Alcazaba & Gibralfaro
Jeg – og heller ikke den bedste halvdel – er den type mennesker, som tager til syden for at bruge tiden på stranden, ved poolen eller i baren. Vi er af de typer som gerne vil ud og udforske området vi er i, og dets historier. Vi er typer, som gerne vil gå mange kilometer for at møde historien. Så da vi havde fundet os selv og vores område, begyndte vi allerede dagen efter ankomst at gå på opdagelse. Inde i Malaga, fandt vi Castillo De Gibralfaro.
Bygningerne kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede, og er tiltænkt som et våbendepot, placeret med havudsigt, så man kunne holde øje med, hvornår våbene skulle i brug. Således er der på toppen en fantastisk udsigt. Men nok en som vi i nutiden bruger på en anden måde, end den var tiltænkt i fortiden.
Vi havde parkeret bilen i et p-hus, som lå lige for foden af fortet, og det så egentlig ikke ud til at være en slem tur opad. Så vi travede rask afsted. Det viste sig, at være en lidt mere udfordrende opgave end vi lige havde regnet med. Heldigvis var der på vejen op ad de stejle og snørklede stier, flere rastepladser, hvor vi lige kunne få lidt mere luft i lungerne igen, og samtidig nyde den udsigt som blev bedre og bedre des højere vi kom op. Efter en god times trav opad, nåede vi toppen.
Her stødte vi på våbenudstillinger og små mellemgange mellem murene, hvor man sagtens kunne forestille sig, at der havde stået mangen en mænd og spejdet ud over Middelhavet. Men der var også trapper inden for murene og op til mellemgangene, hvor vi kun kunne have ondt af dem som i fordumstid, skulle trave op og ned af dem i fuld udstyr. Enten har de haft rigtig lange ben dengang, eller så har de bare ikke haft midler nok, og derfor sparet på antallet af trappetrin. Herligheden var i brug i hele 438 år i militært øjemed, og først i 1925 blev det overdraget til byen.
Fortet er egentlig delt lidt i to, og de to er ikke forbundet. Det har de engang været, men grundet slid, vind og vejr på de skrøbelige kalksten, som det meste er bygget på, er de i dag delt. Så for at se den anden halvdel af fæstningen, så var der kun én ting at gøre … at gå hele vejen ned igen (vel at mærke efter at vi ved ankomst til toppen, opdagede at der var en farbar vej, med dertilhørende p-plads til rådighed!)
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=juurJCNPhNE[/youtube]
(klik på billedet for at se videoen af turen ned)
Ved bunden skulle vi blot krydse gaden, og der på den anden side lå den sidste halvdel; Alcazaba De Málaga. Her finder vi bygninger som kom før Gibralfaro. De er bygget i flere omgange helt tilbage fra 11. hundrede tallet, og i 1930erne fik det sin sidste store omgang i form af en massiv restaurering. Man kan sagtens se, at der både har været arabiske, og romerske indflydelser med i opbygningen gennem de mange hundrede år. Det gør bestemt ikke oplevelsen værre.
Heldigvis lå Alcazabar knapt så højt oppe som Gibralfor. Så det var ikke den store anstrengelse at navigere sig opad denne gang. Vi kunne trisse rundt i kringlede kroge og beundre udskæringer, ægte marmorsøjler og små haveoaser. Havde vi ramt det helt rigtige tidspunkt, havde vi også kunne have nydt en forestilling i det autentiske romerske teater, som lå for foden, og hvor man stadig kunne se og sidde i de selv samme stenstole som store romerske mænd engang havde siddet i.
Efter en tur i både den spanske, den arabiske og den romerske historie bevægede vi os ind i nutiden og gik en tur i Malagas gader – og så er det lige her, man også støder på et stykke dansk historie
Lige der – helt uventet – sad H.C. Andersen med sin taske og den lille grimme ælling ved sin side. Man kan da heller ikke komme nogen steder hen længere, uden man støder på nogen man kender!