror du, at de vil blive skuffet over, at det er cupcakes, og ikke kage?

    [youtube width=”648″ height=”438″]http://youtu.be/wISG7xsKYrw[/youtube]

  • Kærestedag

    I hverdagen, er der ikke tid til den koncentrerede opmærksomhed. Mange weekender bliver fyldt med kvalitet, men sjældent tosomhed. Min bedste halvdel og jeg, er af den overbevisning, at vi skal huske at sætte koncentreret tosomhed på dagsordnen. Vi gør det, fordi vi har lyst, fordi vi elsker og fordi vi mener at det er vigtigt for at holde forholdet sundt. Derfor, når vi kan se kalenderen tillader det, og når vi har lyst, holder vi kærestedag. Vi havde en i går.

    Den bedste halvdel inviterede til brunch i Aalborg, så klokken 11 satte vi os til  bordet, og fik vores morgensultne maver fyldte på Folkets Parlament.

    Morgenjuice

    Vi ligger sjældent mange planer for, hvad vi gerne vil på vores kærestedage. Det hele går nemlig ud på afslapning og holden i hånd uden at vi skal kigge på klokken, og uden at vi skal sørge for at nå noget. Så efter brunch, traskede vi rundt i byens gader, gik ind dér hvor interessen trak os ind, og ikke andet.

    Vi fik hygget, vi fik grinet, vi fik set hinanden og vi fik holdt i hånd. Vi fik senere på dagen, også fundet en bænk i det pragtfulde solskin, hvor vi satte os i en god halv time for at nyde en ekstra kop kaffe.

    Starbucks

    Det fantastiske ved bare at være i nuet er, at der er tid til at få øje på de skægge, smukke og skæve ting. Således grinede vi, da vi opdagede vinduets dekorering bag os, og tænkte at enten var der en venlig sjæl som havde fundet den liggende på vejen, og ville gøre det nemt for ejermanden at finde den igen, eller så var der noget som bare ville have det skægt.

    Rock on!

    Som vi sad i midtbyens pulsåre, sukkede vi over varmen og vejret, og måtte blive enige om, at oktober indtil videre behandler os ganske godt. Varmen dukker stadig op, og med en blå himmel og forholdsvis stille vind, kan efteråret være ret så dejlig og smuk.

    Efterår

    Da vi var hjemme igen sidst på eftermiddagen, var der købt ind til wienersnitsel aftensmad, og vi kunne kun anderkende vores eget valg. Kærestedage er lige hvad der er behov for engang imellem.

  • Nedkøling

    De sidste to en halv uge, har været hektiske på jobbet. Der har sørme været nok at se til, svare på, forholde sig til og håndtere. Det er der stadig, og i dag var så bestemt ikke nogen undtagelse. Jeg er træt for tiden, når jeg kommer hjem. Men det er hændt flere gange disse par uger, at der har været arbejde at håndtere hjemmefra også. Hvor træt jeg end er, og hvor hektiske tingene er, så er jeg på ingen måder stresset, ej heller nedslået over det. Jeg nyder travlheden. Jeg ved det blot er en overgang, og ligeså stille kommer jeg tilbage til normaltempoet igen. Så jeg kan sagtens håndtere det, og det er skægt – for en stund – at jonglere med mange flere bolde end normalt. Det er dejligt udfordrende, selv om man i små momenter lige skal puste ud en ekstra gang, for lige at klare den næste opgave.

    Da jeg kom hjem i dag skulle jeg puste ud, inden jeg færdiggør dagens arbejde. Hvad bedre terapi er der, end at tage hunden i snoren og gå en timelang tur med ham. Hverken Bailey eller jeg tog synderlig notits af, at det regnede og at der var vådt. Vi fandt det vist begge ganske afstressende.

    regntur

    Nu er vi i gang med at tørre vores fødder igen, og lige om lidt har jeg lige det ekstra overskud der skal til, for at klare den sidste opgave for i dag. Jeg er sikker på at jeg igen i nat vil sove ualmindelig godt.

  • Jeg er en ualmindelig heldig kvinde

    Lykken er når man kommer hjem fra arbejde for at holde weekend, og så sige hej til de to poder samt kysse den bedste halvdel hej. Lykken er at bruge 10 minutter på lige at snakke løst og fast med sine nærmeste for lige at blive opdateret på, hvad de har oplevet i dag. Lykken er efterfølgende at gå ned på kontoret for at hente noget, for så at se at der ligger en pakke på sit bord, som sin bedste halvdel slet ikke kunne lade være med at købe til mig da han så den.

    Kærlighed

    Som jeg siger; jeg er en ualmindelig heldig kvinde.

