Mijas trumfes af Stupa

Den første uge tilbage på jobbet er vel overstået. Lidt knirken i kroppen var der i starten, da den valgte at lade sig overmande af sygdom allerede dagen efter nytårsaften. Jeg brugte således resten af min juleferie på at bekæmpe feber, og da mandagen kom var kroppen endnu ikke helt i top, men den har gennem ugen genoprettet sig selv, og jeg døjer nu kun med en smule hosten. Sådan er det jo – hvorfor bruge almindelige arbejdsdage på sygdom, når man kan tage dem i sin ferie?

Men når jeg nu sådan skulle gå hen og blive syg, så er jeg da kun glad for at det var i min feries sidste uge, og ikke den første. Tænk om den havde sneget sig ind på turen sydpå. Den tur, som jeg stadig har masser at fortælle om, og vise frem af. Heldigvis var det ikke i den uge kroppen valgte at kapitulere, for havde den det, så var jeg gået glip af en masse oplevelser. Blandt andet Mijas. Den lille hvide by i bjergene, var kun en lille køretur (opad opad & opad) fra hvor vi boede. Vi var blevet anbefalet at besøge den under vores ophold. Vi ankom sidst på formiddagen, og efter kryben ned langs gader i bilen, fik vi den parkeret, og vandrede rundt i de idylliske omgivelser.

Det var den dag på hele vores tur, som havde den laveste temperatur. Oppe i bjergene var der tillagt en lettere vind, så det var en smule halvkøligt at traske rundt i de små gader. Byen er kendt som den hvide by i bjergene, fordi alt er malet i hvidt. Det er Malagas svar på det gule Skagen. Vi kommer uden for sæsonen, så der var masser af plads til os. Turister eller ej, så var det da pænt, men på en halvkølig dag, så var det ikke et sted, hvor jeg kunne få en hel dag til at gå. Men jeg kunne da nyde de små detaljer som dukkede frem.

Efter vi havde kringlet os rundt i byen, besluttede vi os for at få frokost på en restaurant som lå i byens centrum, og vi tænkte at vi kunne snuppe landets nationalret, da de skiltede og illustrerede med ægte spansk lækker paella. Jeg har spist lækker paella før, lavet herhjemme, så jeg glædede mig til den ægte vare. Slemt skuffet blev både jeg og den bedste halvdel, da vi fik serveret noget som vi har stærkt mistanke om at være en færdigret taget fra fryseren og puttet i mikroovnen. Det viste sig ikke kun at være den køligste dag på vores ferie, men også den dag vi fik den mest ringe ret under hele vores tur. Den gjorde ikke sin nationalstatus ret! Så vi spiste i stilhed, og betalte en pris som heller ikke gjorde retten ret, og så besluttede vi os for at køre ned ad bjerget igen.

Tilbage i Benalmaldena gjorde vi stop ved det buddhistiske tempel, The Enlightment Stupa. Der står det så pragtfuldt placeret i første række, med endnu en vidunderlig udsigt ud over Middelhavet.

Det virker lidt malplaceret med et autentisk buddistisk tempel lige der. Men der er nok buddhister i området til, at der var nogen som fik samlet pengene sammen til, at opføre det således at også de havde et sted at praktisere deres tro. Det er åbent for alle, og ganske gratis. Man kan – hvis man vil – smide en skilling eller to som tak for gæstfriheden. Skillinger som vil blive brugt til bevarelsen af templet. Det er nemt at overkomme, og nemt at overskue. Indgangsetagen er dedikeret til Buddha statuen og ofringen, og nedenunder er der en mindre samling af typiske buddhistiske redskaber. Bland andet “rulletønden” som vi alle kender fra Golden child takket været Eddie Murphys rap på samme.

Jeg kender ikke meget til den buddhistiske tro, men jeg ved nok til at det er en tro som inviterer til fred i både dit eget indre, mod andre og med andre. Den er fredsommelig, næstekærlig og respektfuld i mange henseender. Jeg kan sagtens fordybe mig i dens udtryk og i dens artifakter.

Jeg kan godt falde lidt for dens harmoni og jeg kan også snildt forestille mig, at jeg sagtens kunne bruge et par timer på at mærke roen og harmonien, lidt som jeg kan når jeg sidder ved havet, havde jeg mulighed og behovet for lidt alene tid til mig og mine tanker, eller netop for at blive fritaget af dem. Men denne dag var det nok med at kigge og undersøge.

Dagen blev afsluttet med lidt flere varmegrader end der var i bjergbyen, og da vi ramte hjemmeadressen, blev den grillede aftensmad vi selv lavede på vores tagterrasse, en hel del bedre end den menu vi havde spist tidligere på dagen. Mange gange er selvgjort, velgjort.