Er det dig? Er du med dér??
I 1992 var jeg en sprød ung dame på 18, og som enhver 18-årig var jeg også i fuld gang med at besøge nattelivet. Det var et natteliv, som var i den spæde begyndelse med musikgenrene metal og techno. Det var langt fra det, som vi i dag definerer som metal og techno, men grundstenene var i gang med at blive lagt. Kunstnere som Dr. Alban og bl.a. Culturebeat, kom med lyde og musikkombinationer med god bas og syntetiske/elektriske lyde, som ikke var hørt før, og grupper som Scorpions og Gorky Park var metal. Det kan ikke sammenlignes med det metal og techno, som vi har i dag, men det var her det begyndte, og i dag vil de blive puttet i kategorierne old-pop og melodiøs rock. I Danmark havde vi en gruppe, som også forsøgte sig med den hårde genre. Ind bragede Pretty Maids med “Please don´t leave me”, og for nu pokker, hvor var det en fed!
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=mvrfvrb7moE[/youtube]
I mine ører holder den stadig. Det er for mig en klassiker, og en som smækker mig ret tilbage til nattelivet og ungdom. Det er en af de sange, som på et sekund bringer mange scenarioer, følelser og minder frem i mig. Gruppen har haft sin storhedstid, men det er en gruppe som stadig eksisterer, og som stadig optræder.
De har – lige som jeg – fået lidt ekstra år på bagen, men de holder sig i gang. Der er skiftet lidt ud i forhold til den oprindelige gruppe, men de er stadig Pretty Maids….og i dag finder jeg ud af, at en af medlemmerne render rundt ude på min arbejdsplads. Her har jeg de sidste fire uger hilst og snakket med ham hver dag. Jeg har løst forskellige opgaver sammen med ham, og han har været til stor hjælp med at få forskellige ender til at gå op i en højere enhed. Alt i mens har jeg ikke været klar over, at jeg hver dag har stået face to face med et medlem fra en gruppe, som jeg var vild med i fordums tid, og en gruppe som har numre som stadig bringer gode fornemmelser og glæde i kroppen når jeg hører dem.
Jeg synes det er lidt vildt, og totalt sejt! Jeg har fornøjelsen af, hver dag indtil videre – minus weekender – at sludre med en stjerne (ja ja – jeg ved godt at det også var i fordums tid de var de helt store stjerner, men i min verden er de stadig stjerner!). Jeg er kommet mig over min kortvarige starstruckhed, da jeg fandt ud af, hvem han var, men jeg ville da lyve, hvis jeg ikke blev lidt hed om ørene, da jeg blev konfronteret med at han vidste, at jeg vidste, hvem og hvad han var, og fangede mig i at spille den mest kendte sang de nogensinde har udgivet. Men lige nu sidder jeg hjemme hos mig selv, og ja – jeg spiller Please Don´t Leave Me for fulde drøn – nu med et saligt “Ha! Jeg kender en af dem” smil.