  • Efterdønninger

    Det er dagen derpå, og jeg kan konstatere, at indlægget fra i går, har skabt den debat som jeg lagde op til.

    Der har været en overvældende respons på indlægget fra mange forskellige sider. Jeg er glad for, at det bliver talt om, for essensen af mit indlæg var, at jeg med den specifikke situation blev ramt på en af mine kerneværdier; retfærdighed.

    Det handler ikke om, om der er en far eller ej. Det handler ikke om den lille famile som har oplevet det. Det handler om, at der er en skole som – igen i min personlige optik – gør forskel, og afgør at der er nogen arrangementer som deres elever kan deltage i, hvis de opfylder nogen specifikke krav. Kan de ikke, så kan de ikke være med, hvis de ikke kan finde alternative løsninger.

    Det handler heller ikke om, hvordan jeg er relateret til den person som har delt sin oplevelse med mig i en personlig snak omkring det. Havde jeg opfanget den her situation på en anden måde, ville det stadigvæk være et indlæg jeg ville have skrevet. Det her er min blog, og det er her jeg har råderum, lyst og mulighed for at ytre mine oplevelser, min kærlighed til mangt og mange, mine tanker og mine holdninger. Det sker alt sammen fra min egen personlige holdning, uanset hvordan jeg er forbundet til emnet. Indlægget fra i går ville jeg have skrevet uagtet hvem der havde fortalt mig det, og uagtet hvordan jeg havde opsnappet det. Jeg har skrevet min holdning omkring situationen på akkurat lige fod, som jeg gjorde med hundeloven forleden.

    Jeg vil bare gerne at der blev debateret om det kunne være rigtigt, at der var nogen som skulle udskilles, og jeg mener stadig at det ikke er i orden, at der arrangementer og begivenheder som folkeskoleelever kan og bliver udelukket fra på baggrund af en familie konstellation, eller i det her tilfælde manglen på samme. Jeg synes ikke der her tænkes på eleven, men at der fokuseres for stramt på opstillede regler og rammer.

    Igen vil jeg gerne understrege, at jeg er fuldstændig i tråd med idéen. Jeg synes idéen er fantastisk. Det vil jeg ikke tage fra nogen. Men jeg synes også, at der skal være rummelighed, når man støder ind i de enkelttilfælde, hvor regler og rammer forhindrer at alle elever kan være med i et forbandet godt initiativ. Der må være plads til at bøje i reglerne, når man står i en unik situation. Det er det, jeg synes der ikke bliver taget højde for her. Her synes jeg at man unødigt lader et barn få den opfattelse af at det ikke er velkomment, fordi det tilfældigvis er havnet i en familie som er atypisk og som barnet selv slet ikke er herre over.

    Debatten ruller videre derude, og det synes jeg er godt, for jeg vil sådan håbe at skolerne fortsætter med at finde på gode tiltag, men at de også husker at give plads til alle, og husker at lave de småjusteringer som er nødvendige undervejs i et tiltag for at sikre, at alle elever har muligheden for at deltage på lige fod med alle sine klassekammerater.

  • Kære elev. Du har ingen far, så derfor må du ikke være med. Venlig hilsen skolelederen

    *************************************************************************************************

    UPDATE (4/10-13) Der er kommet melding tilbage fra skolen. Der er blevet talt om situationen blandt lærerne, og de er kommet frem til, at ønsker drengen at deltage, skal de selvfølgelig nok finde en løsning, så han kan være med, også sammen med moderen. Så det var jo dejligt. Men det ændrer stadig ikke min holdning til situationen.

    *************************************************************************************************

    En af mine medarbejdere har en dejlig søn som efter sommeren startede i skole. Hans allerførste år i skole. Det er stort. Lundergårdskolen i Hjørring sørger selvfølgelig for, at der også er nogen andre aktiviteter end skole, og har derfor planlagt et dragearrangement. Børnene skal lave drager, og min medarbejders søn glæder sig. Der er røget information ud til alle børnene, drenge som piger, og her står der at det er en dag for fædre og deres barn. Det handler om kvalitetstid med barnet og faderen, for dem ser man knap så ofte som mødrene.

    Det er også helt fint. Men i min medarbejders tilfælde er det så bare således at der – uden at komme ind på hvorfor – ikke er nogen fader i billedet. Den seksårige knægt har kun sin mor. Så min medarbejder tager naturligvis kontakt til klasselæreren for lige at afklare. Knægtens skal selvfølgelig have lov til at komme med, selv om der ikke er nogen fader involveret, og siden der står at det er et arrangement kun for børn og fædre, så vil hun da lige informere læreren.

