Pludselig skadesløs

Jeg ved ikke hvorfor, men i år – indtil videre – er jeg mere eller mindre sluppet. Jeg klager bestemt ikke over det, for jeg enes ikke ret godt med dem. Myggestikkene. De seneste fem til ti år, er jeg eksponentielt blevet både mere og mere modtagelig, men også mere reagerende over for dem. Jeg døjer med myggestik så store som bordtennisbolde og hårde som golfbolde samt så mangfoldige, at jeg opgiver at tælle dem. Jeg er kommet til den konklusion, at mit blod er klasse A for hun myggene (da det jo kun er dem som snylter!), og at jeg er kommet dertil, hvor antihistamin er nødvendigt når jeg har dem.

Men i år er der sket en ændring. I år har de stort set ikke bidt mig. Det er ikke fordi de ikke har været til stede. Jeg har en bedre halvdel, som er blevet angrebet af dem, og har præsenteret en krop dækket med både store og små myggestik. Så de er der. Men i år bider de ikke på mig. Jeg har haft et par små minibid, som jeg knap nok har mærket noget til, men langt langt fra hvad jeg ellers har oplevet gennem de senere år. Jeg tænker at enten har mit blod mistet sin michelin stjerne, eller også nåede jeg sidste år det punkt, hvor det kun kan gå nedad bakke igen.

Igen – jeg klager ikke, jeg undres blot.