Da jeg var teenager var det ikke noget problem for mig, at sove indtil klokken slog elleve, på dage hvor jeg havde fri. Det uanset om jeg havde været ude, at gøre byen usikker eller ej dagen i forvejen. I mine tyvere, og helt op i mine tredivere, var klokken sjældent før ni, inden jeg fik øjne. Jeg har altid sagt, at jeg er et udpræget B-menneske, som godt kunne være et A-menneske, hvis det ikke kunne være anderledes. Men jeg var ikke glad for det.

Jeg synes det har ændret sig drastisk de sidste fem år. Det er lige før, at jeg tror at jeg ej længere er B-menneske. Nu om dage skal jeg være meget ihærdig, hvis jeg skal holde mig oppe og vågen til efter midnat. Selv i weekender. De dage, hvor vækkeuret er slået fra, og hvor jeg har glædet mig til at sove længe, vågner jeg sjældent mere end max to timer senere end det tidspunkt, hvor vækkeuret normalt bimler og bamler.

Tag nu f.eks. her til morgen. I går aftes var en af de aftener, hvor det lykkedes mig at lade klokken passere midnat inden jeg faldt i søvn. Bare det at jeg gik ind i en ny dato uden at sove er noget, som nu hører til sjældenhederne. Søvnen indfandt sig først omkring kl. et. Men pyt med det, tænkte jeg. Jeg skal jo ikke op i morgen, så jeg kan bare sove længe – det glæder jeg mig til. Men kroppen ville det anderledes. Klokken er lige nu 7:39, og jeg har været vågen siden 7:15. Jeg forsøgte at falde tilbage i søvnen, men efter et kvarter kunne jeg godt mærke, at det var en forgæves mission.

Så her sidder jeg. Jeg har fodret hunden, jeg har lukket døren ind til soveværelset, så den bedste halvdel kan sove videre uden al for megen larm, og lige om lidt smutter jeg ud og klarer morgenmaden. Herefter vil jeg blot sidde og vente på, at butikkerne åbner så jeg kan komme ud og få gjort et par indkøb som i dag er nødvendige.

Jeg kan åbenbart ikke, hverken holde mig vågen til langt ud på natten længere, blot fordi jeg lyster, ej heller sove længe mere selv om jeg er kommet i seng senere end vanlig. Det både fordi kroppen ikke vil mig det, men også fordi jeg fanger mig selv i at tænke “det er et frygtelig spild af dag, at ligge der i sengen og bare sove den halve formiddag væk”.

Jeg må nok erkende, at det er noget som er kommet snigende med alderen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med, at mit arbejdsmønster også har ændret sig de sidste par år. Jeg arbejdede i mange år fra middag til ti om aftenen, men har nu en helt normal arbejdstid fra 8-16. Det har også noget at gøre med, at da jeg lærte den bedste halvdel at kende for godt fire år siden, tilpassede jeg mig hans søvnrytme, da jeg synes det ville være ualmindelig kedeligt at han smuttede i seng alene, og jeg blev siddende oppe det halve af natten. Når man så går tidligere i sent, så er det givet, at man så også vågner tidligere. Men jeg tror også det er en aldersbetonet ting. For selv før den bedste halvdels tid, og før nye arbejdstider vågnede jeg gradvist tidligere og tidligere, og gik gradvist tidligere i seng hver aften.

Jeg ville nogen gange elske, at jeg bare kunne sove længe – sådan rigtig længe. Men på den anden side, så er det faktisk også rigtig rart at have hele dagen at bruge af, frem for en halv, og uanset tidspunktet jeg vågner på, så elsker jeg hver en dag, hvor jeg får lov til at vågne af mig selv, og ikke på vækkeurets kommando.

Så godmorgen derude – lad lørdagen begynde, og lad den blive fuldt ud udnyttet.

Jeg ved ikke hvorfor, men i år – indtil videre – er jeg mere eller mindre sluppet. Jeg klager bestemt ikke over det, for jeg enes ikke ret godt med dem. Myggestikkene. De seneste fem til ti år, er jeg eksponentielt blevet både mere og mere modtagelig, men også mere reagerende over for dem. Jeg døjer med myggestik så store som bordtennisbolde og hårde som golfbolde samt så mangfoldige, at jeg opgiver at tælle dem. Jeg er kommet til den konklusion, at mit blod er klasse A for hun myggene (da det jo kun er dem som snylter!), og at jeg er kommet dertil, hvor antihistamin er nødvendigt når jeg har dem.

Men i år er der sket en ændring. I år har de stort set ikke bidt mig. Det er ikke fordi de ikke har været til stede. Jeg har en bedre halvdel, som er blevet angrebet af dem, og har præsenteret en krop dækket med både store og små myggestik. Så de er der. Men i år bider de ikke på mig. Jeg har haft et par små minibid, som jeg knap nok har mærket noget til, men langt langt fra hvad jeg ellers har oplevet gennem de senere år. Jeg tænker at enten har mit blod mistet sin michelin stjerne, eller også nåede jeg sidste år det punkt, hvor det kun kan gå nedad bakke igen.

Igen – jeg klager ikke, jeg undres blot.