-
Mormor, fortæl!
Jeg er så heldig, at jeg i en alder af fyrre stadig har et sæt bedsteforældre tilbage. Min mormor og Karl. Karl er ikke min biologiske morfar, men han er det tætteste, dejligste og det eneste eksemplar på en morfar jeg har. Min mormor runder til næste forår 90, og omend alderen har sat sine præg, og langsomt sniger sig ind på både hende og Karl, så er både hun og han stadig fulde af liv. I går fik jeg af min mormor min 40 års fødselsdagsgave.
Da hun blev 89, fik hun af mig en interaktiv bog, som ville kunne gavne os begge. Gads Forlag har en serie af bøger til bedsteforældre, som de kan udfylde til deres børnebørn. Her er det meningen at bedsteforælderen, skal fortælle og vise det liv som de har haft og har, og dernæst er det meningen at bogen på et tidspunkt, skal finde vej til barnebarnets hænder igen. Den bog jeg gav min mormor i foråret, fandt vej tilbage til mine hænder i går, og jeg har nu brugt formiddagen på at læse den igennem. Jeg er rørt til det inderste, og for en person som mig, som er forelsket i historiefortælling om i sær den nærmeste familie, er det en gave som ej kan fås lige.
Tilbage i 2008, var jeg sammen med min mors familie (inkl. mormor naturligvis), til familietræf på den egn, hvor min mormor stammer fra. Her besøgte vi bl.a. også det husmandssted, hvor min mormor er født. Det eksisterer endnu, omend det har gennemgået en stor forvandling gennem de sidste næsten 100 år. I bogen som jeg fik tilbage i går, har hun sat billede af både husmandsstedet og sig selv fra den tid.
Men i min fotosamling, har jeg et billede af min mormor fra 2008, hvor hun står ansigt til ansigt med sit fødested. Jeg kan tydeligt huske, at jeg stod stille bagved mens jeg tog billedet og tænkte: “Jeg gad gerne vide, hvilke ord, tanker og billeder der går igennem hendes hovede lige nu”. Jeg blev, og er stadig, forelsket i det billede.
Efter et par timers læsning i fortællerbogen, ved jeg nu en lille smule om, hvad der foregik og hvordan stedet så ud, dengang min mormor var barn. Mine tanker fra dagen i 2008, er nu lidt mindre ubesvaret.
Der var i bogen fortællinger og oplysninger som jeg kendte godt til, dem som jeg vidste en lille smule om, som nu er blevet uddybet, og de historier og omstændigheder, som jeg slet ikke kendte til.
Jeg vidste f.eks. godt, at min mormor som kun 14-årig blev sendt ud for at tjene. Men jeg vidste ikke, at hun stadig lå inde med et eneste forklæde af de fine fra den tid. Det er det sidste hun har tilbage, og hun har i bogen sat et billede af hende selv, og tre andre unge damer, hvor forklædet er bundet omkring livet af hende.
Det er min mormor yderst til venstre, og det forklæde hun har på fik jeg med i går sammen med bogen.
Jeg er så beæret og lykkelig over, at jeg har det mellem mine hænder, for for mig er sådan et stykke klæde guld værd. Det kan være svært for andre at forstå, men for mig er det præcis sådan noget som gør historien levende. Jeg kan knytte både historie, billede og genstand sammen i én fin sløjfe, og affektionsværdien er intet mindre end uvurderlig for mig.
Jeg vidste godt, at man i det tidlige tyvende århundrede ikke havde den samme luksus, som vi har i dag. Men jeg vidste ikke, at min mormor aldrig havde børstet tænder indtil den dag hun fyldte 12, og fik et tandkrus, en tandbørste og et tube tandpasta i fødselsdagsgave.
Bogen er en rejse i min mormors liv, og hun fortalte selv i går, at i starten havde hun tænkt, at den bog ville hun da ikke kunne fylde ud, for så meget havde hun da heller ikke at skrive. Men da hun først kom igang, var det lige før der ikke var plads nok, og endda også ting hun gerne ville fortælle, som ikke stod som et spørgsmål i bogen. Så hun er gået langt længere end hvad både hun og jeg havde håbet på. Hun har gjort et fantastisk stykke arbejde med både sine skrivelser, men også med både billeder og forskellige udklip. Jeg har en bog, hvori jeg har fået nogen af de mest vidunderlige originale billeder, og en bog, hvori hun bl.a. fortæller at
- Hvis hun skulle ønske sig en ting, af de opfindelser vi har i dag, eksisterede dengang hun var barn, så ville det være elektricitet og indlagt vand
- Da hun blev konfirmeret fik hun en kommode, en nylakeret brugt cykel, fem sæt undertøj, en pung, et armbånd, et lommertørklæde og 36 kroner
- Det bedste ved at flyve, er at komme ned på jorden igen
- Man i skolen blev sat enten i skammekrogen eller sat uden for døren, hvis man var fræk, og at hun har prøvet begge dele, og hvor hun i parentes har noteret “bare en gang”
- Da hun rejste fra et af sine tjenestesteder, blev hun præsenteret for to kuponer på en telefonregning på i alt 60 øre, som ville blive trukket fra hendes løn
- Hendes bryllupsrejse med min morfar i 1950, foregik på landevejen fra Jeksen til Bindslev, hvor de ankom tidlig morgen, for så at gå direkte ud for at malke køerne
- At den absolut vigtigste ting i hendes liv, har været at føde hendes seks børn
Der er så mange ting, at jeg kunne blive ved. Det er en bog som bare bliver ved med at give og gøre glæde. Det er en bog, som til evig tid, vil være blandt de allervigtigste klenodier i min samling, og vil være en af de ting jeg vil tage under armen for at redde, skulle mit hus en dag stå i flammer.
Til alle Jer med bedsteforældre, eller Jer som selv er bedsteforældre; sørg for at få fat i denne bog. Jeg lover alle dem som får den mellem hænderne – uanset om man er forfatteren eller læseren – så vil det være den bedste bog du nogensinde stifter bekendtskab med.
-
My Precious
På vej ind til den store dag, dukkede de samme tanker op som har stoppet mig i sidste øjeblik de sidste to år. Det er godt nok mange penge for en taske. Men i dag skubbede jeg dem væk, og gjorde det.
Det blev ingen af farverne. Veninden og jeg mødtes som aftalt, og så tog vi os rigtig god tid. Vi vendte og drejede dem alle. Vi sorterede fra og til. Vi udelukkede og tog frem igen. Vi afprøvede og spejlede. Vi debatterede for og imod. Vi ræssonerede og tænkte langsigtet, og til sidst endte vi på tre kandidater. Dem stillede vi så tilbage på hylden igen, for at gå ned til en kop Starbucks, hvor vi tog os god tid til at lade det synke ind og mærke efter. Eller rettere, jeg gjorde. Hun vejledede kyndigt, oprigtigt og med logik. Vi gik tilbage, tog de tre kandidater frem igen, og fik hurtigt sorteret en mere fra. Tilbage var to, og efter endnu en rundtur rundt i Salling var beslutningen meget klar. Jeg havde valgt. I min varetægt for evigt og altid, har jeg nu den taske som jeg har sukket efter i to år, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er den rigtige version jeg har valgt.
Den er ligenøjagtig neutral nok til, at den kan gå med alt, og ligenøjagtig nok spræl i så den også reflektere min personlighed. Gangbar i alle situationer, men med et lille twist som gør det hele lidt mere anderledes og morsomt. Mig og min taske – åh hvor jeg dog er glad for, at jeg endelig valgte at forkæle mig selv.
-
Jomfruopgave
På den anden side af vores baghave, bor et skønt ungt par med deres datter Ida. Ida skulle være storesøster. Det blev hun for to uger siden. Familien skulle udvides med lille Emma. Men ud kom – til alles overraskelse – Simon. Glæden blev ikke mindre af det. De største overraskelser kommer jo i små størrelser.
