Brændpunkt

Du har sikkert hørt det. Vi har fået mere end en måneds regn på cirka to døgn. Du har sikkert også set i fjernsynet, hvordan vi mange steder er blevet oversvømmet og udhulet. I dag ville jeg ud og se nogen af de værste steder selv. I nabobyen Sindal – der hvor jeg er opvokset – var Uggerby Å gået helt over sine bredder, og skabt voldsomme problemer. Så der ville jeg lige hen og kigge. Men det viste sig at være nemmere sagt end gjort. Der er den direkte vej dertil. Den vidste jeg, var lukket, fordi vejen var skyllet væk. Så jeg tog den anden rute, men halvvejs igennem på den vej, blev jeg mødt af en afspærring. Uggerby Å går også igennem Lørslev, og på den alternative rute, var også vejen her skyllet væk. Der var så ikke andet for, at jeg måtte tage rute nummer tre, som går gennem Hjørring. En god bette omvej, men sådan måtte det være. Halvejs mellem Hjørring og Sindal, måtte jeg igen se mig overgået af moder natur

Der var ingen vej udenom dette hul heller. Der var nu kun én rute tilbage, hvis man enten skulle til eller fra Sindal. Så alternativ rute nummer fire gennem Astrup måtte prøves. Her var der hul igennem, og jeg tror aldrig jeg har set så tæt trafik på denne rute før, som i dag. Men det tror pokker, hvis det er den eneste vej der er tilgængelig.

Det lykkedes mig at finde vejen til Sindal, og jeg måtte konstatere, at Uggerby Å i dén grad er gået over samtlige breder.

Den er normaltvis skærmet godt ind af gode høje skrænter, men ligemeget har det hjulpet. Der er i stedet for en å, blevet skabt en flod og store søarealer. Bailey var med på min tur, og han ville så gerne i vandet nu det var lige for fødderne af ham, men han fik strenge påbud mod at gå i, for det ser umiddelbart ud som om at der er en god stærk strøm i floden. Jeg er ikke sikker på, at han ville kunne navigere efter egen vilje, hoppede han først i. Men han var ligeså fascineret af synet som jeg var.

Stier som jeg så ofte har gået før er væk. Bænke hvor man mange gange har taget sig et lille hvil, tilbyder kun våde numser skulle man vove sig ud på dem. Grønne arealer er for en stund blevet til vandområder.

Jeg er ikke helt klar over, hvor det beredsskab som har bygget lejr ved byens indkøbsområde vil pumpe alt det vand hen, for som jeg ser det, så vil det ikke give mening at pumpe det ud i åen, for den er da godt fyldt allerede. Men beredsskabsstyrelsen er til stede i stor mængde med alskens maskiner og et stort mandskab. Borgmesteren er der også; klar til at håndtere det medieoptog som ligesom vandmængderne, oversvømmer det lokale samfund.

Man har ofte hørt vendelboer og nordjyder klage over, at der aldrig bliver sat fokus på dem; at det hele drejer sig om København. I disse dage bliver de udtalelser gjort til skamme. Aldrig har vi fået så meget opmærksomhed som nu. Lad os håbe at den opmærksomhed bliver til noget konstruktivt også, så vi hurtigt kan få genetableret alt det som har taget skade under vandmasserne. Lad os i det mindste håbe, at det kommer til at gå lidt hurtigere end da Jernbanebroen over Limfjorden skulle laves. Men mens Boelt fortæller medierne om, hvad der skal laves og hvad det koster, så kan vi da lade os fascinere af naturens kræfter, og at der stadig er noget i denne verden vi ikke kan kontrollere.