Genvundet værdighed

Senere i dag, og i morgen får jeg ondt i muskler, som jeg ikke vidste jeg havde. Jeg kan allerede nu mærke en muskel i min side, lige over lænden som snakker med smertecentret. Jeg har revet, slidt, rykket, slæbt, løftet, skubbet, lagt, placeret og flyttet rundt på i godt to timer. Men jeg kom i mål, og jeg er yderst tilfreds, og rigtig rigtig glad.

Jeg har forvandlet det her

til det her

Nu synes jeg, at min farmor & farfars gravsted viser den værdighed, som de fortjener. Men det holdt hårdt til at komme dertil. Jeg har været nede på alle fire, og jeg har haft hele pladsen revet op. Inden det skulle gen-arrangeres, havde jeg formået at samle en hel trillebør med ukrudt og afklipninger.

Inden jeg ankom, havde jeg sågar været ude at investere i en fiks hækkesaks/formsaks, så jeg kunne komme til at trimme både buske og træer, og alle de redskaber som stod til rådighed på kirkegården kom i brug. Men med det sidste pynt i form af sten, et par nye blomster, og et par lys, så blev resultatet godt.

Da jeg endelig var færdig, stod jeg der i en halv time og bare smilede. Jeg havde det så godt med det, som det var blevet til. Jeg lovede dem, at jeg aldrig nogensinde ville lade dem gro til igen, og at jeg kommer tilbage om en måneds tid, for at gøre dem juleklar. Men ligenu skal jeg i et varmt bad, for at skrubbe al snavset af mig, og for at forsøge at løsne mine muskler en smule, i håbet om at jeg kan tage bare en lille smule af den ømhed, som jeg ved jeg står op til i morgen. Men det er og var det hele værd.