Den lille familie, ville gerne lige have taget et par billeder af det nye vidunder. Jeg er jo en af de utallige amatørfotografer, men en genre jeg stadig ikke har begået eller prøvet mig i, er babyfotografering. Det fik jeg lov til at lege lidt med i dag, og jeg får også lov til at prøve igen senere. Lille Simons forældre har indvilliget i, at han bliver mit øvelokale, hvad angår babyfotos. Jeg har mange idéer inde i mit hovede, men øvelse skal der til, før man bliver mester. På trods af nye folder, så lykkedes det mig trods alt at få taget et par billeder, som fik moderen til at fælde en bette tåre, da hun så dem.
Jeg er tilfreds, men jeg er min egen værste kritiker. Dog er jeg sikker på, at Simon & jeg nok skal komme i mål sammen. Han er uden tvivl verdens dejligste model.
-
Man er vel Jyde
I næsten to år har jeg sukket efter den. I næsten to år, har jeg mere end én gang været meget tæt på at købe den, for så alligevel at trække i land. Jeg går ikke op i mærker, og jeg nægter at give trippelpris for noget, bare fordi det har et navn, når man kan få stort set det samme til langt mindre. Men en meget sjælden gang i mellem forelsker jeg mig i noget, som har en prisseddel over det jeg ellers vil give for en genstand. Men jeg køber det ikke i første hug. Jeg går og cirkler omkring det i evigheder, for at sikre mig at det ikke bare er en flygtig forelskelse. Når jeg så har cirklet længe nok – her snakker vi ikke under et år – og jeg stadig er forelsket, så slår jeg til…. efter et par ekstra tilløb. Jeg har kun gjort det én gang før. Jeg faldt for et D&G ur, som jeg endelig investerede i efter ca. et års flirten. Aldrig har jeg fortrudt, at jeg brugte pengene på det.
Nu er jeg der igen. Nu er jeg sikker. Helt sikker. Jeg har haft den i hånden på vej til kassen mere end én gang. Jeg er sikker på, at det ikke kun er en flirt. Jeg er sikker på, at jeg aldrig vil komme til at fortryde, at jeg har brugt – i min verden – mange penge på varen. I dag har jeg besluttet mig for, at jeg skal forkæles. På fredag, har jeg en aftale med veninden om at gøre købet. Hendes gavekort som jeg fik af hende i fødselsdagsgave, bliver en del af den sum som skal bruges, så derfor skal hun med. Vi har nemlig aftalt at hanken er den hun giver mig i fødselsdagsgave. På fredag, bliver Decadenttasken min.
Jeg tror nok det bliver denne farve. Jeg veksler imellem tre farver, men jeg tror det bliver denne. Jeg synes jeg har været velovervejet og sindig i min købsproces, og jeg har ærlig talt fortjent den!
-
Dengang er tilbage
For godt en uge siden fik jeg en masse dejlige gaver. Den ene af dem, kunne dog ikke indløses på dagen. Men den gav mig noget at se frem til. I går var så dagen, hvor jeg kunne tage den bedste halvdel under armen, som også var giveren af oplevelsen, og placere mig på græsskråningen hos WolfCamp i Tårs, hvor Michael Learns To Rock spillede op til intim klapstolskoncert.
Det var flashback og gensyn på én gang. Det var bandet som havde sin absolutte storhedstid da jeg var teenager og meget ung. Det var bandet, som sprøjtede ud med hits efter hits, som alle kunne synge med på. I går var ingen undtagelse.
De er stadig aktive, og de lyder som de altid har gjort. De er 25 år ældre, men det samme er vi. Der var et par enkelte nyere numre, da de fortsætter med at udgive ny musik. Men de er nok større i Asien i dag, end de er herhjemme. Men herhjemme vækker de glæde og gode følelser og er en del af vores minder om yngre tider. De spillede i knap to timer, og i blandt numrene fik jeg for første gang live, hørt det nummer som er min favorit. 25 minutes. Det er ikke et de spiller hver gang, men i går gjorde de til min store glæde.
