-
Det var en fredag aften
Den første uge ud af tre ugers ferie, er for mit vedkommende ved at være afholdt. Den bedste halvdels to uger startede i går, og en af mine bedste veninder og hendes mands ferieetape no. 1, er ved at lakke mod enden. Så vi slog os alle sammen i går ude på vores terrasse, for samlet at gå i ferie-hygge-komsammen-tam-tam.
Grillen blev sat på arbejde med bunker af lækkert kød, hjemmelavet kartoffelsalat og en desert bestående af en lækker ostekage blev hilst velkommen af sultne maver. Bålstedet blev tændt, og ved siden af smidt en pose skumfiduser og mariekiks sammen med en pind. Alle tre ting blev flittigt benyttet.
Der blev lavet en hurtig pandekagedej, efter vi havde afhentet friske æg fra nærliggende gård. Der blev lavet en god stak over bålet, som efterfølgende blev både serveret, rullet og spist med stor velbehag.
Det var bestemt ikke sulten som blev overset i går aftes. Ej heller gjorde snakketøjet, lattermusklerne og nærværet. Det var en skøn aften, og hvis ikke jeg tager meget fejl, så er det nok en af dem som bliver gentaget inden sommeren går på retræte igen.
-
Frisk fra jorden
Hele den her uge, har jeg gået og plukket ærter fra mit ærtebed. Jeg har sammen med Bailey stået ude i haven, og bare pillet dem af en efter en. Jeg fik de lækre helt friske ærter, og han fik bælgen. Vi har begge været svært tilfredse med fordelingen og smagen.
Køkkenhaven, som er et forsøgslaboratorium, er vokset enormt. Det hele er kommet op, men jeg kan godt se, at der er ting jeg skal gøre anderledes næste år, når man har et lidt større areal end vanlig. Men ikke desto mindre, så er der gang i den, og her til aften har jeg hevet gulerødder (som stadig vokser) op ad jorden, og hevet bønner af stilken. Det er den første høst som bliver brugt til andet end prøvesmagning og “jeg-skal-lige-se-hvordan-det-går” nysgerrighed.
De er skyllet og hakket, og ligger nu og simrer i en gryde med ossu bubo, som er dækket med øl og postevand. Der er også andre ting i end lige mine egne grøntsager, men for mig er det dem som er stjernen i retten i aften.
-
Get Ready for 2016
Jeg har lige set de tyske verdensmestre hjemkomst, og fejring med folket af den genvundne titel. Må jeg minde Jer om, at sidst Tyskland var verdensmestre, bankede vi dem gule, sorte og røde i EM finalen to år senere, og vandt europamesterskabet, hvor samme jubelscener var at finde i det ganske danske land. Jeg var der. Med i jublen. Jeg havde hørt finalen på radio, da jeg havde trukket det korte strå omkring finale vagten på jobbet. Men vi drønede ud i aftens- og nattelivet, så snart pokalen var blevet overrakt, og så havde vi et brag af en fest.
Det var i de år, hvor jeg førte dagbog, og jeg havde en mani med at gemme alle mulige finurlige ting, som i dag gør mine dagbøger endnu tykkere end de burde være, og et af indslagene var omkring europamesterskabet i 1992, og også denne begivenhed havde ekstra artifakter med sig i bogen.
Der er ved datoen vedhæftet en kuvert, som jeg sirligt har malet i dannebrogsfarver, og inden i den ligger der avisklip om Danmarks triumf fra den næste morgens avis.
Der er forside, inderside, bagside, venstreside, højreside, øvre- og nedresider. Der er det hele fra BT den 27/6-1992. I en lille tidslomme har de ligget indtil i dag. Kuverten har ikke været åbnet siden den blev slikket lukket den dag.
Men billederne på TV fra jubelscener i Tyskland i dag, fik mig til at huske på kuverten – og nu hvor der kun er to år til, at vi genvinder europamesterskabet, så tænkte jeg at jeg nok hellere lige måtte genopfriske, hvordan vi fejrer sådan en triumf. Jeg vil jo nødig være rusten, når det sker 🙂
-
Med på en lytter?
Jeg er en af mange pendlere. Hver dag kører jeg 124 kilometer blot for at møde op, og tage hjem fra, arbejde. Det tager ikke mere end lige omkring en time at komme frem, og lidt mindre at komme tilbage. Men det er stadigvæk minutter på landevejen, hvor man hurtigt kan føle dem spildte, hvis ikke man på en eller anden måde fylder dem med noget værdi.
