Første Badedag
En labrador er kendt for, blandt andre ting, at være en vandhund. Det er de ikke fra starten. De er nysgerrige omkring vandet, men da Bailey var næsten et år mindre end han er i dag, var han ikke den som sprang i vandet. Gennem månederne har det langsomt ændret sig. Han er nu så glad for vandet, at vi knap nok kan få lov til at stå under bruseren, uden at han vil med.
Han er også på vippen til, at skulle begynde på jagttræning. Han er helt fra lille blevet præget i den retning (også), men det er først nu, han skal til at gå i jagthundskole. Der er forskellige dicipliner de skal kunne gøre; f.eks. at hente bytte fra vandet. I dag tog vi ham med på stranden, og for første gang fik vi ham helt ud i bølgen blå.
Det blev til rigtig mange ture ud i vandet, og han huskede at bringe anden ind hver eneste gang. Det var os som stoppede legen, ikke ham, for de sidste par gange ud i vandet kunne vi se på hans svømning, at kroppen var ved at være træt … og våd.
Turen til Vesterhavet var oplagt på en solskinsdag som i dag, og så gør det ikke noget, at det blå ishus også er åbnet. Mindst én gang om året skal det besøges, og nu vi allerede har klaret det i dag, så tænker jeg at vi nok skal nå at besøge det et par gange mere inden de lukker ned igen.