Sommeraften på første klasse
En aften som i går kan man kun sætte pris på. Den kunne ikke bruges til andet end hygge udenfor, så vi dækkede bordet op, tændte grillen, fandt pizzadejen og den nylavede pizzasauce frem, for så at grille pizza.
Mens vi slog mave, fik vi tændt bålet, slået teltet op, og poppet lidt popcorn over bålet. Teltet skal med på drengenes kanotur i morgen, så de skulle lige teste om de kunne få det sat op, og drengene endte med at tilbringe natten derude.
På den anden side af en af hækkene bor et par unge naboer, som pludselig stod med en hund ved deres side. De var hundesittere for Enzo som sammen med dem stod og kiggede ind i haven. Han blev inviteret ind i vores lukkede have, og det viste sig at i Enzo har Bailey fundet sig en fremragende legekammerat. Sjældent finder man hunde som han leger så godt og jævnbyrdigt med, og det er åbenbart det samme for Enzo. Midt i deres leg kom Cæsar forbi, som er en anden af byens hunde. Ind kom han også, og fik lov til at lege lidt med, men der var ingen tvivl om, at Bailey og Enzo mest havde øje for hinanden.
Enzo har allerede været på morgenvisit igen. Han stod uden for vores hoveddør da vi åbnede den, og begge hunde ligger i hvert deres respektive hjem lige nu, og køler af efter en ordentlig mosletur.
Da vores maver havde hvilet sig efter pizzaen, blev grill tændt op igen. Inde i køkkenet stod nemlig en ananas som skulle grilles, og derefter spises med en klump kold vanilleis. Varme sommeraftener er skabt til grill, bål og is.
Resten af gårsdagens timer, blev tilbragt ude i haven omkring bålet. Musik fra iPhone blev spillet, skumfiduser ristet (for selvfølgelig kunne der godt blive plads til liiiiidt mere), luftmadras pustet op, og generel hygge i lange baner. Med sorte tæer og røgduft gik vi alle i seng lige omkring midnat. Bad kan vi altid tage dagen efter. Det kommer sig ikke så nøje når man har ferie. Alle – børn, voksne og hunde – sov rigtig godt.