Nej men se nu der!

Når min mor køber blomster til mig, køber hun altid kaktusser af forskellige arter. Det gør hun ud fra den kendsgerning, at hun har en datter som ikke er god til at holde liv i planter. Kaktusser er næsten ikke til at slå ihjel (dog er det lykkedes mig nogle gange at gøre netop det alligevel), så derfor får jeg fine kaktusser af min mor. Men måske mine projekter med gartneri over de sidste par år, er begyndt at have en effekt på det grønne liv indendørs også.

Mød Maria. Hun kom til huse da den bedste halvdel holdte sin 40 års fødselsdag. En af gæsterne bragte også en lille ting til mig. En fin ordkidé. Kort tid efter Maria flyttede ind, mistede hun alle de blomster hun havde på sig. Siden da, har hun sådan set bare stået stilkestolt i vinduet i stuen. Jeg kunne snildt have valgt at smide hende ud, men jeg lod hende stå og gå og vande hende lidt engang imellem. Pludselig for en uges tid siden iklædte Maria sig nye klæder.

Maria

Så er der Annette. Hende fik jeg ind ad døren til nytårs aften, hvor hun ankom med de gæster som vi tilbragte 2013s sidste timer sammen med. Historien gentog sig. Snarligt efter hun blev placeret på badeværelset, smed hun alle sine delikate blomster. Annette lod jeg også stå, og vandede hende sparsomt over de næste par måneder. For et par uger siden, begyndte Annette at vågne op, og nu står også hun med nyt liv i fuld flor, og flere på vej.

Annette

Jeg aner ikke, hvad jeg har gjort rigtigt, men det virker åbenbart. Jeg har for første gang nogensinde, fået orkidéer til at blomstre. Jeg har planter med liv i, i mit hus som ikke er kaktusser.

Maria & Annette…. ih hvor er I yndige!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *