Køterafkøling
Vi klager ikke over vejret eller varmen. Vi fik lidt vand forleden, men slet ikke i de mængder som først var varslet. Men nok til, at haven igen står grøn over det meste. Siden da er varmen vendt tilbage med temperaturer, som ville gøre selv en sydeuropæer misundelig.
Når der er varmt, har vi det varmt. Men det har vores brune barn det også. I går gik han med ind under den kolde bruser, da den bedste halvdel ville køles af inden sengetid. Der stod de sammen og nød afkølingen. I dag drog vi til Vesterhavet, kørte til venstre hvor der ikke er blå flag strand, og gik hen til udmundingen af Uggerby å. Her trak vi ind, trak rebet af Bailey, hvor han fik lov til både at træne, lege og køle af. Et helt kinderæg for ham.
Der var slet ingen tvivl om at han nød det, og vi fik ligeledes dyppet fødderne i det rigtige Vesterhav som hjalp på vores indre temperatur. Vi sover forhåbentlig alle godt i nat, med mindre det bliver tredje tropenat i træk. Personligt har jeg fundet lagnet frem – ingen dyne til mig i disse nætter.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=cHBkhn_PDRY&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]