    Uden min far

    Her er det så at hun får at vide, at sådan er det bare. Hvis ikke der er en far knægten kan tage med, så “er det jo nok ikke et arrangement for ham”, som klasselæreren oplyste. Min medarbejder argumenterede selvfølgelig at det forstod hun jo ikke helt, for når nu der ikke var en far, så kunne det da ikke være rigtigt, at knægten ikke kunne deltage på lige fod med sine kammerater. Men jo – sådan var det.

    Min medarbejder tager derfor kontakt til skolelederen, for det vil hun naturligvis ikke acceptere. Skolelederen bliver fremlagt sagen, og skolelederen oplyser at det så ikke er et arrangement han kan deltage i, for de står ved at mødre er forbudte. Hun er ikke lydhør for at der her er en seksårig knægt som ikke kan deltage fordi han ikke har en far, ej heller at knægten på denne måde bliver udelukket fra fællesskabet og vil blive kraftigt udstillet over for sine kammerater. Skolelederen meddeler, at der jo også kan være arrangementer, hvor fædre er forbudte, så det behandles på lige fod. Hun foreslår at der eventuelt kan findes en mandlig ven eller måske en af kammeraternes fædre måske kunne tage knægten med. Men der er ikke nogen mandlig rollemodel i omgangskredsen til at tage ham med, og han skal da heller ikke med en af klassekammeraternes fædre. Det handler jo om forældre og barnet.

    Hvad pokker er det for noget. Har vi vitterligt her med en folkeskole at gøre som direkte udøver åbenlys diskrimination? Lundergårdsskolen proklamerer ellers, at de er en skole hvor “der skal være plads til alle, uanset forskelligheder”. Men det gælder åbenbart ikke børn uden en far eller en mor. De skal pr. defination udelukkes, uden undtagelse!

    Der er blevet spurgt ind til, hvad de plejer at gøre i sådanne tilfælde, for det kan da ikke være første gang de står over for denne problematik. Skolelederen informerer at hun ikke er bekendt med lignende tilfælde. Men det har de så nu. Den burde de for pokker da forholde sig til, for det vil næppe være det sidste tilfælde de støder på, i fald det vitterligt er det første tilfælde. Hvad nu hvis vi snakkede om et mødre+barn arrangement, hvor moderen er død eller også helt ude af biledet? Skulle det barn så også udelukkes fra fællesskabet? Hvad nu med de børn, som har mødre der har valgt at få et barn alene med hjælp fra insemination? Skal de også udskilles? Hvad med børn af lesbiske?

    Skal folkeskolen virkelig allerede fra barnsben lære både det barn som ikke kan deltage, samt alle de andre børn, at der er første og andenrangsbørn? At der er forskelligheder som gør, at visse børn (og mennesker) som grundet deres baglandsoprindelse skal udelukkes fra visse aktiviteter og begivenheder? Lære at der er nogen ting som er tilladt for nogen, men ikke for andre… så synes jeg det begynder at lugte fælt af noget bekendt.

    Jeg synes det er dybt forkasteligt, at en folkeskole vælger sådan et standpunkt. Jeg kan sagtens følge tanken om kvalitetstid mellem et barn og en af forældrene til et arrangement. Men der er undtagelser til enhver regel, og hvis et barn kun har den ene forældre, så skal de da ikke straffes. De har det nok lidt hårdt i forvejen blandt deres kammerater, når der spørges ind til den far eller mor som de ikke har, hvad end grunden til det er. Det er ikke et valg de har taget, og ikke en situation de kan gøre noget ved. I de særtilfælde der er, så skal det barn da have akkurat samme muligheder og vilkår, som alle andre børn.

    Skolelederen er sat i tænkeboks. Visse omstændigheder omkring samtalen gjorde, at der nu vendes tilbage med endegyldigt svar på knægtens deltagelsesmulighed eller ej efter en længere samtale, hvor der ikke kunne afviges fra kriterierne i invitationen. Så der er endelig svar i morgen. Men i min optik, burde der slet ikke være tænketid. Der skulle så sandelig bare falde et “selvfølgelig kommer du bare sammen med din knægt” svar i det her tilfælde.

    Del gerne, for jeg sidder og tænker at kan de gøre dette ét sted, så gør de det måske også andre steder, og det er så sandelig ikke den ting jeg mener en folkeskole burde lære børnene. Den her situation trænger vist til debat, og knægten og hans moder trænger vist til at høre, at det ikke er dem som er forkerte på den.

    Min stemme går til Lundergårdskolen: Føj hvor er det en grim sag! Stram op!