Jeg skynder mig at slå på bordet. Jeg har aldrig haft kræft helt tæt ind på livet. Jeg havde en bedste handelsskoleveninde som blot som 23-årig tabte kampen til sygdommen. Men på daværende tidspunkt, havde jeg ikke tæt kontakt til hende længere, men tæt nok til at blive berørt. Min mors mand mistede for et par år siden sin søn til selvsamme sygdom, og igen blev jeg dybt berørt, men havde det ikke helt under huden som f.eks. min mor havde det. Jeg havde en fætter som døde af det, men det var mens jeg var mere eller mindre spæd, og så har jeg nogle i tredje og fjerde led af bekendtskabskredsen som også har måtte sige farvel til livet på grund af kræften. Men helt tæt på, har jeg aldrig været, og håber heller ikke jeg kommer det nogensinde.

I dag stødte jeg på en billedserie som rører sig, og som samtidig er forbandet smuk. Det er den som ligger til grunde for dette indlæg, og vi kommer til den senere. Men før det, skal du have min historie om min morfar.

Jeg har aldrig mødt ham. Han tabte også til kræften. Det gjorde han, da min mor var blot tretten år gammel. Min mormor fandt senere ham, som jeg altid har kendt som en morfar, men som jeg aldrig har kaldt morfar. Jeg har så længe jeg kan huske tilbage vidst, at Karl ikke var min biologiske morfar. Jeg har ligeså længe vidst at han døde da min mor var en ganske ung pige, men årsagen til døden var i mange år en hel anden historie, end det det rent faktisk var.

Hvorfra jeg har den historie aner jeg ikke. Jeg mistænker, at det er klassikeren med, at man “romantiserer” det som man aldrig har haft, kombineret med en ualmindelig livlig fantasi og at jeg i en tidlig alder måske har fået at vide, hvad han døde af, men slet ikke var gammel nok til at forstå hvad det betød, og derfor digtede en historie som matchede det min hjerne kunne forstå.

I mange mange år – helt op til omkring konfirmationsalderen fortalte jeg denne dramatiske historie om bortgangen af min morfar. På natbordet havde min morfar altid et glas vand, fordi han altid vågnede tørstig op om natten. I stedet for at skulle gå den lange vej ud til hanen, kunne han så bare lige drikke vandet i glasset på sit natbord. Men en nat, havde der været ubudte gæster i noget indbrud, og de stygge tyveknægte, havde puttet gift i hans vand, som så tog stakkels morfar af dage, da han i intetheden vågnede tørstig op og tog en slurk af sit vand. Bum – og han var død. Intet af det har noget som helst med virkeligheden at gøre, og jeg aner ikke om han overhovedet havde et natbord, ej heller om han vågnede tørstig op om natten. Men i min verden, var det historien om min morfars endeligt. Jeg husker ikke nøjagtigt hvornår, eller hvordan jeg fandt ud af, at denne historie ikke var sand, men på et tidspunkt skiftede historien til, at han døde af kræft.

Historien om min morfar, tyveknægtene og giften kom til mine tanker igen i dag, da jeg stødte på føromtalte billedserie. Kræften er forbandet, men den billedserie jeg faldt over i dag, viser også smukheden i kampen. Den ændrer ikke på, at det er ærgerligt, uretfærdigt og frygteligt. Men den viser også ømheden, accepten og det at fange “mens-vi-stadig-er-her-skal-vi-huske-at-bygge-videre-på-evige-minder”.

Billedserien viser en ung kvinde med kræft. Hendes mand beslutter sig tidligt i forløbet, at bruge sit kamera som en del bearbejdelsen, og for at vise forløbet. Den viser en hjertegribende, frygtelig, smuk og sørgmodig historie.

Ganske enkelt gribende, fortællende og smuk. Hvis du har lyst til at se flere af de meget fortællende billeder, kan du se dem lige her.