…og jeg skammer mig ikke over det!
Jeg har aldrig gemt mig i skabet. Jeg har altid – selv da det var næsten tabu – været offentlig Grand Prix fan. I disse dage snakker alle om det, og vi kan næsten ikke åbne et TV, en nyhedsside eller avis uden at der er noget om morgendagens begivenhed. Jeg er en af dem som ikke får for meget af det.
For mig er det en hel barndom med fantastiske minder der ligger til grundlag for min passion for dette fænomen. Vi snakker hygge med det danske, rejemadder til det internationale, hjemmelavede stemmesedler på ternet papir, som min mor meget sirlig havde lavet og omsluttende sammenhold med min mor på disse aftener. Det var en begivenhed som jeg elskede. Jeg har lavet rejehop ude i haven og sunget “Kloden Drejer” mens jeg ønskede jeg havde Grys støvler, og jeg har været dødminsundelig på Anne Cathrines (som hun jo hed dengang) fantastiske stemme, da hun sang “Det bar´ en lille Melodi“. Men der er én ting som jeg husker aller aller bedst: dengang min mor var jurymedlem!
Yep – that´s right folks. Min mor har været jurymedlem. Jeg synes det er rockersejt. Det var tilbage i 1984. Dengang Hoteyes vandt med “Det´ lige det“, og hvor Mylle stadig styrede showet. Dengang var det en fagjury, og udvalgte almindelige danskere som blev ringet op for at afgive sine point, som afgjorde, hvem der vandt. Min mor var en af de udvalgte, og min mor blev ringet op af DR for at give point, og var aktivt med til at afgøre at Kirsten & Søren vandt. Jeg husker det som var det i går.
Det var dengang man ikke hørte sangene før dagen, og dengang vindersangene ikke måtte spilles i hverken radio eller TV, før det Internationale Melodi Grand Prix var løbet af staben, og dengang der var orkestergrav til det internationale melodi grand prix. Min mor fik et stykke tid inden det danske melodi grand prix, tilsendt et kassettebånd med alle ti sange. Jeg husker sågar, hvordan dette kasettebånd så ud med sit omslag. Meget neutralt gulhvid farve, med små små tynde vandrette grå liner og ingen billeder. Jeg tænker det var for at det ikke skulle vække opmærksomhed på nogen måde. Der var strenge instrukser om – eller det var i hvert fald dem, som min mor gav mig – at man på ingen måde måtte spille disse melodier for nogen som helst anden. Nu, 30 år senere, tør jeg godt sige, at jeg brød reglerne. Jeg “kom” til at spille sangene for mere end én person inden de kom i fjernsynet. Jeg kunne slet slet ikke lade være, og jeg kunne alle sangene udenad da de tonede frem på skærmen ….. i play back.
Det var en sindsyg dejlig oplevelse, og jeg tror det er specielt denne der har gjort, at jeg siden da har været forelsket i det cirkus. Der er ikke mange, hverken danske eller internationale, grand prix´er jeg ikke har set – også selv om det vi i dag kender som grand prix er milevidt fra det, som jeg voksede op med. Jeg elsker ikke at hade det, jeg elsker at jeg elsker det på alle dets goder og onder, samt bizarre oplevelser det bringer med sig, og jeg har et bagkatalog af viden omkring grand prix, som overgår de fleste i min kreds.
Jeg har ikke stemmesedler mere, men jeg sørger stadig for rejemadder til det internationale melodi grand prix. I morgen bliver ingen undtagelse. Jeg tror at Østrig vinder i morgen. Det er ikke min absolutte favorit for 2014 versionen, men jeg tror det er vinderen.
(Afternote: og jeg fik ret :))
Min all time favorit? Celines sejr for Schweiz i 1988. Siden da fulgte jeg hende, før mange andre, og elsker stadig hendes formåenhed med sin stemme – og ja – naturligvis var jeg i Parken for at se hende i 2008.