Jeg har i Sally et navigationssystem som kan kobles op med min iPhone. Derigennem kan jeg så nyde minutterne med mine Spotify lister og skråle med for fulde gardiner, høre en hvilken som helst indenlands- eller udenlands radiostation, eller podcasts, som jeg har været og er ihærdig bruger af. Men jeg har også brugt den til lydbøger. Lige præcis den genre tror jeg, jeg kommer til at bruge endnu mere fremadrettet. Jeg har nemlig fundet Audible.
Som en del af amazon er det et mekka af bøger, langt de fleste af dem på engelsk, men det er ingen hindring for mit vedkommende. Audible blev opdaget da jeg så sæsonafslutning for Convos with my 2-year old på YouTube. Her ventede en lille gave; et styk gratis lydbog til dem som så afsnittet. Det udnyttede jeg, og det kan du også. Hvis du allerede har et login til amazon er det supernemt, hvis ikke er det stadig nemt.
Jeg har brugt en time på at bladre gennem de mange muligheder, og valget faldte “A Boy who Fell to Earth” af Kathy Lette. I min realworld reol står der allerede “How to Kill your Husband” af samme forfatter, så jeg er sikker på at der er gode grin i vente med mit valg.
Fremover skal jeg betale for lydbøgerne på siden, men det tror jeg gerne at jeg gør. Jeg ved hvor skønt pendleriet bliver, når jeg kan blive godt underholdt undervejs.
-
Naturnat
For mit vedkommende startede tre ugers sommerferie i går. Om en uge går den bedste halvdel på sommerferie i to uger, og i de to uger får vi drengene indlogeret. Der er ingen planer om de store udenlandsture eller indlandsophold i år. Det bliver en sommerferie i nuet, og vi lader dagen, lysten og vinden bestemme, hvad der skal ske. Dog er der planlagt kanotur for alle drengene. De tre herre flyder med Uggerby Å i et par dage, med en overnatning i det fri. Overnatningen kommer til at foregå halvvejs i Mosbjerg, hvor der er fine shelters, bålplads, bådbro, rindende vand og økologisk toilet. Men før vi kaster drengene ud i det, måtte vi da lige teste faciliteterne først. Så da aftensmaden i går var indtaget, pakkede vi soveposer, luftmadres, hund, diverse remedier til aftenshygge og morgenmadslavning, og drog afsted.
Vi var ikke alene. Da vi ankom, var der to par kanomatroser, som havde lagt til for natten, og de var allerede i godt gang med at lave popcorn over den åbne ild. Vi pakkede vores eget grej ud, fik luftmadres og soveposer gjort klar i shelteret, og så nød vi ellers aftensstemningen og naturens lyde og legemuligheder de næste fire timer. Især Bailey var på sit livs bedste ferie. Her var adgang til klappende hænder samt frit lejde til badeland, som han af egen fri vilje og lyst hoppede ind og ud af hele aftenen og næste dags morgen med.
Der er ikke meget andet at lave her, end at nyde stilheden, lydende og lysets svinden. Det er nedjustering af al tempo, og det kan så absolut anbefales.
Sengetid ankom lidt før midnat, og det var ikke verdens bedste søvn. Vi lærte, at vi måske skulle have en lidt større madres med end end 3/4, når der er både to voksne, og en hund som også vil ligge på den. Men vi fik sovet og vi er sikre på at søvnen sagtens kan blive meget bedre med de rette redskaber. Morgenkvidder og andre morgenlyde vækkede os, og vejret var allerede ved at vise sig fra sin allerbedste side, da bålet atter blev tændt, og morgenmad lavet.
Den bedste halvdel er efter hjemkomst, allerede gået ind for at tage sig en lille morfar, og jeg tror at jeg også kommer til det punkt på et tidspunkt i løbet af eftermiddagen. Men vi kan i hvert fald konkludere, at drengene snildt kan se frem til kanoturen og overnatningen i Mosbjerg. Det er ren idyl og tilstedeværelse i alle afskygninger.
-
De få unikke
Alle de mennesker vi har i vores liv, har vi kun til låns. Det gælder også for de mennesker som jeg har ansat. Jeg er fuldstændig klar over, at hver og én af dem har jeg kun til låns for en stund. Nogen længere tid end andre, men ikke desto mindre kun til låns. Igennem femten år, har jeg ønsket mangen en ansat god vind fremover, og sendt dem videre ud i verden til deres næste eventyr. Igennem årene, har der været rigtig mange ansatte, og det er altid vemodigt at sige farvel til en, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at der ikke var et par enkelte få, som jeg gennem årene har været mere vemodig over at sige farvel til end andre. I dag sagde jeg farvel til en af disse.
I halvandet år har jeg haft ham til låns, og på den anden side af den sommerferie som i dag er startet, drager han og hans smukke kone til København for at starte deres liv derovre. Ved afskeden stak han en lille gave i hånden på mig, og denne er lige åbnet. Inden i er der alt hvad han står for, og det bedste af ham har han givet til mig.
Han er fra de kristne kredse, og det har været en rejse at få et indblik i hans verden, det han og hans smukke kone står for og der har været mangen en oplysende samtaler. Han har for mig, og for mange af hans kollegaer, også barberet en masse fordomme væk og han efterlader et aftryk hos os alle.
Jeg er glad for den tid jeg havde ham til låns, og jeg forstår præcis hvad betydningen bag de ting der var i pakken er. Vi har sagt farvel og på gensyn, og lige nu sidder den bedste halvdel og jeg og lytter til CDen fra pakken, for også præcis musikken er en af de ting vi har udforsket i ny og næ på arbejdspladsen. En arbejdsplads som vil gå videre efter sommerferien uden ham, men en arbejdsplads, hvor jeg er sikker på at hans kollegaer, såvel som hans chef, ofte vil mindes ham og hans væsen på den rigtige gode måde.
-
Køterafkøling
Vi klager ikke over vejret eller varmen. Vi fik lidt vand forleden, men slet ikke i de mængder som først var varslet. Men nok til, at haven igen står grøn over det meste. Siden da er varmen vendt tilbage med temperaturer, som ville gøre selv en sydeuropæer misundelig.
Når der er varmt, har vi det varmt. Men det har vores brune barn det også. I går gik han med ind under den kolde bruser, da den bedste halvdel ville køles af inden sengetid. Der stod de sammen og nød afkølingen. I dag drog vi til Vesterhavet, kørte til venstre hvor der ikke er blå flag strand, og gik hen til udmundingen af Uggerby å. Her trak vi ind, trak rebet af Bailey, hvor han fik lov til både at træne, lege og køle af. Et helt kinderæg for ham.
Der var slet ingen tvivl om at han nød det, og vi fik ligeledes dyppet fødderne i det rigtige Vesterhav som hjalp på vores indre temperatur. Vi sover forhåbentlig alle godt i nat, med mindre det bliver tredje tropenat i træk. Personligt har jeg fundet lagnet frem – ingen dyne til mig i disse nætter.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=cHBkhn_PDRY&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]
-
Inden den kommer
Jeg har erfaret, at de tre kommende dage kan gå hen og blive en våd affære. Vi har ikke haft mere end 20 dråber i min omegn her hen over weekend, hvilket er i stor kontrast til andre områder i landsdelen. Faktisk har vi stort set ikke haft regn i snart to måneder. Det vildeste har været en god middelbyge på ca. 10 minutters varighed for et par uger siden. Derudover ikke noget, som hverken har krævet paraply eller gummistøvler. Så det er efterhånden ret så tørt og gult.
Men nu siger de, at det kommer. 53 millimeter på tre dage. Vi har brug for det, så jeg klager bestemt ikke. Bare det bliver overstået inden jeg går på ferie i tre uger fra på fredag. Men nu vi har regn i sigte, så har jeg lige tilbragt 20 minutter på græsplænen og nydt den danske sommer, som i dag har været afsindig brændende varm. Nu er der temperaturer som er til at holde ud, og der kan man lige ligge sig og snuppe de sidste afslappende minutter af weekenden.
Hvis det går som vejrguderne spår, så kommer det nok ikke til at gentage sig de næste par dage. Ved min side sad Bailey. Han har haft en fantastisk weekend. Vi fik langt om længe hegnet haven ind, og siden i går eftermiddags, har Bailey haft frit lejde til haven. Han render ud og ind for et godt ord, og vi nyder at han bare kan smutte ud når han har lyst, og ikke partout skal vente til vi har lyst og lejlighed til at eskortere ham ud.
Det har været en fornøjelse at se og observere ham – og ja… der bliver lagt pøller i en noget større distance end før, men sådan er det jo at have hund. Vi, eller rettere den bedste halvdel, har sørget for at samle de fleste sammen i dag, så de ikke bliver smattet ud i regnen som er på vej.
I morgen starter sidste arbejdsuge i denne måned. Jeg er klar.