Vi havde dem helt tæt på, og de var en del af publikum. Det var intimkoncert på alle mulige måder, og jeg kunne ikke lade være med at lade mine øjne vandre ud over publikum et par gange. De holdte koncert i baghaven af den egn, hvor jeg trådte mine ungdomssko, og således kunne jeg ikke lade være med at tænke tanken om, hvor mange af de publikummer som befandt sig til koncerten igår, man mon havde mødt, taget sig en sving om med eller sågar siddet og kysset lidt på for 20 år siden.
Det var en dejlig fødselsdagsgave – og i dag fylder den bedste halvdel selv år. Han har også fået sin gave her til morgen. En gave som heller ikke kan bruges nu og her, da vildtet som kan hænge på krogen først må skydes til oktober. Men jeg er sikker på, at den kommer lige så meget til gavn for ham, som hans gave til mig fik for mig i går.
-
Knowledge is power
To gange har jeg været der. I SeaWorld i San Diego. Første gang i 1995, anden gang i 2008. Begge gange var jeg begejstret, og begge gange var jeg betaget. Jeg syntes det var en aldeles fantastisk oplevelse, og anden gang jeg var der, tog jeg derfra med kameraet fyldt med billeder og video.
Jeg har hele tiden været klar over, at de imponerende dyr ikke hørte naturligt til i de omgivelser de var i, men jeg var også af den tro at de i det mindste var et sted med ordnede forhold. Men så så jeg BlackFish for en lille måneds tid siden. Lige så imponeret og begejstret jeg har været for SeaWorld, ligeså meget afstand, skuffelse og skam sidder jeg med nu. Jeg skammer mig over at jeg har doneret penge til det foretagende i form af entrébilletter, og er flov over at jeg måske har været så naiv i min tro.
Jeg har ondt i maven, og jeg støtter 100 % det som filmen forsøger at gøre, og efterfølgende også den debat det har skabt, og det faktum at der forsøges stoppet. Det hører ingen steder hjemme, og jeg håber virkelig på, at lobbyisterne med deres penge ikke formår at komme i mål med at bevare det. Der er et SeaWorld i både Californien og Florida, og også et i Spanien som minimum. Jeg håber de alle bliver lukket ned inden for en kort årrække. Jovist er det imponerende at møde dyrene så tæt på, men når du først har set dokumentaren, så er der ingen pris som er høj nok for at få den oplevelse. Den skal slet ikke eksistere.
Hvis du skulle sidde derude med samme holdning, og hvis du så oven i købet har set dokumentaren, eller læst om debatten og sidder med enighed omkring det, så er der et sted, hvor du aktivt kan deltage. Det kan virke banalt, men i det mindste kan du gøre et eller andet. Jeg har deltaget, og det håber jeg rigtig mange andre også gør. Jeg kommer aldrig i SeaWorld igen, og jeg håber ikke det bliver en mulighed for næste generation.
-
Hvad skete der?
Hver dag skrives der historie. Nogen dage lidt mere skælsættende historier end andre. Hvis man kigger historisk på den 8. august, kan man blandt andet finde disse begivenheder:
- 1588: Den spanske flåde blev besejret
- 1700: Danmark & Sverige indgik fredsaftale
- 1786: Toppen af Mont Blanc blev indtaget for første gang
- 1815: Napoleon bliver sat på skibet med kurs mod St. Helena
- 1929: Graf Zeppelin (altså det tyske luftskib) begyndte sin tour jorden rundt
- 1937: Dustin Hoffmann kommer til verden
- 1962: Marilyn Monroe begraves
- 1963: The Great Robbery udføres af Ronnie Bigs & Co (som forøvrigt også var hans 34 års fødselsdag)
- 1966: Verdens første kunstige hjerte operation blev udført
- 1971: Frankrig laver sin første atomtest
- 1974: Nixon trækker sig som præsident i kølvandet af Watergate skandalen
- 1986: Filmen “Stand By Me” udkommer (skøn film – se den!)
- 1990: Irak invaderer Kuwait
- 1991: Gary Oldman arresteres for spritkørsel
Men én ting mangler på listen ovenfor. For den 8. august 1974, samme dag som Nixon tjekkede ud, tjekkede jeg ind. På Hjørring Sygehus kom jeg til verden klokken 19:40. Med andre ord – i dag runder jeg 40.
Det er et af de hjørner som betegnes som de rigtig skarpe, og et af dem som for alvor placerer sig langt fra den alder, hvor man kan kalde sig ung. Det er et af dem, som dem på både 20 & 30 frygter, og et af dem den samme aldersgruppe definerer som “puueehaaa – så er man altså ved at være gammel!”. Jeg sagde det selv da min mor fyldte 40. Den dag var jeg 19, og omend festen var sjov, så glædede jeg mig mere til at mine veninder som stod i køkkenet den dag, havde fri, så vi kunne komme ud i byen. Ud i den verden, hvor man virkelig forstod at feste, i stedet for at feste med de gamle. Nu står jeg her selv. 40 år gammel. F-Y-R-R-E. Men ved I hvad – det er fantastisk!
Det er på ingen måder slemt. Slet ikke så slemt som jeg tænkte det ville være, da jeg ramte de 30 og tænkte “Shit – om ti år, så er det altså 40!”. De sidste tre til fire år, har jeg mere og mere forliget mig med, at det var der jeg var på vej hen, og det sidste år, når folk har spurgt ind til min alder, har jeg, med en vis stolthed faktisk, sagt “jeg bliver 40”. Så meget, at jeg til tider helt har glemt, at jeg kun har været 39 det sidste år. I mit hovede var jeg på vej til de 40.
Jeg er ikke der, hvor jeg som 20-årig troede jeg ville være når jeg blev 40. Jeg er heller ikke der, hvor jeg som 30-årig troede jeg ville være når jeg rundede 40. Men jeg er præcis der, hvor jeg skal være, og endnu vigtigere så er jeg lige netop der, hvor jeg er helt og aldeles tilfreds med det store billede. Der er altid småting som man gerne vil ændre, men er der ikke altid det? Hvis ikke der var, så var det i bund og grund egentlig også en kedelig affære. Hvis ikke man altid har noget at stræbe efter, så er der jo kun stilstand, og der er slet ingen fare for, at det er der jeg er. Overhovedet!
Men jeg er nu der i livet, hvor jeg har opnået en god portion livserfaring som gavner både mig selv og andre. Jeg er der, hvor jeg har ballast nok til at dele ud af mine erfaringer og råd. Jeg er der, hvor jeg ikke er usikker på hverken mig selv eller min tilværelse, og jeg er der, hvor jeg så småt nu ved, hvilket menneske jeg er. Jeg er der, hvor jeg har styr på de fleste ting, og der hvor ikke mange ting kan vælte mig af pinden. Jeg er der, hvor jeg har meget lettere ved at sige “pyt”, fordi jeg ved, og har mærket, at der er andre ting som kunne være meget værre.
Jeg har 40 år bag mig som har udviklet mig konstant. 40 år som har lært mig om livet. 40 år, hvor jeg har samlet et væld af erfaringer af både gode og dårlige. Jeg har 40 år bag mig, som har forankret bekendtskaber, venskaber og familie til et niveau, hvor jeg nu med sikkerhed ved hvem som bliver, hvem som betyder noget og hvem jeg kan stole på.
