-
Ej parat
Forrige weekend, blev jeg faktisk lidt ked af det. Bailey & jeg var på tur til Sindal, for at se nogen af de skader som den store vandmængde havde ført med sig. Jeg havde hørt, at nogen steder, var der endda grave på kirkegårde som var i fare for at kollapse. Min farmor & farfar ligger på Sindal Kirkegård, og jeg tænkte at den lå så højt, at den ikke kunne være i nogen fare. Men nu kirkegård var i mine tanker, valgte jeg at køre forbi for at hilse på dem. Jeg kommer der ikke så ofte. Jeg kommer der heller ikke slavisk på mærkedage eller højttider. Jeg kommer der, når jeg lige føler at jeg vil kigge forbi. Sidst var for et lille års tid siden, og nu var det så tiden igen. Jeg havde lyst.
Min farfar døde helt tilbage i 1989, og min farmor fulgte ham i 1997. Så de har ligget trygt og godt sammen i en hel del år på kirkegården efterhånden. Deres børn er spredt ud over hele landet, og ingen af dem inden for en radius af 20-30 minutter. Så der har været hyret gartner til at tage sig af den gængse pleje af deres gravsted, gennem årene. Derfor blev jeg også lidt forskrækket, og meget ked af det, da jeg så deres gravsted.
Jeg kunne knap nok se deres sten, som jeg gik op imod graven. Den plejer jeg altid at kunne se fra lågen, når jeg går ind på kirkegården. Det kunne jeg ikke denne gang. Busken havde taget udsigten, og stod utrimmet. Da jeg kom helt hen, var det fine brostenshjerte, hvorunder min farmor ligger, næsten ikke til at se formen på, grundet ukrudt og efterårsblade, og ukrudt generelt væltede ud over hele pladsen. Gravstensbuskene slugte deres navne og datoer, og stedet så generelt bare helt forladt og glemt ud.
Der blev jeg ked af det. Jeg forstod slet ikke, hvordan den kunne komme til at se sådan ud, og jeg kunne mærke dybt inde i mig selv, at jeg overhovedet ikke syntes det var i orden. Jeg følte i korte øjeblikke, at den gravplads ikke var det minde jeg har om dem, værdigt. Det kunne man da ikke byde dem! Det skal være ordentligt!
Så gik jeg i handlingstilstand. Jeg tog de to ovenstående billeder og sendte dem til min far, som er ham af børnene som bor tættest på. Jeg var stort set klar til at gå i gang med at flå de uønskede ting væk, og bare rydde op. Men jeg tænkte, at jeg nok hellere lige måtte høre min far ad, før jeg begyndte at gøre noget. Så jeg sendte billlederne med spørgsmålet om, om jeg en af de kommende weekender måtte tage fat på deres gravsted, da det praktisk talt så skrækkeligt ud. Der kom besked tilbage om, at det ville glæde ham om jeg ville. Situationen er således, at gartner ikke længere er med i gravpladsen, og min far som den tætteste af børnene er mere eller mindre udstationeret i Norge, og har derfor meget sparsomt med tid til at kunne tage sig af det. Så hvis jeg ville, måtte jeg meget gerne.
Det vil jeg. For præcis ved dette besøg kunne jeg mærke, at selvom det snart er 20 år siden den sidste af dem gik bort, og selv om jeg ikke render dem over ende på kirkegården, så er jeg slet ikke der, hvor jeg er klar til at give så meget slip på dem, at gravstedet ikke skal holdes. Det kom lidt bag på mig, at jeg reagerede som jeg gjorde, men det efterlod mig samtidig ikke i tvivl om, at hvis ikke andre havde muligheden for det, så er det så sandelig en tjans som jeg springer på. Det er en opgave som jeg sagtens kan overkomme. Jeg er åbenbart stadig der, hvor jeg har brug for at de er et sted, hvor jeg fysisk kan gå hen og kigge på dem, og vise dem at jeg stadig husker og jeg stadig holder af. Det repræsentere det gravsted ikke lige nu – men det kommer det til igen.
På lørdag ser vejret ud til at skulle blive fint. Jeg har ingen planer, så derfor sadler jeg op med lidt elektrisk beskæringsgear, lidt andet lugegrej og så snupper jeg et par timer på kirkegården. Når jeg går derfra, vil stedet se pænt ud igen, og det vil aldrig komme til at se ud som det gør lige nu igen. Ikke førend jeg (og eventuelle andre) er klar til at give helt slip. Jeg ved ikke hvornår det er, men det er i hvert fald langt fra nu.
-
Flyttedag
Det har været sidste dag i vante omgivelser. Jeg og mit hold har pakket vores habengut sammen her til eftermiddag, og flyttemænd er i skrivende stund ved at få det placeret på ny adresse.
Vi flytter hele virksomheden til langt bedre, og meget mere rummelige, lokaler. Vi får så meget plads, at vi i virksomheden også har igangsat et kontorhotel (så mangler du et kontor med al teknologisk forbindelse, kantineordning, rengøringskoner, receptionist mm., så kan vi varmt anbefales). Jeg og mit hold er de første som gør rykket, så i morgen når vi møder ind, er det i de nye lokaler. Vi indvier dem, og sørger for at skabe en rigtig god stemning inden resten af virksomheden følger efter i løbet af de næste par uger.
Det var mærkeligt at tage derfra i dag, med viden om at det var sidste gang man var der. I morgen håber vi det hele det spiller. Vi er helt klar over, at langt fra alt er på plads og sat i orden, og vi forventer en smule “hvor-er-mine-ting-og-det-her-virker-ikke-som-det-plejer” stemning, men også at vi i løbet af i morgen er nået så langt i mål, at vi allerede kan forvente normale arbejdsomstændigheder. Som vi dog glæder os til det nye. Det kan kun blive godt.
-
Skovenke
Den bedste halvdel har forladt os. Bailey og jeg er alene hjemme til engang i morgen aften. Manden i huset er på vej på jagt på Langeland (eller var det Lolland???) i en minibus fyldt med andre mænd. Det er ham vel undt, så Bailey og jeg har besluttet os for, at nyde tiden alene. Vi er netop kommet hjem efter små tre timer i skoven. Der var slet ingen tvivl om, at Bailey syntes det var godt. Når man nu ikke kunne komme med på jagt – som han ihærdigt forsøgte at gøre opmærksom på at han meget gerne ville, da den bedste halvdel i sit jagttøj var på vej ud af døren – så var en tur i skoven det næstbedste.
Det var ikke kun hunden som nød skovturen. Vejret i dag er et fantastisk efterårsvejr af slagsen. Solskin og mildt. Et vejr, hvor efterårsskoven tager sig bedst ud; og det nød jeg.
Bailey har fået brugt sin snude og sin krop, og ligger nu og snorker under køkkenbordet. Jeg nyder stilheden, for om et par timer så er han garanteret fuld af spillopper igen, og klar til næste gåtur.
-
After Eight Cupcakes og venner
Der er ikke noget så godt, som at bage når man har været på udflugt. Så det er hvad jeg har brugt eftermiddagen på. Det meste skal med på jobbet på mandag, men en del af det hele, kommer os til gode. Der er både gammelt og nyt på programmet. En god portion knækbrød er blevet bagt og et par dåser havregrynskugler med ny opskrift er lavet. Knækbrøddet er lavet efter den vanlige opskrift, dog formet lidt anderledes end normalt. Opskriften på den nye version af havregrynskugler, findes nedenfor, den anden version som er lavet før, ligger allerede i gemmerne.
Den sidste kreation var en af dem, som aldrig var prøvet før. Cupcakes a la After Eight. Jeg synes det lød ualmindelig godt. Jeg elsker After Eight, så cupcakes baseret på dette, kunne da ikke andet end være godt. Nu står der seks af slagsen til os alene i køleskabet. Drengene, den bedste halvdel og jeg sætter tænderne i dem i aften; resten kommer med på job på mandag.
Havregrynskugler med marcipan
- 125 gram marcipan
- 50 gram blødt smør
- 1 dl. sukker
- 4 dl. havregryn
- 1/2 dl. kakao
- 1/2 dl. vand
Bland det hele i en skål, og ælt det godt og grundigt sammen. Rul derefter ud i pølse, del den i halv, halv, halv, halv, osv. indtil du har de størrelser og stykker som du ønsker. Tril dem herefter runde, og vend dem enten i kokos eller havregryn.
After Eight Cupcakes
- 200 gram sukker
- 2 æg
- 3 dl. creme fraiche
- 100 gram blødt smør
- 50 gram kakao
- 150 gram mel
- 1 tsk. bagepulver
- 100 gram smeltet chokolade
Pisk æg og sukker godt luftigt, og tilsæt herefter smør og creme fraiche. Bland melet, bagepulveret og kakaoen og kom det i skålen. Lad det blande godt, og smelt chokoladen imens. Hæld herefter chokoladen i dejen, og fordel nu dejen i cupcake holdere, og sæt dem i en 200 grader varm ovn i ca. 15. minutter.
Frosting
- 250 gram blødt smør (usaltet)
- 500 gram flormelis
- 4 tsk pebermynteessens (eller en ad gangen og smag efter behag)
- Lidt grøn farve, så frostingen bliver en svag pastelgrøn
- Mælk kan bruges efter behov til at justere konsistensen – men vær forsigtig!
Pisk smør og flormelis godt sammen, og tilsæt herefter essensen og farven. Brug eventuel mælk, hvis du har behov for at gøre frostingen mere lind. Når cupcakes er kølet helt af, dekoreres de med frosting, og toppes af med et enkelt stykke vaske ægte After Eight chokolade stykke.
God fornøjelse og velbekomme 🙂
-
Brændpunkt
Du har sikkert hørt det. Vi har fået mere end en måneds regn på cirka to døgn. Du har sikkert også set i fjernsynet, hvordan vi mange steder er blevet oversvømmet og udhulet. I dag ville jeg ud og se nogen af de værste steder selv. I nabobyen Sindal – der hvor jeg er opvokset – var Uggerby Å gået helt over sine bredder, og skabt voldsomme problemer. Så der ville jeg lige hen og kigge. Men det viste sig at være nemmere sagt end gjort. Der er den direkte vej dertil. Den vidste jeg, var lukket, fordi vejen var skyllet væk. Så jeg tog den anden rute, men halvvejs igennem på den vej, blev jeg mødt af en afspærring. Uggerby Å går også igennem Lørslev, og på den alternative rute, var også vejen her skyllet væk. Der var så ikke andet for, at jeg måtte tage rute nummer tre, som går gennem Hjørring. En god bette omvej, men sådan måtte det være. Halvejs mellem Hjørring og Sindal, måtte jeg igen se mig overgået af moder natur
Der var ingen vej udenom dette hul heller. Der var nu kun én rute tilbage, hvis man enten skulle til eller fra Sindal. Så alternativ rute nummer fire gennem Astrup måtte prøves. Her var der hul igennem, og jeg tror aldrig jeg har set så tæt trafik på denne rute før, som i dag. Men det tror pokker, hvis det er den eneste vej der er tilgængelig.
Det lykkedes mig at finde vejen til Sindal, og jeg måtte konstatere, at Uggerby Å i dén grad er gået over samtlige breder.
Den er normaltvis skærmet godt ind af gode høje skrænter, men ligemeget har det hjulpet. Der er i stedet for en å, blevet skabt en flod og store søarealer. Bailey var med på min tur, og han ville så gerne i vandet nu det var lige for fødderne af ham, men han fik strenge påbud mod at gå i, for det ser umiddelbart ud som om at der er en god stærk strøm i floden. Jeg er ikke sikker på, at han ville kunne navigere efter egen vilje, hoppede han først i. Men han var ligeså fascineret af synet som jeg var.
Stier som jeg så ofte har gået før er væk. Bænke hvor man mange gange har taget sig et lille hvil, tilbyder kun våde numser skulle man vove sig ud på dem. Grønne arealer er for en stund blevet til vandområder.
Jeg er ikke helt klar over, hvor det beredsskab som har bygget lejr ved byens indkøbsområde vil pumpe alt det vand hen, for som jeg ser det, så vil det ikke give mening at pumpe det ud i åen, for den er da godt fyldt allerede. Men beredsskabsstyrelsen er til stede i stor mængde med alskens maskiner og et stort mandskab. Borgmesteren er der også; klar til at håndtere det medieoptog som ligesom vandmængderne, oversvømmer det lokale samfund.
Man har ofte hørt vendelboer og nordjyder klage over, at der aldrig bliver sat fokus på dem; at det hele drejer sig om København. I disse dage bliver de udtalelser gjort til skamme. Aldrig har vi fået så meget opmærksomhed som nu. Lad os håbe at den opmærksomhed bliver til noget konstruktivt også, så vi hurtigt kan få genetableret alt det som har taget skade under vandmasserne. Lad os i det mindste håbe, at det kommer til at gå lidt hurtigere end da Jernbanebroen over Limfjorden skulle laves. Men mens Boelt fortæller medierne om, hvad der skal laves og hvad det koster, så kan vi da lade os fascinere af naturens kræfter, og at der stadig er noget i denne verden vi ikke kan kontrollere.
-
Torsdagstur med kollegaerne
Sjakket havde planlagt en aften med mad, motion og grin. På en helt almindelig torsdag, var der bestilt buffet og bowling. Bestilt tid til andet end job, og tid til at ligge alle jobrelaterede tanker, planer og resultater fra sig.
Skoene blev spændt ind, kuglerne nøje udvalgt, holdende retfærdigt inddelt. Men jeg kan så konstatere, at man ikke kan tage konkurrencegenet, vindermentaliteten og viljen til at ville have det højeste tal på tavlen fra dem. Den højeste score blev jagtet med sved på banen, hujende vinderråb når det lykkedes, og hånene latter når det ikke lykkedes for konkurrenten.
Men uanset hvor meget alle kæmper, så kan der kun være én vinder. Det lod han os ikke glemme ej heller gå uhørt forbi, og var ikke bleg for at sende os selfies af sin placering.
