Kan man andet?

Mine helt egne børn, har jeg ikke. Et helt bevidst valg jeg tog for rigtig mange år siden. Men det betyder ikke, at jeg ikke har børn. Der er en del børn i mit liv, som jeg holder umådeligt meget af. Der er min bedstes halvdel to skønne drenge, og der er en af mine bedste, og længst kendte, veninders to dejlige børn, som jeg har fulgt fra den dag de blev født, og så er der min brors fire børn. Alle de ovennævnte børn, fylder mit hjerte med varme og kærlighed. De motionerer mine lattermuskler. De sætter min tålmodighed på prøve. De udfordrer min pædagogik. De hiver mit indre legebarn frem. De vækker mit beskytterinstinkt. De er “mine”.

Den anden dag, præsenterede min bror og min svigerinde billeder som de har fået taget af deres fire poder. Her mærker jeg alt det ovenstående. Jeg forstår godt, når jeg kigger på de billeder,  hvorfor jeg ikke kan andet end at synes de er helt fantastiske.

Der er et ordsprog som siger, at børnebørn er livets dessert. Det passer ikke. Det er ikke kun børnebørn der er det.