Dengang er tilbage

For godt en uge siden fik jeg en masse dejlige gaver. Den ene af dem, kunne dog ikke indløses på dagen. Men den gav mig noget at se frem til. I går var så dagen, hvor jeg kunne tage den bedste halvdel under armen, som også var giveren af oplevelsen, og placere mig på græsskråningen hos WolfCamp i Tårs, hvor Michael Learns To Rock spillede op til intim klapstolskoncert.

Det var flashback og gensyn på én gang. Det var bandet som havde sin absolutte storhedstid da jeg var teenager og meget ung. Det var bandet, som sprøjtede ud med hits efter hits, som alle kunne synge med på. I går var ingen undtagelse.

De er stadig aktive, og de lyder som de altid har gjort. De er 25 år ældre, men det samme er vi. Der var et par enkelte nyere numre, da de fortsætter med at udgive ny musik. Men de er nok større i Asien i dag, end de er herhjemme. Men herhjemme vækker de glæde og gode følelser og er en del af vores minder om yngre tider. De spillede i knap to timer, og i blandt numrene fik jeg for første gang live, hørt det nummer som er min favorit. 25 minutes. Det er ikke et de spiller hver gang, men i går gjorde de til min store glæde.

Vi havde dem helt tæt på, og de var en del af publikum. Det var intimkoncert på alle mulige måder, og jeg kunne ikke lade være med at lade mine øjne vandre ud over publikum et par gange. De holdte koncert i baghaven af den egn, hvor jeg trådte mine ungdomssko, og således kunne jeg ikke lade være med at tænke tanken om, hvor mange af de publikummer som befandt sig til koncerten igår, man mon havde mødt, taget sig en sving om med eller sågar siddet og kysset lidt på for 20 år siden.

Det var en dejlig fødselsdagsgave – og i dag fylder den bedste halvdel selv år. Han har også fået sin gave her til morgen. En gave som heller ikke kan bruges nu og her, da vildtet som kan hænge på krogen først må skydes til oktober. Men jeg er sikker på, at den kommer lige så meget til gavn for ham, som hans gave til mig fik for mig i går.