Champion (sådan næsten….)
Bailey er efterhånden blevet lidt over et år. Vi har siden start trænet ham i diverse discipliner. Alt lige fra sit og dæk, til søge, apport og bliv. Den sidste kommando er nok den vi stadig døjer allermest med, da han har en forkærlighed for at løbe afsted, når vi træner uden snor, for at hilse på både dyr og mennesker om så han kender dem eller ej.
Vi har gået til to forskellige hundetræningskurser, og vi synes altså at han har været klassens vildbasse. Ham som ikke helt hører efter, gør som der bliver sagt og sidder stille når der er undervisning. Vi ved godt, at selv om han er blevet et helt år, så er han stadig 70 % stor hvalp, og at dette mange gange er forklaringen. Men der skal også kigges på vores træning og konsekvensheden i, hvordan vi gør tingene. Den sidste måned især, har vi for alvor set fremskridt i stort set alle henseender – så meget at vi begynder at tro på, at selv Bailey bliver et pragteksemplar i lydighed.
I lørdags var der markprøve. Afslutningen for hundetræningskursus nummer to han er på. Et kursus som primært træner hunden i at blive en jagthund. Han er dygtig til at apportere og søge, men det har været knapt så godt med lydigheden. Han går gerne i gang med det vi kommanderer ham til, men derfra og så til at afslutte på “den rigtige måde” har ikke været helt efter bogen. Vi valgte at tage ham til prøven, selv om vi godt vidste at han nok ikke bestod. Men skidt pyt med det – langt de fleste jagthunde (og hunde generelt), er først nogenlunde færdigtrænet omkring to-års alderen. Så vi tog afsted for oplevelsens skyld, og med vished om, at vi kom til at gøre det om igen næste år. Men se, så tog Bailey fusen på os alle; træneren inklusiv! Han har netop udviklet sig enormt over den sidste måned, og hvor meget fik vi set i lørdags. Han rendte igennem samtlige tests med det største fokus vi nogensinde har set hos ham, og med en lydighed som vi ikke troede han endnu besad. Ikke nok med at kræet bestod – han fik også en pokal og et minimalt fratræk af point.
Rosen ville ingen ende tage, og Bailey fik beviset med hjem som kommer i glas og ramme, og hængt op over hans mad- og vandskål. Vi var forbløffet og meget stolte!
Vi er slet slet ikke færdige med træningen. Han ramte dagen, og beviste at både han og vi kan komme i mål. Men vi har mindst et år tilbage endnu med samme træningintensitet som vi har haft det første år, og i særdeleshed de sidste par måneder. Han kommer igennem unghund kurset igen til næste forår, og i mellemtiden står vi selv for indlæringen.
Imellem al træningen, skal vi også huske at lege. Hvis vi glemmer det, så er han dygtig til selv at tage initiativet. Han propper simpelthen det legetøj, han lige vil lege med, i hånden på os, og bliver ved indtil vi tager fat. Han og jeg har lige været igennem en trækketur gennem stuen med et af hans favoritlegetøj; en af den bedste halvdels t-shirts, som han for nylig tyggede hul i!
Det skal ikke være skolegang det hele, og efter hans pragtindsats i lørdags, så har han fortjent en ekstra legetur eller to de næst kommende dage.