Den unge mand slog os alle, og det lader han os heller ikke glemme i dag, hvor han benytter enhver lejlighed til at fremhæve sin præstation og det faktum at han jo blev nummer et; at han vandt over os alle. Vi andre har lovet revanche, han føler sig sikker på vi ikke kommer til at nå ham til sokkerne. Men vi har en plan, og vores iver efter at få ham slået af sin trone giver drivkraft nok til ville afsted en gang mere… det og så selvfølgelig også fordi det var superhyggeligt!
ANK – we will get you!
-
Kærestetur i industrikvarteret
Det var egentlig planlagt, at vi skulle have været i sommerhus denne weekend. Men i sidste øjeblik, besluttede en af sommerhusets ejere selv at bruge det, og naturligvis har han førsteret. I stedet begyndte jeg så at planlægge, hvad vi så kunne bruge lørdagen på. Jeg havde givet den bedste halvdel ordre på, ikke at planlægge noget, og så skulle han ellers bare være klar til sætte sig i Sally the Skoda denne lørdag morgen.
Klokken ni kørte vi sydover, og endte i Horsens. Han nåede at tænke tanken, at jeg nok havde planlagt besøg i fængslet. Det havde også været på tegnebrættet, men via en afstemning blandt mine medarbejdere, faldt valget på det andet udflugtsted som var på listen; Danmarks Industrimuseum. Lad dig ikke narre af den umiddelbare (i mine øjne) lidt kedelige forside af en hjemmeside, for bagved gemmer der sig et skattekammer.
Arealet er kæmpestort, og vi fik fantastisk underholdning i fire timer. Det var en absolut fornøjelse, og der er noget for alle at forelske sig i. Der er maskiner for de tekniske. Lige fra damp til elektriske. Der er værksteder som spænder lige fra bogbinderen, smeden og træskomageren til stentrykkeren og nimbusmekanikeren. Der er butikker med indlagt telefoncentral til afprøvning, og udstillinger som er gennemførte.
Der er to opgange med arbejderboliger som afspejler udviklingen lige fra den lille toværelse fra 1889 med far, mor og otte børn, til 50er lejligheden, hvor der var gang i køkkenet som bød på brændende kærlighed, til ungdomshyblen fra 1998 med rod og sure sokker på gulvet. Seks forskellige lejligheder, hvor man støder på ting som man husker, og som bringer minder frem på den ene eller den anden måde.
Der var udstillinger fra en svunden tid, og langt det meste af det er tilgængelig for nærstudie. Der er ikke mange pletter med “ikke røre” skilte.
Vi gik igennem maskinhallen, gennem værkstederne, gennem klædeskabet (hvor du forøvrigt kan leje tøj til temafester), gennem banken fra 1930 og gennem skolen som bliver særudstillet for tiden. Vi blev her og der mødt af frivillige som brænder for historien og fortællingen. Frivillige som meget gerne fortæller om det hele. Frivillige som slet ikke kan lade være med at fortælle, og som møder den besøgende med åbne arme. Frivillige som gerne går den ekstra mil, som f.eks. at spørge om man er fra egnen, for så kan de da lige se om de i arkiverne kan finde det klassebillede man fik taget i sin skoletid. Fordi de har det, og fordi de gerne vil give dig den oplevelse med.
Der var kontorer som havde tilhørt virkelige personer, og sågar ægte dokumenter med ansættelseskontrakter. Tog man sig tiden til det, kunne man ved at åbne skuffer og skabe rundt omkring finde ekstra oplevelser som kun gjorde stedet endnu mere levende og nærværende.
Det var helt igennem et fantastisk besøg, og et sted som varmt anbefales. Det er lærerigt for både børn og voksne, og for min generation og opefter er der også en masse nostalgi med på turen rundt på pladsen. Sæt gerne minimum tre timer af, for det kan ikke gøres på mindre tid. Hvis du er en af dem som er heldige at have efterårsferie i den kommende uge, så tank bilen op, find adressen på deres hjemmeside, smid evt. unger på bagsædet og kom afsted… og nå ja – så var det også her, jeg fik købt året første julegaver!
God tur
-
Forbandet
Jeg er næsten tom for ord. Jeg vidste det var på vej, men nu hvor det er sket, så rammer det. Det gør ondt i hjertet, jeg er uforstående for hvorfor og jeg er forbandet arrig.
I går blev den sidste dag for en tidligere tæt kollega. I en alt alt for ung alder, måtte hun lade kræften vinde, og drage til et sted, hvor hun nu er fri. Men selv om man kan sidde og synes at det var godt hun fik fred, så er jeg forbandet arrig over, at det sker. Det giver absolut ingen mening, at et så ungt menneske med næsten hele livet foran sig, ikke får lov til at opleve det.
Forbandet være den sygdom, og mit hjerte går ud til hendes allernærmeste, samtidig med at jeg er taknemmelig for at jeg fik en flig med, af det korte liv hun levede.