Man er vel Jyde
I næsten to år har jeg sukket efter den. I næsten to år, har jeg mere end én gang været meget tæt på at købe den, for så alligevel at trække i land. Jeg går ikke op i mærker, og jeg nægter at give trippelpris for noget, bare fordi det har et navn, når man kan få stort set det samme til langt mindre. Men en meget sjælden gang i mellem forelsker jeg mig i noget, som har en prisseddel over det jeg ellers vil give for en genstand. Men jeg køber det ikke i første hug. Jeg går og cirkler omkring det i evigheder, for at sikre mig at det ikke bare er en flygtig forelskelse. Når jeg så har cirklet længe nok – her snakker vi ikke under et år – og jeg stadig er forelsket, så slår jeg til…. efter et par ekstra tilløb. Jeg har kun gjort det én gang før. Jeg faldt for et D&G ur, som jeg endelig investerede i efter ca. et års flirten. Aldrig har jeg fortrudt, at jeg brugte pengene på det.
Nu er jeg der igen. Nu er jeg sikker. Helt sikker. Jeg har haft den i hånden på vej til kassen mere end én gang. Jeg er sikker på, at det ikke kun er en flirt. Jeg er sikker på, at jeg aldrig vil komme til at fortryde, at jeg har brugt – i min verden – mange penge på varen. I dag har jeg besluttet mig for, at jeg skal forkæles. På fredag, har jeg en aftale med veninden om at gøre købet. Hendes gavekort som jeg fik af hende i fødselsdagsgave, bliver en del af den sum som skal bruges, så derfor skal hun med. Vi har nemlig aftalt at hanken er den hun giver mig i fødselsdagsgave. På fredag, bliver Decadenttasken min.
Jeg tror nok det bliver denne farve. Jeg veksler imellem tre farver, men jeg tror det bliver denne. Jeg synes jeg har været velovervejet og sindig i min købsproces, og jeg har ærlig talt fortjent den!
En kommentar
Pingback: