I ti år har jeg to gange om året mødtes med skønne damer fra min handelsskoletid. Igennem årene voksede antallet fra de oprindelige fire, til seks styks. I går skulle der være møde igen, men denne gang var kredsen udvidet en kende. Vi kan nemlig i år bryste os med, at vi nu har haft vores studenterhue i 20 år. Efter masser af planlægning, koordinering og flytten frem og tilbage, lykkedes det os at lande på dagen i går.

Folk ankom til Hjørring fra både lokalområdet, midten af landet, udlandet og Sjælland. Vi startede der, hvor vi i studietiden ofte startede vores festlige sammenkomstner; på bowlingebanen.

Det gik ganske strygende, men flere gange måtte man høre udbrud som “mine røvballer gør ondt af det her”, “mine håndled knirker helt” og “jeg synes min skulder er lidt træt”. Udbrud som vi ikke mindedes vi gjorde nogen af for tyve år side. Vi må konkludere, at bowlingekuglerne er blevet lavet noget kun tungere siden da.

Der var bestilt bord til hygge over mad. Den var nøje udvalgt, fordi der her var buffet med alt du kan spise, og med ad libitum drikkevarer i tre timer. Præcis denne del, tog en af deltagerne meget bogstaveligt, og bestilte prompte én af hver.

Under middagen fik vi for alvor motioneret lattermusklerne. Vi fik støvet minderne af. Vi fik kort opsummeret, hvor alle var havnet henne. Vi fik brugt stemmebåndet betragteligt, og vi befandt os i selskab som på ingen måde virkede fremmed eller stramt. Det hele faldt naturligt på plads, og vi forlod først spisestedet da alt var vasket op, ryddet væk og sat på plads. Vi var de sidste der gik, og inden afgangen blev der taget et par billeder. Nogen af dem klart mere kontrolleret, men præcis dette billede illustrerer aftenen ganske godt. Fyldt op med latter.

Nattelivet i Hjørring er et af de steder, de fleste af os stort set ikke har været i, siden vi fik huen på, men vi tog os en snert af det efter spisningen. På en et par af de lokale steder, fik vi os placeret så vi kunne fortsætte selskabet ind i de meget sene timer.

Da jeg ramte sengen viste klokken halv fire, og i dag er jeg træt i hele kroppen, men fuld af tilfredshed. Hvor var det godt at se dem alle, og befriende at konstatere at selv om alderen har ændret sig, så har personerne stort set ikke ændret sig en tøddel. De var alle akkurat som jeg husker dem. De seks fortsætter med halvårlige møder, og der er uddelt åben invitation til dem alle om at deltage, hvis de kan og lyster. Men vi håber at vi senest om fem år alle atter kan mødes igen, for at fejre vores sølvbryllup.

Jeg har været græsenke i denne weekend. Den bedste halvdel, havde arrangeret tur for sig selv til Tyskland. Her skulle han på ren afslapning og hygge, for at besøge venner som er bosat på den anden side af grænsen.

Når man så er alene, så sørger man for at udnytte det. Jeg havde allieret mig med veninden hele lørdagen. Med toget ankom hun til Hjørring, og før vi indtog Gaja Sushi til aftensmaden, drog vi først til Ørnereservatet.

Vi var heldige med vejret. Her i nord, havde vi ingen regn, solen blændede os ikke og der var hverken for varmt eller for koldt. Hende og jeg har været der et par gange før, men hver gang kan vi imponeres af den kraft og den størrelse som de fugle har. Vi vender nok tilbage igen om et par år. Måske vi er blevet bedre til at fange de pokkers fugle med linsen, for ikke mange af billederne blev til noget, og der var rigtig mange med enten himmel, græs, gren eller halespidsen af en fugl. Men selv om der ikke var mange brugbare billeder, så gav de ikke-brugbare billeder anledning til masser af grin. Tag du bare afsted og prøv det selv … om ikke andet, så er det værd at se rovfuglene i en lille times tid. Billeder eller ej.

Den bedste halvdel er nu returneret hjem, og det er nu skønt at have ham på matriklen igen. Måske jeg i nat endelig får en ordentlig nattesøvn, for jeg har eddersparkme godt nok sovet elendigt de to nætter han ikke har været her. Måske han er det som har manglet? Jeg tror det.