40 år er fantastisk, og jeg imødekommer det runde tal med åbne arme og stor glæde. Jeg ved at jeg går ind i et nyt årti som kun vil gøre mine egenskaber og kompetencer endnu mere spidse og brugbare. Jeg går ind i et årti, hvor jeg for alvor kan udvide, og tør bruge, det som mine 40 år har lært mig. Jeg har 40 års livserfaring som giver mig mod og lyst til resten. Jeg har 40 år bag mig som har bevist, at jeg med hårdt arbejde, handlekraftighed, tro og vilje kan påvirke mine egne muligheder, udvikling og lykke. Med den vished kan jeg forhåbentlig også hjælpe til med at skabe det samme for dem omkring mig, fordi jeg nu også har en alder, hvor folk nu lytter når jeg taler. Nu er jeg nemlig også nået dertil, hvor folk tror jeg – qua min alder – ved hvad jeg taler om 😉
Hurra for mig, og velkommen 40
-
Beef Patties – med videoopskrift
Jeg har ikke været gift forgæves. Min ex-mands mor, Laurell, var en knag til at lave mad. Måske jeg syntes det var endnu bedre, fordi det var så anderledes end alt andet jeg havde smagt. Deres rødder er i Nicaragua, så derfra har de medbragt en masse gode opskrifter. Beef Patties var en af dem, og i dag har jeg lavet dem.
Jeg fik dem lavet med videoopskrift, så der er visuel guide, hvis du kommer efter du gerne vil afprøve det.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=v_f9EsD-hVg&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]
Den eksakte ingrediensliste skal naturligvis også inkluderes. Det er næste bare at smide i efter eget behov, men ikke helt.
Til dejen:
- 4 dl. mel
- 0,5 dl. margarine
- 0,5 dl. crisco
- 2 dl. vand (ca.)
- 1,5 tsk karry
- Evt. chilliflager efter behov
Til Kødet:
- 500 gram hakket kød
- 2 spsk. margarine
- 1 finthakket løg
- 1 tsk timian
- 1 tsk salt
- 1 tsk peber
- 1 tsk. karry
- 1 dl. rasp
- 1 dl. okseboullion
Jeg håber du prøver dem – de smager rigtig godt. Både varme, alene eller med f.eks. ris. Det er absolut også muligt at lade dem stå i køleskabet, og så bare tage dem med, når man har lyst, eller måske med som madpakke. Giv dem et forsøg, og lad mig vide, hvad du synes.
-
Næsten klar igen
Tre uger man havde set frem til. Tre uger man havde brug for. Tre uger, hvor vækkeuret var sat på pause. Tre ugers ferie. Det er den sidste feriedag i dag, og så går vi ind i en almindelig weekend, hvor arbejdet kalder på den anden side.
Der var ikke planlagt noget stort. Årets sommerferie gik ud på, at komme helt ned i gear, og så bare gøre det som vi gad, og det som måske lige faldt os ind. Det har lykkedes fuldstændigt. De tre uger har indbragt:
- Total hovedrengøring i hele huset den første uge
- Afslibning af køkken- og kontorbord
- Besøg på strand
- Fødselsdage
- Venindehygge
- Grillning
- Slotsbesøg
- Museumsbesøg
- Overnatning i det fri
- Farve på kroppen
- Små hus projekter som har ventet i meget lang tid
- Familiehygge
- Et styk brækket lilletå
- Mange andre små ting som har bidraget til en fuldstændig afslappet ferie
Dagene er lappet ind over hinanden, og til tider har det været svært at skelne mellem ugedagene, og finde ud af, hvor på ugen vi var. Her i sidste ferieåndedrag virker det umiddelbart som om, de tre uger er gået stærkt, men ved nærmere eftertanke er den ikke. Jeg føler, at jeg i år vitterligt har formået at komme helt ned i gear. Vi er ikke stresset, og vi har ikke blæst rundt for at nå en masse, netop fordi vi havde ferie.
Næste år er der planer om en tur ud af landet. Men at blive hjemme på dansk jord, og oven i det også på egen matrikel, har været fantastisk. Når man så ydermere har været svineheldig med vejret, så er der slet ingen grund til at klage.
På mandag ringer vækkeuret klokken ti i seks, for første gang i tre uger – det bliver en mærkelig lyd, men igang skal man igen, og der er lagret nok afslapning til, at jeg kan overskue at skulle igennem ca. 20 ugers arbejde inden næste ferie.
Har (eller er) din ferie været lige som du har planlagt, og hvad har du lavet?