Jeg har skrevet om det før. Skilsmissebørn. Jeg er selv et af dem. Et lykkeligt et. Min mor og far, kunne heldigvis godt finde ud af, at opføre sig som ansvarlige forældre, og tilsidesætte sig selv og deres behov, for at imødekomme det som var bedst for jeg og min lillebror. Det uanset, hvor meget uvenskab der end måtte være mellem de to. Derfor bliver jeg også så eddersparkme rasende, når jeg ser og læser indslag, som den 12 årige som bliver hentet af fogeden.

Det der gør mig rasende er, at der fokuseres et fuldstændig forkert sted. Der er det helt store mediefokus på, at børn bliver hentet af fogeden som var de et stykke møbel. Der fokuseres på, at det er en handling som udføres af ikke børnesagkyndige lægmænd. Der fokuseres på, at disse tilfælde er stigende.

Så vågn da for pokker op!

Det er jo ikke det som er problemet. Problemet er, at vi har et stigende antal “voksne” mennesker, som bruger børnene som våben mod hinanden. En stigende gruppe “voksne”, som vægter sig selv og sine behov (og måske kampen mod ex’en?) højere end barnets tarv! Med alle midler, vælger disse “voksne”, at deres behov er langt større end barnets og dets ønsker. De vælger at traumatisere det unge menneske i sin grundvold, og udøve overgreb mod sit eget kød og blod, for at få sit eget behov dækket (og/eller at få ret?).

I det her tilfælde, har vi at gøre med en 12 årig pige, som mere end ét sted åbenbart har gjort meget klart, at hun ikke vil hjem til sin mor. Hun vil bo hos sin far. Det kan meget vel være, at vi har at gøre med en 12-årig i trodsalderen, som har almindelige præ-teenager konflikter med sin mor, og oplever at hendes tid hos faderen er langt mere behagelig end derhjemme, for hos far er der plads til lidt mere. Jeg var selv den 12-årige. Men i stedet for at rive mig i stykker, så tog mine forældre konsekvensen af det. “Fint”, sagde min mor. “Du flytter hen til din far”. “Fint”, sagde min far. “Du flytter hjem til mig, men husk på, at når du nu bor her hver dag, så er det ikke under de samme vilkår, som når du kommer hver anden weekend. Her skal der også laves lektier, ryddes op, overholdes regler, rettes efter og så videre.”  ….. og så ville jeg ikke flytte alligevel! Der kommer hverdag uanset, hvilken forældre man bor hos. Men lad hende selv finde ud af det. Det som der er altoverskyggende mangel på, i det her tilfælde er forældre som tager ansvar. Forældre som løser konflikten sammen. Forældre som sætter sig selv og uoverensstemmelserne til side, og sætter barnet først. Er det ikke det der er regel nummer ét, når man vælger at få et barn sammen?

Jeg er fuldstændig enig i, at det er frygteligt at der er foged med inde over, og at man tvangsfjerner et barn med foged og politi. Men det er sgu da (ja undskyld sproget) ikke dem der er problemet. Det er heller ikke systemet som er problemet. Det er for pokker da forældrene, som ikke kan finde ud af at varetage barnets tarv. Det er da dem, som ikke er sin opgave voksen! Var det måske ikke en idé, at vi kiggede på den problematik i stedet for? Hvordan lærer vi forældre, at være problemløsende sammen omkring deres børn, selv når kærligheden imellem mor og far ikke er mere? Hvordan bevæger vi os væk fra et samfund, hvor det bliver mere og mere “acceptabelt”, at gemme sig bag – og bruge – systemet for at vinde. Glemmer vi i den proces ikke, hvem det er som taber meget meget stort? Uanset hvor meget man ikke ønsker at barnet skal flyttes, for ja – selvfølgelig forstår jeg godt, at man gerne vil have sit barn hos sig – er man så villig til at lade det kæreste man har, betale den højeste pris uanset prismærket?

Tænk over det………