Åh det smukke unge menneske

Mine egne har jeg ikke. Men i går kunne jeg ikke være andet end at være stolt, glad og fuld af kærlighed. I går var han også min. Den bedste halvdels største var i kirken for at bekræfte sin dåb, og i går mærkede jeg for alvor det, som bare er der i dagligdagen når de er her. At han hører til i mit liv, men ikke kun som den bedste halvdels søn, men som en del af mit liv. Jeg mærkede også det lille snert, som jeg har hørt mange andre tale om, at lige i det øjeblik går det op for én, at barnet ikke længere kun er barn, men et smukt ungt menneske som langsomt, men sikkert, bliver mere og mere selvstændigt.

Det var en yderst dejlig dag for alle parter. Maden var mættende, dekorationerne var smukke, gæsterne til stede og glade, og velbekommesangen blev også sunget, da vi fik os sjusset frem til, hvad melodi den egentlig var skrevet på.

I dag restituerer vi gamle, mens de unge boltrer sig løs til blå mandag, med den energi som vi andre også havde for 25 år siden, til trods for at vi dagen forinden havde festet alt hvad remmer og tøjler kunne trække. Om tre år går det løs igen med den mindste – mon ikke vi når at komme til hægterne igen inden da?